Efter et par alvorlige faldulykker fandt 82-årige Jytte Skovgaard Larsen nogle gamle øvelser
82-årige Jytte Skovgaard Larsen har et par faldulykker bag sig og for at undgå at falde igen, så træner hun sin balance på mange forskellige måder. Mød hende her, hvor du også får gode råd til, hvordan du selv kan træne.
For to-tre år siden var Jytte Skovgaard Larsen ude at gå en tur. Det var lidt glat på vejen, og pludselig faldt hun over en gren på vejen.
"Det gjorde ondt ved fodleddet, men jeg gik selv hjem," husker den i dag 82-årige kvinde.
Hvis hun selv skal sige det, har hun en høj smertetærskel, men hun blev alligevel enig med sig selv om at gå til sin læge for at få foden tjekket.
"Den var brækket, og jeg måtte have en "støvle" på i seks uger efter. Jeg tror faktisk, det var billigt sluppet," siger Jytte om den lille ulykke.
Men for et års tid siden var den gal igen.
"Jeg havde lige været i bad og smurt fødderne ind. Da jeg bagefter ville tørre brusekabinen af, var der jo glat, så jeg gled."
Igen måtte Jytte forbi lægen. Denne gang var der slået en flig af håndleddet, og Jytte gik med en fast bandage i nogle uger efter.
"Når man er hurtig i bevægelser, skal der ikke meget til at slå en omkuld," smiler hun.
Holder selv hus
Til daglig bor hun med sin mand i et hus lidt uden for Holstebro, men trods alderen er Jytte i form til selv at holde huset. Men ikke nok med det så træner hun hver dag, for hun vil gerne undgå, at flere faldulykker kommer dumpende med jævne mellemrum. Det har hun nemlig set hos sine jævnaldrende.
"Det er vigtigt at træne balancen, så jeg ligger nede på gulvet og træner både ryg, arme og ben hver morgen."
Øvelserne har hun fået for nogle år siden, da hun blev opereret for en diskusprolaps.
"Det program har jeg troligt fulgt siden, og jeg har ingen problemer med ryggen," siger Jytte om programmet, som også gavner balancen.
"Jeg er selv gammel sygeplejerske, så jeg kender noget til det."
Ved siden af træningsprogrammet går Jytte en god halv time hver dag i en gå-gruppe med jævnaldrende, og så cykler hun cirka det samme bagefter.
"Jeg gør det også for balancens skyld, for den træner man, når man sidder på en cykel."
Derudover har Jytte et vippebræt, som er en plade til at stå på, og underneden er der en kugle, som man skal få til at balancere på gulvet. På den måde får man trænet både balance og ankler.
"Jeg bruger vippebrættet, når jeg en gang imellem lige kommer forbi det."
Hun træner også balancen blandt ved bl.a. at stå med det ene ben foran det andet, som om hun står på en usynlig line. Det er vigtigt for hende at være i god form og have en god balance.
"Det med at falde er noget, der kommer med alderen. Det er jo værst for dem, der bor alene og ikke kan komme op. Men det er vigtigt for mig, at jeg kan klare mig selv, for jeg skal ikke være afhængig af andre," siger hun.
Fysioterapeuten: Sådan holder du din balance ved lige
Fysioterapeut Hanne Melton anbefaler, at alle træner balancen. Særligt, når de kommer op i årene. Her får du hendes bedste og nemmeste råd til en god balance.
Hvorfor skal man træne balancen?
"Det er ret enkelt, for som børn laver vi hele tiden balancetræning, men som voksne stopper vi med at slå kolbøtter og hinke i rude. Vi ville dog have gavn af at blive ved med at lege, for træningen er vigtig hele livet.
Når vi runder 60, begynder musklerne at forfalde i høj grad, hvis man ikke gør noget. Men det bør man, for det er vigtigt både for bevægeapparatet, men også for hjernen, hvor vestibulærsansen sidder i øret. Balancen ryger, når vi ikke bruger den."
Hvordan skal man træne balancen?
"Du behøver ikke gå på et hold, for du kan gøre meget derhjemme. Jeg arbejder i Gentofte, og der er vi ved at implementere et digitalt træningsprogram med 2x20 minutters træning om ugen, og det gør en meget stor forskel. Du behøver ikke træne flere timer om dagen."
"Du kan for eksempel stå på ét ben og børste tænder, så er du bedre stillet end dem, der bare lader stå til. Men der skal mere til end det. Du kan også blive ved med at gå helt ned på gulvet og binde snørebånd. Eller gammelmandstjekket: Tag strømper på, mens du står op. Kan du det, er du ikke gammel. I det offentlige har vi desværre en tendens til at slynge om os med rollatorer. Hvis man får dårlig balance, så start med vandrestave, så du bevarer dit gangmønster og får rotation over rygsøjlen."
Hvordan kan man ellers træne balancen til hverdag?
"Stå op og se nyheder eller hold potteplanterne ved lige i vindueskarmen. Støvsug selv så længe, du kan. Og hvis du selv kan nå det øverste på hylderne, skal du gøre det. Bliv ved med at bruge kroppen i stedet for at sætte dig ned og få andre til det. Kig op i loftet og se efter spindelvæv. Jo ældre vi bliver desto mere kigger vi ned, for mange kan ikke lide at få nakken tilbage, men når du først stopper med at kigge op i loftet, bliver du stiv i nakken, og så bliver du svimmel, og det skyldes formentligt også åreforkalkning i halsen."
"En anden ting er hver dag at komme hele vejen ned på gulvet og op igen. Det er der meget balance- og muskeltræning i. Find en grund til at skulle derned, som ligger nederst eller bagerst i køkkenskabet, for eksempel chokolade, du gerne vil have. På et tidspunkt i løbet af dagen, når du er nede på toilettet eller sidder på en stol uden armlæn, så rejs dig uden at lægge hænderne på knæene eller skubbe fra på armlænet."