Anne var uenig i datterens håndtering af sin sygdom – så hun traf en svær beslutning

Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Anne opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Jeg var fraskilt og mor til tre piger. De to ældste var flyttet hjemmefra, og de var for længst holdt op med at gide holde deres sommerferie med mig.

Læs også

Kirsten forbereder sig på livet som dement: "Jeg vil være glad, selv om det er en modbydelig sygdom"

Da jeg sammen med min yngste, 17-årige Ulrikke, vendte tilbage fra vores afslappende sommerferie på Kreta, regnede jeg da også med, at det ville blive sidste gang, at Ulrikke ville rejse med mig. 

For nu, hvor hun var startet i gymnasiet, ville hun nok fremover foretrække at tage i sommerhus eller rejse sydpå med veninderne. 

Og det var helt, som det skulle være. Selvom jeg havde været noget bekymret, da mine ældste piger første gang var rejst uden mig, så var de jo også altid vendt sunde og levende hjem igen.

Da Ulrikke startede i 2.g festede hun en del med sine kammerater, ligesom hun også begyndte at drikke alkohol. 

Efter nogle måneder begyndte hun dog at blive tørstig på en hel anden og ret så bekymrende måde. Hun drak meget vand og gik konstant på toilettet for at tisse samtidig med, at hun var så træt, at hun ikke kunne hænge sammen. 

Da jeg endelig fik hende til lægen, antog jeg, at hun var ramt af en voldsom blærebetændelse, men det viste sig, at hun havde fået diabetes type 1.

Med ét var der vendt op og ned på Ulrikkes liv. Et var, at hun i en så ung alder havde fået en så alvorlig sygdom, noget andet var, at hun nu skulle til at lære at leve med den. For Ulrikke skulle mange gange dagligt måle sit blodsukker, stikke sig med insulin og altid havde druesukker indenfor rækkevidde. 

Hun skulle også sørge for at huske at spise og holde øje med, hvad hun spiste. Et kæmpe ansvar, som hun ikke var moden nok til at løfte helt alene endnu.

Jeg tog derfor med Ulrikke til samtalerne på hospitalet og slugte al den viden om sygdommen, jeg kunne komme i nærheden af. Jeg mindede også konstant Ulrikke om, at hun skulle måle sit blodsukker og tage sin insulin. 

Læs også

Kvinder har større risiko for at blive ramt af senfølger fra en hjernerystelse: Her er eksperternes opråb

Hun var imidlertid opsat på, at sygdommen ikke skulle forhindre hende i at leve sit ungdomsliv – hvilket til gengæld kom til at koste mig mange søvnløse nætter.

Da Ulrikke var fyldt 18, og vi nåede frem til sommerferien, havde jeg således allerede oplevet at blive ringet op midt om natten af en opskræmt veninde, der fortalte, at Ulrikke var faldet om til en våd fest.

Herefter var jeg med hjertet i halsen faret ud af sengen for at hente hende, få hende hjem og målt hendes blodsukker, inden jeg enten gav hende en druetablet eller stak hende med insulin. Næste morgen ville jeg så læse og påtale for hende, at hun gamblede med sit liv ved ikke at tage et større ansvar for sin sygdom.

Den første sommer, efter at Ulrikke havde fået sin diagnose, skulle veninderne til Spanien for at sole og feste igennem. 

Her ville Ulrikke også gerne med, men veninderne havde meddelt hende, at de følte sig for utrygge ved at skulle stå med ansvaret for hendes liv, hvis hun under ferien faldt om – og ikke ”bare lige” kunne ringe efter mig. De turde derfor ikke tage hende med.

Ulrikke var sønderknust over deres besked, mens jeg i mit stille sind var lettet. 

For i ånden så jeg det værste ske; at veninderne havde for travlt til at holde øje med Ulrikke, mens hun faldt om på en overfyldt natklub, hvor alle andre bare ville lade hende blive liggende i den tro, at hun havde drukket sig fuld og ikke, at hun befandt sig i en livstruende tilstand.

I løbet af det næste år fik Ulrikke dog mere styr på sin sygdom, mens jeg stadigvæk ikke kunne slappe af. Og da hun meddelte mig, at hun denne sommerferie ville på ø-hop mellem de græske øer med sine veninder, løb mine katastrofetanker løbsk. 

Det var ikke kun det med at drikke. Hvad hvis Ulrikke f.eks. mistede sin rygsæk med insulin uden at være i nærheden af et apotek eller lægehjælp? Min liste over ting, der kunne gå galt, var lang, og den indvilligede jeg gavmildt Ulrikke i. 

Til sidst afbrød hun mig dog en dag ved at sige:

Læs også

Idun Linnea troede, det var en hjerneblødning, men symptomerne skyldtes noget helt andet

"Stop så mor! I stedet for at advare mig om alt det, der kan gå galt, så har jeg mere brug for, at du stoler på, at jeg godt kan finde ud af at passe på mig selv. For det værste, der kan ske, er, at din frygt for at miste mig, gør mig så bange, at jeg ikke tør leve mit eget liv."

De ord ramte hårdt, og jeg indså, at jeg måtte slippe tøjlerne. Dermed ikke sagt, at jeg slappede af, da Ulrikke rejste med veninderne. Tværtimod. Jeg var konstant bekymret. 

For Ulrikkes skyld belemrede jeg hende dog ikke med mine bekymringer, når jeg hørte fra hende. Og da hun efter to uger vendte helskindet hjem, havde hun faktisk haft lidt problemer med at holde et stabilt blodsukker, men hun havde fremfor alt haft en fantastisk ferie.

Med tiden er Ulrikke blevet meget bedre til at passe på sig selv. Alligevel kommer jeg nok aldrig helt fri for at være bekymret for hende. Til gengæld er jeg færdig med at advare hende imod at udleve sine drømme. For det er det værste, jeg kan gøre.

I stedet har jeg valgt at vise Ulrikke, at jeg stoler på, at hun passer på sig selv. Og tænk, det virker til at være den rigtige løsning, for i dag har Ulrikke lært at tage det fulde ansvar for sig selv, som jeg i sin tid tog på mig. 

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.