Et endegyldigt farvel: "Det er noget, der har fyldt RIGTIG meget i mit liv"
Alkohol har været en ”bedste ven” i 35 år og haft store omkostninger for forfatter Jesper Stein og hans nærmeste omgivelser.
De seneste år har forfatter Jesper Stein arbejdet terapeutisk med at sige farvel til den alkohol, som har været hans faste følgesvend i 35 år.
”Uden at fornærme mine bedste venner, vil jeg sige, at på nogle måder har alkohol været min bedste ven i 35 år, og det har ikke været en ven, jeg har haft lyst til at sige farvel til før til allersidst. Så det er noget, der har fyldt RIGTIG meget i mit liv, og som har været en psykisk omfavnelse i svære situationer. Men det har jo haft store omkostninger. Ikke bare for mig selv, men selvfølgelig også for mine nærmeste omgivelser – og for dem på mange måder værre end for mig, fordi de ikke selv har valgt det”, siger forfatteren i et stort interview i denne uges ALT for damerne.
Jesper Stein har også haft flere perioder, hvor han ikke har drukket, men hvor han har levet med bevidstheden om, at det nok var et spørgsmål om tid, før han ville begynde igen, fortæller han.
For et par år siden søgte han derfor professionel hjælp til at slippe endegyldigt af med alkoholmisbruget:
”At være på Minnesotakur (misbrugsbehandling, red.) er ikke nogen badeferie. Det er, som om nogen tager den største spade, du kan finde her i livet, og så graver de derned, hvor grundrødderne gror, og så bliver det hele vendt om. Det bliver du så nødt til at se på for at komme videre”, siger han blandt andet i interviewet.
En flugt fra følelserne
Behandlingen har også fået Jesper Stein til at overveje, hvornår hans alkoholforbrug udviklede sig til et reelt misbrug.
”Nu har jeg jo læst mig igennem mine gamle dagbøger, som veksler mellem at være MEGET patetiske og meget opstyltede. Men deriblandt skriver den 19-årige Jesper i 1984: ”Jeg er alkoholiker”. Og det står der igen i 85, 87 og 90. Det står alle mulige steder i mit liv undervejs i det, jeg har skrevet i øjeblikke af klarhed og selvindsigt. For jeg bruger alkohol til at flygte fra mine følelser”, siger han og forklarer, at han tror at hans forældre inderst inde godt vidste, at han havde et problem, men at de var for optagede af det, der foregik i deres eget liv, til at tage hånd om det.
Han ville dog ønske, at de havde gjort det, uden at han vil fralægge sig sin del af ansvaret:
”Jeg vil VIRKELIG håbe for mit eget vedkommende, at jeg kommer til at reagere anderledes, end de gjorde, hvis jeg skulle se de samme tegn hos mine børn. Der skal man jo være der, ik’? Jeg har mødt nok alkoholikere i mit liv til at vide, at hvis man er midt i sin alkoholisme, vil man ikke hjælpes, og så har man en tendens til at sige: ”Gider du godt at gå ad helvede til! Du skal ikke komme her og sige til mig, at jeg har et problem, for det har jeg OVERHOVEDET ikke!”. Men ikke desto mindre så PÅVIRKER det dig jo. Det kan godt være, at det er ærgerligt at skulle være den, der kommer og siger, man skal gøre noget ved det, og så blive mødt med en fuckfinger. Men det bliver jo siddende i en, hvis nogen først har påpeget det, og det er jo summen af det, der til sidst er med til at skubbe en derhen, hvor man holder op.”
