hvad gør alkohol ved kroppen

Hvad sker der i kroppen, når du drikker alkohol?

Hvilken effekt har alkohol egentlig på form, vægt og forbrænding? Vi har set nærmere på, hvad der sker i kroppen, når alkoholen går ind.

Hvad sker der egentlig…

… før du føler dig påvirket?

Alkohol påvirker dig, før du selv er opmærksom på det. Allerede, når du har en promille på 0,2, er dine øjnes evne til at fokusere nedsat. Når den kommer op på 0,5, bliver din synsvinkel indskrænket og din evne til at vurdere situationer og til at kontrollere dine bevægelser mindre.

… med din selvkontrol og dømmekraft?

„Når alkoholen går ind, går hjernen ud,” siger man. For alkohol påvirker din dømmekraft, om du vil det eller ej. Efter større mængder påvirker det også din tale, din balance og din grovmotorik. Ved en promille på 1,0 er risikoen for trafikulykker tidoblet. Ved 2,0 er din selvkontrol helt forsvundet. Og din evne til at vurdere, om det er tilfældet, måske også.

... med dit blodomløb

Alkohol udvider blodårerne, hvilket både kan give dig røde kinder og få varmen til at brede sig.

... med nyrerne og blæren 

Der er to gode grunde til at du tisser mere, når du drikker alkohol. Alkohol undertrykker nemlig hormonet vasopressin, der sørger for at holde på vandet i kroppen. Derudover virker alkohol også i sig selv vanddrivende, hvilket betyder, at der ryger mere væske til blæren.

... med din appetit

Alkohol kan påvirke din appetit. Om det gør det, og hvordan det i så fald gør, varierer fra person til person. Nogle oplever at få mere appetit, når de drikker, mens andres appetit daler.

... med dit immunforsvar 

Din krop bliver dårligere til at bekæmpe bakterier og virus. Effekten kan vare helt op til 24 timer efter, at du har været fuld.

... med din hjerne

Alkohol virker sløvende på kommunikationen mellem neurotransmitterne i din hjerne. Noget af det første, der sker, er, at din beslutningsevne og din impulskontrol bliver mindsket. Senere begynder du udelukkende at bekymre dig om den nærmeste fremtid og går derfor efter umiddelbar behovstilfredsstillelse uden at tænke på konsekvenserne. Ligesom du også efterhånden mister kontrollen over dine følelser. Der sker også en række fysiske ting, som at du bliver dårligere til at fokusere, din koordinations- og balanceevne forringes, din reaktionstid bliver nedsat osv.

SE OGSÅ: Hvad sker der i kroppen, når du har sex?

… i leveren, når du drikker alkohol?

Leveren omdanner alkohol til acetaldehyl og derefter til acetat, som via blodet transporteres rundt i kroppen, hvor det bliver omdannet til energi. Leveren forbrænder størstedelen af alkoholen, og at rense kroppen efter en bytur sætter den på hårdt arbejde. Det resulterer bl.a. i, at dit blodsukker daler, og at du måske bliver mere sulten og irritabel. Personer med et højt, langvarigt alkoholforbrug har desuden en forhøjet risiko for skader som leverbetændelse, fedtlever og skrumpelever.

… når du drikker alkohol på tom mave? 

Din krop optager alkohol fra mavesækken og tyndtarmen. Er din mave tom, når du drikker, vil alkoholen passere hurtigt videre ud i systemet. Har du derimod spist et godt måltid, vil det hele blive længere tid i mavesækken, og det giver enzymerne her tid til at nedbryde noget af alkoholen. Har du ikke spist hele dagen før en bytur, vil alkoholen derfor „ramme” dig hurtigere. En tommelfingerregel er, at din promille topper efter ½-1 times tid, fra du har indtaget den. Men allerede efter få minutter vil den være at måle i blodet og begynde at påvirke dig.

… hvis du vil være hurtigt ædru?

Det er individuelt, hvor hurtigt alkohol omsættes i kroppen, men en tommelfingerregel er ca. 0,15 gram per kilokropsvægt per time. Fælles for alle er det dog, at hastigheden ligger fast, og du kan ikke ændre den ved hverken at drikke kaffe, få frisk luft eller bevæge dig.

… hvis du blander forskellige slags alkoholer?

En genstand er en genstand. Men stærk alkohol som tequila og snaps drikker du typisk hurtigere end alkohol med lavere promille f.eks. en øl. Og derfor oplever vi, at det „slår hårdere”. Jo flere forskellige sager, kroppen skal nedbryde, jo hårdere er det. Og derfor kan tømmermændene føles værre, hvis du har blandet de våde varer godt og grundigt.

... med din figur og vægt?

Alkoholiske drikke indeholder rigtig mange kalorier. Faktisk næsten lige så meget energi per gram som fedt. Til gengæld er der tale om energi, som mætter dårligt, og derfor spiser vi tit lige så meget ved siden af de flydende kalorier. Måske endda mere, fordi alkohol fremmer nydelse og tit drikkes i godt selskab. Sørger du ikke for at forbrænde tilsvarende ekstra kalorier, omdannes de til fedt af den slags, der har en forkærlighed for maveregionen.

SE OGSÅ: Så mange kalorier drikker du

… med din forbrænding?

Alkohol mistænkes i nogle forskerkredse også for at hæmme fedtforbrændingen, hvilket i givet fald bare bidrager yderligere til en ophobning af fedt, som hverken er sundt eller på ønskelisten hos ret mange af os.

... med din sexlyst

Sexlysten Fordi frontallapperne i din hjerne bliver hæmmet, oplever flere alkohol giver mere lyst til sex. Desværre sker der også det, at blodårerne udvider sig, hvilket betyder, at man som mand kan have svært ved at bevare erektionen, fordi blodet flyder lige så hurtig fra penis, som det flyder til.

… med din hud?

Alkohol udvider blodkarrene, så ligger dine yderligt i huden, vil du opleve en rødmen i huden. Desuden kan alkohol virke dehydrerende på huden, så den vil føles tør. Omvendt kan talgproduktionen stige og give problemer med akne.

… med dit humør?

Alkohol kan påvirke dit humør i begge retninger. Som udgangspunkt forstærker alkohol det humør, du er i. Er du glad, vil du typisk opleve mere glæde, når du drikker alkohol. Er du trist og bedrøvet, vil det hele sandsynligvis blive mere dystert i takt med, at promillen stiger. Alkohol er derfor en meget dårlig medicin, hvis du er deprimeret eller synes, det hele er gråt og frustrerende.

… med din søvn?

Du oplever sikkert, at du har lettere ved at falde i søvn, når du har drukket. Til gengæld vil den søvn, du får med alkohol i blodet, sikkert være urolig, måske præget af mareridt, og tit vil du vågne flere gange. Du får ikke den vigtige dybe søvn (REM-søvnen) og vil derfor være både træt og uoplagt dagen efter.

SE OGSÅ: Hvad sker der i kroppen, når du sover for lidt?

… med din fysiske form?

Du kan ikke toppræstere fysisk efter at have drukket større mængder alkohol. Kroppens væske og sukkerbalance er påvirket og gør det svært at træne igennem. Du vil have et forhøjet niveau af stresshormonet kortisol og en nedsat mængde testosteron i kroppen i et døgns tid efter. Det betyder nedbrydelse af muskelmasse og længere restitutionstid efter træning. Sandsynligvis føler du dig samtidig træt og uoplagt, og din motorik er måske heller ikke helt på plads.

… hvis du drikker mere end 14 genstande om ugen?

Alkohol kobles sammen med 60 forskellige sygdomme bl.a. kræft, hjerte-karsygdomme, mave-tarm-lidelser, lunge-, muskel- og skeletsygdomme og sindslidelser. Jo højere forbrug, desto større risiko. Og du begynder for alvor at være i risikozonen, hvis dit ugentlige forbrug er på 14 genstande eller mere.

5 ting, du skal vide om alkohol 

1. ALKOHOL ER ET RUSMIDDEL.

En genstand indeholder 12 gram alkohol. Det svarer til 33 cl øl, 12,5 cl vin eller 4 cl stærk spiritus som rom.

2. 7 ELLER 14 GENSTANDE?

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at kvinder højst drikker 7 genstande om ugen (mænd 14). De fraråder samtidig, at kvinder drikker mere end 14 genstande (mænd 21), da det øger risikoen for sygdomme. Under graviditet er anbefalingen at holde sig helt fra alkohol.

3. HVOR HURTIGT FORDAMPER RUSEN?

Det er individuelt, hvor hurtigt alkohol bliver forbrændt i leveren, men tommelfingerreglen er ca. 0,15 gram per kilokropsvægt per time. Og du kan ikke ændre den hastighed ved hverken at drikke kaffe, få frisk luft eller bevæge dig.

4. KVINDER BLIVER MERE PÅVIRKET.

Da mænd og kvinder er bygget forskelligt, reagerer vi forskelligt på alkohol. Kvinder har bl.a. færre alkohol nedbrydende enzymer i maven, lavere kropsvægt og mindre lever, og derfor bliver de mere påvirkede end mænd.

5. ØGET RISIKO.

Personer med et højt og langvarigt alkoholforbrug har forhøjet risiko for leverskader som leverbetændelse, fedt- og skrumpelever.

SE OGSÅ: Hvad sker der i kroppen, når du sover for lidt

SE OGSÅ på Euroman.dk: Test dig selv: Drikker du for meget

SE OGSÅ: fit tester: Hvad gør 14 dage på sofaen ved din krop?

Eksperten

Janne Schurmann Tolstrup er dr.med., ph.d. og cand.scient. i humanbiologi. Hun er seniorforsker og forskningsleder ved Statens Institut for Folkesundhed.