”Jeg kan ikke stoppe med at drikke, hvis jeg begynder”

Okay, så hun magtede ikke lige at læse i en periode eller at tage telefonen, når vennerne ringede. Men hun ville gerne med i byen både torsdag og fredag. Og tirsdag og onsdag. Hun var 27, studerende, single og boede i København, så det virkede alligevel som en helt naturlig ting at gøre. Rikke har altid været en festlig pige, men også en sej og viljefast pige, som altid havde styr på sine ting, så der var ikke umiddelbart nogen alarmklokker, der ringede i forhold til det stigende alkoholforbrug – heller ikke hos hende selv.

Men baggrunden for det tilsyneladende festlige byliv var alvorlig. Rikke havde fået konstateret en depression, sandsynligvis udløst af længere tids stress, og det var depressionen og manglen på overskud, der fik hendes forbrug af alkohol til at stige og til sidst førte hende ud i et decideret misbrug. Hun kan tydeligt huske den første gang, hun drak alene. Indtil den dag havde hun kun drukket, når hun var ude og sammen med andre og aldrig åbnet en flaske rødvin derhjemme for at drikke den alene.

"Jeg vidste godt, at jeg overskred en grænse der, men jeg så det ikke som noget problem, for jeg ville jo ikke gøre det, når jeg havde fået det bedre. Jeg begynder jo ikke at drikke hver dag, tænkte jeg."

Helt så enkelt var det ikke, skulle det vise sig. Det var i efteråret 2011, at Rikke røg ind i en depression, som det skulle tage hende mere end et halvt år at komme ud af igen. Hun kunne ikke koncentrere sig om at læse, kunne ikke være nærværende sammen med sine venner og kunne i det hele taget ikke se en mening med noget som helst. Hun endte med at tage orlov fra studiet og sige sit studiejob op. Efter noget tid skrev hun en fælles besked via Facebook til sine venner om, at hun havde en depression, og at hun derfor ville være lidt fraværende. Der var mange, der reagerede og gerne ville hjælpe og støtte hende, men hun var ikke i stand til at tage imod hjælp fra vennerne på det tidspunkt.

"Jeg havde en idé om, at jeg skulle klare alting selv. Sådan har jeg altid haft det. Jeg så det faktisk slet ikke som en mulighed, at jeg kunne ringe til nogen og bede dem om at hjælpe mig."

Rikke forsøgte i stedet med terapi hos tre forskellige psykologer, men hun syntes ikke, der var nogen af dem, der forstod, hvad hun stod midt i, og kunne ikke forestille sig, at de skulle kunne hjælpe hende. Men hun kunne ikke falde i søvn om aftenen, når tankerne kørte rundt inde i hovedet.

"Jeg havde det faktisk sådan, at jeg havde mistet evnen til at tænke rationelt. Jeg kunne ikke koncentrere mig om at føre en samtale, og jeg kunne ikke lytte, når mine venner fortalte mig, hvordan det gik. Jeg har altid været en god ven, og nu kunne jeg slet ikke være nærværende. Jeg havde mistet alt, hvad jeg stod for, og når jeg ikke havde noget at give, kunne jeg heller ikke tage imod hjælp fra andre. Så havde jeg jo ikke fortjent det."

Rikke havde ikke prøvet at have en depression eller stress før, så hun var skræmt og bange og lå vågen til langt ud på natten. Men det hjalp, hvis hun drak, fandt hun ud af, og det var sådan, den onde spiral begyndte.

"Når jeg drak, kunne jeg falde til ro og glemme tankerne lidt. Der var den der umiddelbare følelse af, at der var noget, der var rart."

Tømmermænd hver dag

Rikke betegner ikke sig selv som alkoholiker, men plejer at sige, at hun har haft et alkoholmisbrug eller en alkoholafhængighed. Hun har ikke lyst til at identificere sig med titlen alkoholiker, men hun kommer aldrig til at drikke et glas vin igen.

"Der er ingen bund i mig. Jeg kan ikke stoppe med at drikke, hvis jeg begynder. Så hvis jeg skal have en chance for at skabe et liv, der gør mig glad, bliver jeg nødt til at være ædru."

Rikke drak det sidste glas for to år siden efter fire og et halvt års misbrug, og hun prøver stadig at vænne sig til at gå i byen og tage på festival i ædru tilstand. For Rikke begyndte drikkeriet om aftenen, og det var mest rødvin, hun købte med hjem fra supermarkedet. Men efterhånden begyndte hun at drikke fra om eftermiddagen, og hvis hun skulle i byen eller være sammen med sine venner, fyldte hun nogle gange to go-koppen fra Bodum med rødvin og tog den med.

"Når jeg havde fået det første glas, var jeg på det perfekte stadie. Så begyndte alle mine kreative energier at arbejde, og jeg skrev idéer ned og undersøgte muligheder for at komme i virksomhedspraktik som journalist, researchede historier, jeg kunne skrive, men jeg endte altid med at blive fuld, fordi jeg blev ved med at drikke."

Næste dag vågnede hun og var træt og havde kvalme og hovedpine, og nogle gange sov hun til klokken et eller to om eftermiddagen, fordi det var den bedste kur. Hendes øjne kløede, fordi hun var så udmattet, og så var det hele pludselig lige meget, og hun udskød alle opgaver og planer til dagen efter.

"For i morgen har jeg ikke tømmermænd, fordi i aften drikker jeg jo ikke!"

Det blev en ond cirkel at vågne med manglende overskud og lyst hver dag og at ende med at drikke igen hver aften. Imens alkoholmisbruget stod på, tabte Rikke sig også en del.

"Jeg kan huske, at jeg havde svært ved at åbne tunge døre. Jeg blev nødt til at læne hele min kropsvægt imod døren for at få den op. Jeg var så svagelig, og jeg var blevet så tynd, at det gjorde ondt, når mine knæ hvilede oven på hinanden, når jeg lå i sengen. Der var perioder, hvor jeg drak hver dag i måneder ad gangen, og det, jeg husker som det værste, var at have tømmermænd hver dag. Der var så meget, jeg gerne ville have gang i både kreativt og arbejdsmæssigt, men vi ved godt alle sammen, hvad det gør ved os at have tømmermænd. Jeg fik udrettet en tiendedel af, hvad jeg gør i dag, og jeg havde en følelse af uforløst potentiale, der boblede indeni, uden at jeg kunne få det ud."

Latterlig psykolog

Det var først i begyndelsen af 2014, at Rikke erkendte, at hun havde et alkoholmisbrug. Hun havde ”overset” problemet så længe, fordi hun hele tiden tænkte, at hun da bare ville trappe ned til et normalt leje, når hun besluttede sig for det.

"Jeg havde aldrig overvejet, at det skulle blive et problem! Jeg drak bare og festede, drak for meget kaffe og sov med for mange fyre og tænkte – ja ja, jeg er i krise, så whatever! Jeg har altid været meget viljestærk og kunnet gøre de ting, jeg satte mig for. Jeg tog for eksempel på Interrail, da jeg var 17 år, og rejste alene til Sydamerika, da jeg var 21, fordi det VILLE jeg bare."

Før hun erkendte, at hun var blevet afhængig og ikke bare kunne stoppe, havde hun fået en sød og forstående kæreste, som hun havde betroet sig til om, at der var ting, hun kæmpede med, og at hun syntes, at hun drak for meget. Hun havde også inddraget søsteren, der bakkede op og skubbede på for at få Rikke til at give det endnu en chance med en psykolog. Det gjorde hun så, og denne gang var hun mere indstillet på at lytte til psykologen og tro på, at det kunne føre noget godt med sig. I nogle måneder kom hun hos psykologen og talte med hende om, hvordan hun havde det.

"En dag siger hun så: ”Rikke, jeg har en forestilling om, at du kan finde på at drikke alkohol for at komme væk fra nogle ting”. Jeg havde ikke talt med hende om den side af sagen, og i situationen blev jeg faktisk rigtig vred på hende og gik derfra og tænkte, at hun slet ikke havde forstået, hvad det hele handlede om. Jeg syntes nærmest, hun var lidt latterlig."

På det tidspunkt vidste Rikke godt, at der var et problem med hendes alkoholforbrug. Hun havde talrige episoder i bagagen, hvor det var gået galt sammen med kæresten, fordi hun havde drukket, men hun var stadig ikke villig til at indse, at det var noget, hun ikke selv kunne styre. Hun var bange for at falde fra hinanden, hvis hun indrømmede, at hun ikke var i kontrol, både over for sig selv og over for andre.

"Hvis jeg bare kunne tale med psykologen om alt det, der lå til grund for misbruget, så skulle jeg nok selv finde ud af at trappe ned, når jeg var klar, tænkte jeg. Jeg havde også dårlige erfaringer med at dele problemer med andre, hvor jeg ikke var blevet forstået, og det var også medvirkende til, at jeg slet ikke var klar til at åbne op for at tale om mit misbrug."

"Efter at have drukket mig igennem en ugeeksamen, gik jeg tilbage til psykologen og var klar til at gå i terapi. Jeg havde drukket alle syv dage i en ugeeksamen på Århus Universitet inklusiv den sidste nat, hvor jeg slet ikke sov. Klokken syv om morgenen fik jeg et sammenbrud, hvor jeg tudede og var bange og ikke vidste, hvad jeg skulle gøre. Det var helt ude af kontrol, og det var der, jeg indså, hvor alvorligt det var."

Ud af misbruget

Den morgen ringede Rikke til både sin søster, ekskæresten og psykologen og begyndte kort tid efter på antabus. Hun prøvede antabus i et par omgange, men det virkede ikke for hende, og der gik to og et halvt år, før det endelig lykkedes hende at komme ud af misbruget. Hun prøvede med regler som at stoppe efter to-tre glas, ikke at drikke i hverdagen eller ikke at drikke efter kl. 24, men ingen af delene virkede.

Det, der derimod virkede, var at forstå, hvorfor hun drak, og fokusere på, hvad hun hellere ville med sit liv. Rikke indså, at hun aldrig havde lært at bede om hjælp, og at hun var meget hård ved sig selv, hvis der var noget, der ikke var godt nok.

"Men jeg er et menneske, så selvfølgelig har jeg brug for hjælp en gang imellem," siger hun i dag. Hun begyndte ved hjælp af kognitiv terapi at ændre sine handlemønstre og fokusere på, hvad hun ville, og på, hvad alkoholen bremsede hende i. Hun ville gerne være til stede og være skarp og opmærksom, når hun var sammen med andre mennesker, og ikke mindst ville hun gerne være ædru, så hun kunne dukke op og være der for sin familie og venner, når de havde brug for hende.

"Og jeg ville gerne være i kontrol, og det var jeg ikke, når jeg drak. Jeg gjorde og sagde ting, som jeg ikke forstod, og som jeg fortrød. Jeg ville gerne være journalist! Det var et vendepunkt, da jeg kom ind på Lokalavisen på Nørrebro og begyndte at skrive nyhedsartikler der. Den allersidste dag, jeg drak, havde jeg været til redaktionsmøde og var derefter gået ind på en bar og havde drukket to mørke fadøl. På vej hjem havde jeg købt seks øl mere i kiosken og gik hjem og drak videre. Så skrev en fyr til mig og inviterede mig ud, og da jeg mødte ham på en bar, var jeg så fuld, at jeg overhovedet ikke kunne følge med i, hvad han fortalte eller holde øjenkontakt. Hans øjne blev ved med at glide ud til siden. Jeg kiggede mig omkring, og mine øjne kunne ikke registrere, hvad der var hvad. Det hele flød sammen. Der tænkte jeg, okay det er galt det her, jeg skal hjem. Jeg har ikke drukket siden."

Tal om det

Siden den mislykkede date sidst i august 2016 begyndte Rikke at tale med dem, der holdt af hende, om problemet. Nu turde hun tage chancen og satse på, at de kunne rumme det uden at skubbe hende væk.

"Hvis man tænker, at folk ikke kan rumme det, og tier stille, så tager man jo muligheden for at hjælpe fra dem. Folk kan rumme meget mere, end man tror, og det er slet ikke så slemt, som man tror. Det er bare alkohol!"

Men det var svært for selvforståelsen at lukke op for posen, ligesom det også var svært at stoppe med at drikke. For hvis hun ikke drak, ville hun så være lige så sjov og festlig at være sammen med? Samtidig var kontroltabet ved at drikke også pinligt.

"Jeg er jo en pæn pige, og jeg vil gerne være ordentlig, og det harmonerer ikke med at være fuld, miste kontrollen og med at være til fare for sig selv i trafikken."

Rikke ville gerne tale med andre, der havde været igennem samme problemer som hende, eller læse om andres erfaringer, men hun kendte ikke nogen og kunne ikke finde nogen, der delte deres erfaringer. Derfor besluttede hun at gøre det selv via sin profil på Instagram.

"Der oplevede jeg, at nogen skrev ”der har jeg også været”, og at det var dejligt med min ærlighed. At det var værdsat. Der var også folk, der kender mig, der blev overraskede og ønskede mig det bedste."

Selvom Rikke nu har åbnet op for posen og deler ud af sine erfaringer, mener hun stadig, at det er svært at tale om alkoholmisbrug, især hvis man spotter et potentielt problem hos andre. Hendes bedste råd er at skabe et rum, hvor man kan tale om svære emner.

"Læg eventuelt selv ud: Vidste du godt, at jeg har haft et problem med… Eller sig til personen, at du altid vil være der, hvis de har brug for det. Og så er det altid gratis at fortælle personen, hvad du ønsker for dem: Jeg ville sådan ønske, at du vidste, hvor meget jeg sætter pris på den måde, du er på, eller at du kan bruge mig lige så meget, som jeg har brugt dig. Ting, der kan få dem til at tro på, at det er okay at tale om tingene og bede om hjælp."

Rikke har skrevet sine oplevelser ned i en bog, som hun har ude ved to forskellige forlag og håber at få udgivet. Hun er i dag vanvittigt glad for, at hun ikke længere drikker, og hun har haft det godt i de to år, der er gået. Hun har endelig fået givet alle de drømme, der har ligget og boblet, et skud og arbejder i dag som freelancejournalist og har for nyligt afsluttet et job som ghostwriter. Med opgaven som ghostwriter følte hun, at hun var nået til et punkt, som hun havde drømt om i mange år. Samtidig indrømmer hun, at der stadig er en stor sorg forbundet med at have brugt så mange år på at drikke så meget. Der er venskaber, der er gledet ud, og hun mistede en kæreste på det.

"Jeg føler mig også lidt bagud med erfaring på arbejdsmarkedet i forhold til mine venner, selv om nogle af dem siger, at jeg er forud, fordi jeg kender mig selv bedre end mange andre. Men hold nu op, det er mange dage, hvor jeg har udrettet mindre end ingenting, fordi jeg havde tømmermænd! Selvfølgelig følte og føler jeg også, at jeg skylder mig selv at være ædru, men at finde et arbejdsliv, der kunne gøre mig glad, var det, der trak mig ud af det. Og jeg må sige, at det er blevet meget nemmere at være mig, for nu er det okay, at jeg kan have det svært. Det er okay at synes, at livet som freelancejournalist til tider er hårdt, det er okay at være ked af det, fordi jeg ikke har en kæreste, og det er okay at sige det højt. Det løber ikke løbsk nu. Og jeg drikker ikke. Jeg har slet ikke lyst."