Hvad er skønhed

Hvad er smukkest? Indre ro, masser af muskler eller kunstige bryster?

Vi har spurgt tre vidt forskellige kvinder, hvad de synes er smukt – hos dem selv og hos andre kvinder.

„Det er lykkedes mig at få samme sixpack, som da jeg var 19”

Mette Edlund Avivson er vild med muskler. Som tidligere springgymnast har hun altid stræbt efter en veltrænet og tonet krop – og hun styrketræner gerne fem gange om ugen for at få den.

HVAD ER SKØNHED FOR DIG?

En harmonisk og tonet krop, der stadig har former, men med lidt flere muskler end alle andre måske synes. Jeg synes ikke, det er pænt bare at være tynd, mens det sportslige viser, at du er sund, holder dig i gang og er i god form. Så for mig er tydelige mavemuskler vildt pænt på en kvindekrop.

HVORDAN SER EN SMUK KVINDE UD I DINE ØJNE?

En smuk kvinde er først og fremmest velproportioneret, så det hele passer sammen. Jeg synes, det er ærgerligt, når kvinder kommer til at ligne en pære, efter de har født, for mange er ikke klar over, at de kan træne sig til en harmonisk krop.

HVOR STAMMER DIN OPFATTELSE AF SKØNHED FRA?

Jeg har været springgymnast, siden jeg var syv-otte år, og i den verden er du trænet og fit. Og det har også altid været det pæneste i mine øjne. Jeg har aldrig brudt mig om de her tynde modeller, hvor knoglerne nærmest stikker ud af huden.

HVAD GØR DU FOR AT FÅ DET UDSEENDE, DU ØNSKER?

Jeg styrketræner normalt fire-fem gange om ugen og løber en tur eller to ved siden af. Lige nu træner jeg op til mit første Bikini Fitness til september, så der laver jeg også morgencardio seks dage om ugen inden morgenmaden for at få min fedtprocent ned under syv.

HVAD ER DU MEST GLAD FOR HOS DIG SELV?

Lige nu er jeg mest glad for min mave. Jeg har født tre børn, og alligevel er det lykkedes mig at få en sixpack, som dengang jeg var 19. Det er en kæmpe succes for mig. Generelt er jeg glad for, at min krop hænger sammen og er symmetrisk. Jeg har tendens til store lår og hofter, men det har jeg helt sikkert fået vendt op og ned på.

FÅR DU OFTE KOMPLIMENTER FOR DIN VELTRÆNEDE KROP?

Ja, det gør jeg faktisk ret tit – især fra mænd. De er rigtig gode til at komme og sige: „Hvor er det en flot mave” eller „Sikke nogle flotte biceps”. Kvinder er lidt mere opmærksomme på, om jeg nu bliver for stor eller for stærk.

HVAD MED FORDOMME – MØDER DU OGSÅ DEM?

Der er rigtig mange fordomme om kvinder og styrketræning. Folk tror, at styrketræning får dig til at ligne en kæmpestor bodybuilder, men det gør du absolut ikke. Du bliver bare tonet og fast. Jeg oplever det også i forbindelse med mine tre børn. Er det ikke synd for dine børn, at du træner så meget? Men det kan jeg ikke se. De har en glad mor, og jeg har langt mere overskud til dem, når jeg har fået min morgenløbetur.

HVAD ER DIT BEDSTE SKØNHEDSTIP?

Den største misforståelse er, når kvinder tror, de kan spise, hvad de vil, fordi de dyrker motion. Så mit allerbedste skønhedstip er at acceptere, at alt hvad der hedder flad mave, sundhed og appelsinhud foregår i køkkenet. 80 procent af en sund krop handler om det, du putter i munden, mens din træning giver overskud, energi og gør forskellen i forhold til, at din krop kan ændre sig.

NAVN: Mette Edlund Avivson.

ALDER: 34 år.

JOB: Salgschef.

PRIVAT: Bor i Aarhus med sin kæreste og tre børn Oliver, 10, Zofia, 6, og Caya, 4.

SPORT: Styrketræner fire-fem gange om ugen og snupper derudover en løbetur eller to. I øjeblikket er der dog skruet endnu mere op for træningen, da Mette stiller op til Bikini Fitness i september.

„Mine øjne er det bedste, jeg har fået lavet”

Anni Brinch har fået lavet fyldige læber, glade øjne og store flotte bryster – og hun fortryder ikke et sekund. Men derfor er hun ikke sådan én, der får botox hver måned. For hende er udstråling det vigtigste.

HVAD ER DIT SKØNHEDSIDEAL?

Jeg synes, Heidi Klum og Pamela Anderson holder sig ekstremt godt på hver deres måde. Jeg er meget fascineret af kvinder, der holder sig i form og stadig har den der udstråling, selvom de har født børn og er over 40, for når du bliver ældre, ændrer din krop sig, og det, du spiser, sætter sig på en anden måde.

HVORDAN SER EN SMUK KVINDE UD I DINE ØJNE?

En smuk kvinde handler om udstråling. Jeg kan godt se en buttet, fyldig kvinde komme gående hen ad gaden og synes, at hun er noget af det smukkeste. Jeg kan også blive imponeret over en kvinde, der har armene fuld af tatoveringer i flotte farver og motiver. Jeg kan generelt godt lide folk, der skiller sig ud og er lidt skøre og anderledes.

HVOR STAMMER DIN OPFATTELSE AF SKØNHED FRA?

Jeg tror, det startede dengang H&M valgte at bruge Anna Nicole Smith i en kampagne i 1993. Der skete lidt en ændring, og jeg synes, hun var så sexet med sine flotte kurver.

HVAD HAR DU GJORT FOR AT FÅ DET UDSEENDE, DU ØNSKER?

Jeg har haft nogle ting ved mit udseende, som jeg har været ked af – og det har jeg fået lavet om på. Jeg rendte rundt med en kæmpe underlæbe og ingen overlæbe, så jeg har fået lavet min overlæbe for at se mere symmetrisk ud. Jeg havde også meget sørgmodige øjne og så altid trist ud, så mine øjne har fået et løft. Det er det bedste, jeg har fået lavet, for nu ser jeg mere glad ud. Og så har jeg fået lavet mine bryster større. Men det er alt sammen mere end 15 år siden i dag.

ER DER NOGET, DU FORTRYDER?

Jeg fortryder intet, men du skal virkelig tænke dig om, inden du får lavet kirurgiske indgreb. Jeg kender mange, der har fået lavet operationer, der er gået galt, og der er en risiko for, at det bliver et dårligere resultat end før.

HVAD GØR DU FOR AT HOLDE DIG SMUK I DAG?

Jeg tænker ekstremt meget over, hvad jeg putter i min krop. Jeg lever sundt, men jeg er ikke fanatisk, for det er vigtigt for mig at mærke, at jeg lever. Jeg har altid trænet og spist sundt, men jeg kan også godt drikke en flaske vin, hvis jeg har gæster. Jeg arbejder også rigtig meget med mig selv, for man bliver aldrig færdig med at blive et bedre menneske. Det er vigtigt lige at stoppe op, trække vejret og give slip på alt kaosset indeni. Derfor mediterer jeg også nogle gange hjemme på stuegulvet.

HVAD ER DU MEST GLAD FOR HOS DIG SELV?

Jeg er generelt godt tilfreds. Hvis jeg er utilfreds med noget, gør jeg noget ved det. Så hvis jeg er træt af mit hår, går jeg til frisøren. Hvis jeg har en delle på maven, går jeg på kur.

MØDER DU NOGLE GANGE FORDOMME PGA. DIT UDSEENDE?

Jeg har fået mange slag for, at jeg valgte at ændre på mit udseende dengang. Der er ingen grænser for, hvad jeg har læst om mig selv i medierne lige fra plasticdukke og monster-Anni. Der er rigtig mange fordomme, og spørger du folk, tror de, jeg er sådan én, der render og bliver fyldt op med botox én gang om måneden. Det er jeg altså ikke. Jeg har stor respekt for folk, der får lavet kosmetiske ændringer, hvis det betyder, at de får det bedre med sig selv.

HVAD ER DIT BEDSTE SKØNHEDSTIP?

Jeg bruger en hamphandske på hele kroppen hver dag, når jeg er i bad. Det fjerner alle de døde hudceller, og så smører jeg mig ind i masser af olie bagefter –hybenkerneolie til ansigtet og sådan en helt almindelig solsikkeolie til resten af kroppen. Det er rigtig godt for huden, at den bliver mættet i olie.

NAVN: Anni Katrine Brinch.

ALDER: 41 år.

JOB: Aktuel i boligprogrammet „Dit hus i mine hænder” på Kanal 5 og har desuden lanceret sin egen smykkekollektion – se vashalijewells.com.

PRIVAT: Bor i Hellerup med sine to døtre Isabella, 11, og Victoria, 4.

SPORT: Dyrker konditions- og styrketræning tre-fire gange om ugen.

„Uanset hvordan jeg har det, går jeg altid rankere ud fra en yogaklasse”

For Stina Hollesen kommer skønhed indefra. Hun har selv fundet indre ro i yogaens verden og bærer sig selv med en helt anden stolthed end tidligere.

HVAD ER SKØNHED?

For mig er skønhed den ro, der kommer indefra. Der er selvfølgelig også smukke fysiske træk, men det er lyset i øjnene, roen i brystkassen og den måde, du bærer dig selv med stolthed på, der gør, at du skiller dig ud i en menneskemængde.

HVORDAN SER EN SMUK KVINDE UD I DINE ØJNE?

En smuk kvinde har respekt for sig selv, sin person og sin krop. Hun tænker over, hvad hun spiser og sørger for at gøre ting, der får hende til at have det godt i sin krop. Hun har rank ryg, masser af smil og udstråler, at hun har det dejligt.

HVOR STAMMER DIN OPFATTELSE AF SKØNHED FRA?

Den er uden tvivl blevet forstærket af mit møde med yogaens verden for halvandet år siden, hvor jeg gennemførte en 130 dages Bikram Yoga Challenge. Jeg har tidligere kæmpet med overvægt og formået at tabe mig med masser af fitness, løb og holdtræning, men yogaen har givet mig nogle helt andre perspektiver og en stærkere body-mind-connection. Når du står og kæmper med udfordrende yogastillinger i 40 graders varme, svedende og nogle gange grædende og bliver lykkelig for at have rykket dig bare nogle få cm, ligger skønheden i de grænser, du har flyttet for at opnå din forbedring.

HVAD GØR DU FOR AT FÅ DET UDSEENDE, DU ØNSKER?

Jeg dyrker bikram yoga næsten hver dag – det er nærmest blevet en afhængighed, hvor jeg lige får renset mit system og kommer i touch med mig selv. Det er en form for meditation, fordi jeg er fuldt ud til stede, når jeg dyrker yoga. Og så er det dejligt at se, at det også rykker en masse centimeter på mave og talje. Yogaen giver en krop i balance, der finder sin sunde og naturlige form, og alle muskler bliver trænet, så der kommer en smuk feminin toning af musklerne. Uanset hvordan jeg har det, når jeg kommer til yoga, går jeg altid rankere ud derfra.

HVAD ER DU MEST GLAD FOR HOS DIG SELV?

At jeg i dag er i stand til at kigge på de ting ved mig selv, der langtfra er perfekte og have det godt med det. Min mave kunne godt være fladere, og mine bryster sidder ikke, som da jeg var 20, men jeg har aldrig haft det bedre, end der hvor jeg er nu. Jeg har nemt ved at finde ind til min livsglæde og bærer mig selv med en helt anden stolthed.

FÅR DU KOMPLIMENTER FOR DIT UDSEENDE?

Både min familie og nærmeste venner har bemærket den forandring, der er sket med mig. Den fysiske er selvfølgelig den mest iøjnefaldende, men jeg har også fået en anden ro og en anden måde at håndtere udfordringer på, og det har jeg fået mange komplimenter for.

MØDER DU NOGLE GANGE FORDOMME OM DIN YOGAPRAKSIS?

Mange tror, yoga er meget hippieblødt og forstår ikke altid, hvor vidt yoga egentlig spænder. Der er alt fra den blide, stille og indadvendte yoga til den powerfulde, svedende og pulserende bikram yoga, som jeg er faldet for. Men ellers er jeg ikke stødt på negative fordomme.

HVAD ER DIT BEDSTE SKØNHEDSTIP?

Tag vare på dig selv! Tænk over, hvad du spiser, og hvordan du gerne vil have det resten af dit liv. For mig handler det om at spise ordentligt og vedligeholde mig selv, så jeg bliver ved med at have masser af livsenergi til at leve et aktivt liv.

NAVN: Stina Hollesen.

ALDER: 31 år.

JOB: Jobsøgende – starter til januar på uddannelsen som ManuVision-behandler og træner.

PRIVAT: Bor i København.

SPORT: Dyrker bikram yoga fem-seks gange om ugen.

SE OGSÅ: 3 kvinder tester: Hvor meget kan du forandre din krop på 2, 4 og 6 uger?

SE OGSÅ: Andrea Vagn Jensen: Det er okay ikke at være perfekt