"Jeg vil så gerne have det godt med mig selv og nyde mit liv, men det gør jeg bare ikke"

"Jeg vil så gerne have det godt med mig selv og nyde mit liv, men det gør jeg bare ikke."

Malene sukker dybt og afbryder mig, før jeg når at få et ord indført:

"Og du skal ikke sige noget om, at jeg skal mærke efter, hvad jeg vil, eller lytte til mit hjerte eller andet Instagram-pis, for jeg kan ikke mærke noget som helst!"

Jeg smiler til hende og lover at holde mig fra klicheerne. Desuden forstår jeg godt, hvad hun raser over. Det er nemt at hashtagge lyttildithjerte, men det er ikke nemt i praksis. De fleste mennesker har flere stemmer i sig ad gangen. En forælder, der siger, at vi ikke kan leve af at følge vores drømme. En mor, der bare har lyst til at være sammen med børnene og bage boller. En elskerinde, der blomstrer, når hun får bobler. En karrierekvinde, der vil arbejde, til hun er færdig, og som ikke skal stoppe, fordi uret siger kl. 17.

En vildkvinde, der den ene dag elsker at være sammen med mennesker og den anden dag bare vil være i fred. Og alle de stemmer er ægte. De er alle sammen i hjertet, eller hvor vi forestiller os, at vores jeg bor.

Fængsel eller frihed?

De fleste af os lever i en hverdag, hvor vi både skal arbejde, være forældre, dyrke motion, være kærester og lave mad hver dag. Indenfor 16 timer.

Undskyld 12 timer, for vi skal også nå at være opdaterede på nyhederne og slappe af. Det liv kan både være et hamsterhjul, som kan føles som et fængsel, men det kan også være et et liv med meget glæde og mening. Fordi det er et liv, hvor der tages en stor bid af kagen og gøres plads til det hele. Alt dette taler jeg med Malene om, der spørger:

"Hvordan ved jeg så, om jeg er fanget i mit liv, eller om jeg er lige, hvor jeg skal være?"

Det er her, at jeg ved, at hun får lyst til at skyde mig, så jeg siger med mit allerstørste smil:

"Det ved du ved at mærke efter …"

Hun ler. En høj, befriende latter, og jeg stemmer i.

Noget mærkes stærkere

Malene begynder at skabe plads til at mærke sig selv. Hun sætter sig om morgenen efter badet på sin seng, lukker øjnene, sætter telefonen på lydløs og øver sig i bare at være. Hun sender mig sms’er om, at det er hårdt, fordi hun nogle gange afbrydes 27 gange af børn, der banker på, eller manden, der lige havde glemt sine sokker, men langsomt lærer familien at lade hende være i denne korte morgenstund. Hun lærer at give sig selv den plads.

"Når jeg er med mig selv, tænker jeg tit på, hvad jeg ikke vil. Jeg vil ikke have så travlt mere. Jeg vil ikke stresse over, at jeg ikke kan sove, fordi jeg skal noget vigtigt i morgen. Jeg vil ikke have sex om lørdagen, fordi det er lørdag. Jeg hepper på hende og fejrer alt det, hun ikke vil."

"Men det bringer mig jo ikke tættere på, hvad jeg vil. Lige nu lyder jeg jo bare som en sur dame."

Læs også: "Hvis du ikke kan give dig selv kærlighed, kan du heller ikke give det til andre"

Jeg ser det helt anderledes. Der er en kæmpe frihed i at vide, hvad vi ikke vil. Det er nogle gange kun ved, at vi finder ud af, hvad vi ikke vil, at der bliver plads til, at det, vi virkelig gerne vil, kan komme frem. Nogle gange skal der hældes vand ud af glasset, for at vi kan fylde det igen med vin. Igennem de næste måneder taler jeg jævnligt med Malene, og hun får luget ud i en del ting i sit liv.

Nogle af dem er små, som at hun begynder at gå ture alene et par gange om ugen. Andre er større som en samtale med hendes mand om, hvad god sex er for hende. Hun beder om andre opgaver på sit arbejde og laver om på sin hverdag, så alle dage ikke er ens, men hun går kl. 12 fredag og arbejder til 20 om tirsdagen. Hun holder fast i sit morgenritual.

"De sidste dage har jeg haft en dybere fornemmelse af, hvem jeg er … Det er svært at forklare, men noget mærkes stærkere. Jeg har det som om, at jeg er kommet hjem til mig selv."

Vi smiler til hinanden, og hun siger:

"Nu lyder det med at mærke sig selv eller længere som en kliche."