Manous liv tog en drejning, da datteren blev syg: ”Træning har båret mig igennem denne krise”
Da Manou Messmanns datter blev syg, måtte hun indse, at hun selv blev nødt til at gøre noget ved sin egen fysiske tilstand for at kunne være der for sin datter. I starten var hun skeptisk over, hvad træningscentret kunne hjælpe hende med. Men ret hurtigt opdagede hun, hvordan den fysiske træning kan bære os igennem voldsomme kriser i livet. Den indsigt vil hun gerne give videre til andre.
41-årige Manou Messmann så ikke sig selv som en træningstype – faktisk overhovedet ikke. Men for to et halvt år siden blev Manous 15-årige datter syg.
Hun havde en knude på sit ene ben. Først viste den sig at være godartet, men en sommerdag i 2023, hvor datteren havde fået taget en vævsprøve af knuden, var den gået fra at være godartet til ondartet – og alt ændrede sig i den lille familie.
"Først var den godartet, og det var rimelig harmløst, og vi tænkte, at den bare skulle opereres væk. Pludselig tog det en ny drejning, fordi den havde udviklet sig til at blive ondartet, og det betød, at alt blev meget mere drastisk. Vi fik at vide, at der lå et langt forløb forude, hvor kræften skulle fjernes, og benet skulle rekonstrueres, så det ville være en god idé, hvis en af os kunne tage forældreorlov."
Manou tog orlov, og i dag er datteren heldigvis rask igen. Men da de stod i orkanens øje for et år siden, gik det op for Manou, at hendes egen krop manglede styrke til at kunne klare de opgaver, der fulgte med datterens sygdom.
"Min ryg og mine ben var helt smadrede. Jeg blev forpustet af ingenting, og jeg kunne heller ikke løfte noget. Jeg var bare slap, træt og uoplagt. Jeg havde været en kontormus i 10 år og havde ikke lavet noget som helst fysisk, andet end en løbetur eller en ridetur i ny og næ."
"Min datter skulle sidde i kørestol efter den første store operation. Og det var der, hvor jeg fandt ud af, at jeg slet ikke kunne holde til det, fordi jeg bl.a. skulle køre min datter frem og tilbage i skole, hvor kørestolen skulle løftes ind og ud af bilen. Jeg skulle også hjælpe min datter i badet, og hvis hun pludselig mistede balancen, skulle jeg kunne tage de 50 kilo og støtte hende. Så jeg blev tvunget ud i at skulle opbygge noget styrke, men kunne slet ikke se, hvordan det skulle kunne lade sig gøre."
Det farlige fitnesscenter
Manou vidste, at hun blev nødt til at gøre noget, for hun havde en datter, der havde brug for, at hun var stærk.
"Det var jo mit job, at jeg kunne være der fuldt ud for hende. Men det var ret grænseoverskridende pludselig at skulle i gang, fordi det lå meget fjernt for mig at skulle begynde i et træningscenter. Hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg altid taget afstand til det, fordi jeg tænkte, at det var så unaturligt på en eller anden måde. Jeg forbandt det med folk, der gik meget op i udseende."
Manous nabo havde netop overstået et vægttabsforløb, hvor hun var kommet i form i det lokale træningscenter, så hun hankede op i Manou og fik hende med.
"Hun har været en stor inspiration. Hun er supersej. Hun viste mig, at det er muligt, selvom man starter fra scratch, og jeg vil sige, at jeg nærmest startede i minus. Så jeg hægtede mig på hende, og hun tog mig med i træningscenteret, som jeg ellers syntes var lidt farligt. Det er en anden verden, som et lille minisamfund, hvor folk kender hinanden og hilser. Og hvor passer jeg ind, tænkte jeg?"
Manou følte sig akavet og malplaceret, da hun trådte ind ad dørene, og hun var taknemlig for, at hendes nabo var der til at hjælpe hende i gang.
Annonse
"Første dag, jeg mødte op til træning, havde jeg stadig prismærker i nakken. Jeg måtte lige købe et eller andet, som jeg kunne have på, og alle havde trådløse AirPods og høretelefoner, og jeg kom med alle mine ledninger, som viste sig at være ret uhandy til træning. Man kunne se fra lang afstand, at jeg aldrig havde været i et center før," mindes Manou med et grin.
I starten meldte hun sig på forskellige hold, og derved kom der også et socialt og legende aspekt ind i det.
"Jeg blev ret hurtigt hooked på et hold, der hedder Fit Climb, hvor man på en maskine simulerer, at man klatrer på en væg. Ofte er man to, så det bliver partnerskab, hvor den ene bruger maskinen, mens den anden laver crossfit-øvelser, hvor du får pulsen op, og så bytter man undervejs."
Det var dynamikken og tempoet samt den gode musik og stemning, der gjorde, at Manou gik fra at føle sig akavet til at komme afsted til træning flere gange om ugen. Derudover supplerede hun med at træne for sig selv, hvor hun prøvede at udfordre sin styrke i centrets maskiner.
Annonse
Farvel til fordommene
Det sidste år har budt på op til flere øjenåbnere for Manou. Hun har haft meget klare forestillinger om, hvad der kan lade sig gøre – og de er gang på gang blevet modbevist.
"Det er jo dét, der er interessant. Da jeg var selvstændig, havde jeg en fortælling inde i mit hoved om, at jeg ikke havde tid til at træne, for når jeg kiggede i min kalender, kunne jeg se, at træning ikke kunne passe ind i det program. Jeg skulle have børnene ud af vagten om morgenen, hente dem igen, og der skulle også købes ind, så jeg følte ikke, at jeg kunne putte mere ind. Det lyder helt banalt, men jeg kunne simpelthen ikke se, hvordan jeg kunne få passet træning ind," siger Manou, der dog opdagede, at når træning blev noget, hun skulle, kunne hun faktisk sagtens indrette sin hverdag efter det.
"Jeg ved godt, at jeg ikke er tilbage på arbejde fuld tid endnu, men jeg kan mærke, at det handler om, hvordan jeg indordner kalenderen, og hvad jeg prioriterer. Og ikke mindst hvordan jeg prioriterer mig selv. Jeg har tidligere haft en tendens til at tænke, at jeg ikke kunne forlade hjemmet. For der er jo putning, madlavning, hygge og alt muligt andet."
"I dag kan jeg nemmere sige, at tirsdag aften skal jeg træne, så der smutter jeg, og der er det jeres far, som laver mad og står for putningen. Og det er jo ikke noget problem, men det var bare en anden fortælling, jeg havde inde i hovedet. Så den har jeg skullet ændre og finde en ny måde at se tingene på."
I dag træner Manou tre gange om ugen, men hun vil gerne træne mere, fordi hun er ikke i tvivl om, at træningen har hjulpet hende igennem den livskrise, hun og familien blev sat i
"Træningen har støttet mig helt vanvittigt meget – både på det fysiske og det mentale plan. Jeg føler nærmest, at det har båret mig igennem den her krise, for når tingene har føltes svære, har jeg hele tiden kunnet have den her parallel, der er blevet fuldstændig programmeret ind i min krop, hvor jeg ved, at jeg godt kan klare det her," siger hun og fortsætter.
"Når vi tænker tilbage på, da vi fik den besked om, at det havde udviklet sig til noget ondartet, kollapsede hele vores verden fuldstændig. Når man er inde i sådan et sygdomsforløb, klarer man den, fordi man får lagt nogle handleplaner, og man får at vide, hvad der skal ske i forhold til sygdommen."
"Der føler jeg, at træningen bliver en hands on følelse i en verden, der er meget kaotisk og helt uforudselig. Træning giver både støtte til, at jeg kan meget mere, end jeg lige tror, og så giver den en kropslig stabilitet i hverdagen."
"Det kan lyde lidt åndssvagt, men når jeg tager til træning, går jeg ind i et parallelt univers, hvor der er fokus på krop og træning. Men det er også en verden, hvor jeg ikke skal tænke på, hvornår min datter skal opereres igen, eller hvad hun nu har fået af medicin. Alle de bekymringer forsvinder fuldstændig, fordi jeg skal være nærværende i det, jeg laver, for hvis jeg løfter en vægt forkert, kan jeg få en skade. Og det er helt fantastisk, at jeg kan have det åndehul."
Annonse
Bomstærk som 80-årig
Jo stærkere Manou er blevet, jo mere tryg har hun følt sig udi at kunne hjælpe og støtte sin datter igennem hendes sygdomsforløb.
"Jeg har slet ikke tvivlet på mig selv og min egen styrke. Jeg tager fat så meget, jeg overhovedet kan. Derudover er der alle klichéerne, som vi har hørt mange gange før, om, hvordan du får mere overskud i hverdagen. Jeg fanger mig selv i nogle situationer, hvor jeg står i ulvetimen og skal handle ind, og jeg har ikke overskud til at finde på en eller anden ret, jeg skal lave til aftensmad."
"Før i tiden blev jeg hurtigt irritabel og i dårligt humør og følte, at det var synd for mig. I dag kan jeg hurtigere hive mig selv op og få det løst og handlet på det. Jeg har fået en indre coach eller træner, som er gladere og mere positiv."
Manou understreger, at hun aldrig går fra træning i dårligt humør. Når hun har trænet, har hun det bedre. Hun smiler og kan mærke, at hun har gjort noget rigtigt godt for sig selv. Og det var sjældent, at hun gjorde det før. Derimod havde hun nedprioriteret sig selv fuldstændigt.
"Det har betydet meget, at jeg har givet mig selv lov til lidt mig-tid og haft fokus på mig selv i forhold til at blive en stærkere mor og kone. Denne rejse har været den vildeste øjenåbner for mig, fordi jeg er blevet meget bevidst om, hvordan det rent faktisk hænger sammen, den der indre ro, styrke og tilfredshed, du har, når du holder kroppen i gang. Den kan hjælpe dig i alle livets henseender."
"For mig handler det også om at give slip på de mentale begrænsninger, jeg har i forhold til, hvad min krop kan. Jeg kan mærke, at hvis jeg skal lave en øvelse, jeg synes er svær, så handler det 100 procent om min mentale indstilling til øvelsen i forhold til, om jeg klarer den eller ikke gør."
Manou er heller ikke færdig med at udforske sin krops fysiske kunnen.
"Jeg har booket en personlig træner, som jeg starter i et forløb hos, fordi jeg gerne vil udfordre det at løfte tungt. Jeg er begyndt at følge nogle kvinder på Instagram, der er mellem 60 og 80 år gamle, og som er bomstærke. Jeg synes, at det er så fascinerende, hvad kroppen egentlig er i stand til."
"Jeg har haft den fortælling inde i hovedet, der hedder, at når du har rundet 40 år, så er træning op ad bakke. Men nu følger jeg disse kvinder, og wow, en helt ny verden har åbnet sig for mig, for man sagtens kan være stærk, selvom man er mellem 60 og 80 år gammel. Det, synes jeg, er virkelig fascinerende."
"Det kan jo være, at jeg kan træne mig fra mange af de skavanker, som er aldersbetinget. Det ville være fantastisk, hvis man kunne være fleksibel og have den frihed, som man har, når kroppen samarbejder med dig hele livet igennem. Det er helt klart en gulerod for mig. Jeg kan jo se, at hvis du har en velfungerende krop, så har du tusindvis af muligheder foran dig."
Kroppen er for vild
Manou har tidligere ladet sig begrænse af de fortællinger, man har haft om kvindekroppen. Også når det kom til træning.
"For 20 år siden, før jeg fik børn, trænede jeg i et træningscenter, men der var fortællingen, at du ikke måtte træne for hårdt eller for meget, for så havde du ikke en feminin krop længere. Og det lod jeg mig påvirke af, men jeg kan mærke, at alle de fortællinger gider jeg ikke mere. Jeg vil ikke længere lade det påvirke, hvordan jeg træner. Jeg får de muskler, jeg nu engang får, og hvis jeg føler mig stærk og godt tilpas, er det det vigtigste."
Manou understreger, at hun ikke vil pådutte andre, at de skal træne. Eller italesætte at det er forkert ikke at være fysisk aktiv. Hun deler sin historie for at inspirere.
"Da jeg ikke trænede, følte jeg, at min krop havde det fint nok. Men nu kan jeg godt se, at min krop var i en eller anden form for danger zone. Jeg var meget mere skrøbelig, end jeg lige troede. Så jeg vil da gerne motivere andre til at komme i gang med at bevæge sig, ligegyldigt hvilken form for motion, man går i gang med. Om det er svømning, en gåtur eller hvad det er. Få prioriteret bevægelse, fordi det er det, vores krop er skabt til, og livet bliver bare lidt lettere på mange planer," siger hun og fortsætter:
"Jeg har før været lidt irriteret over, når man på LinkedIn så succesfulde forretningsmænd lægge billeder op, når de var på en rejse og lige havde været i træningscenteret. Jeg tog mig i at tænke, hvorfor er det forretningsmænd, som altid kører med klatten, og hvorfor er de altid i træningscenter? Jeg havde en for mig logisk forestilling, der hed; de har succes, derfor går de også op i at være lækre i et træningscenter."
"Nu har jeg fundet ud af, at det er den anden vej rundt. De træner, fordi det gør dem stærkere til at performe på et rigtigt højt niveau. Og du kan selv blive én, der bedre kan overskue hverdagen og måske også har energien til at træffe beslutninger og performe noget mere på jobbet."
"Det har været en kæmpe aha-oplevelse for mig at indse. Min krop er jo for vild! Den kan så meget; den fungerer, den virker, og det skal den også få lov til. Jeg har fået en dyb, dyb taknemmelighed for den."
"Det kan godt være, at kroppen er et hylster, vi har i en midlertidig periode, men den er også en kæmpe gave, som vi kan opleve verden igennem. Og det har jeg tænkt mig at udnytte."
Manous bedste råd til at komme godt i gang med at træne
- Det nemmeste er, hvis du har én, der kan tage dig under armen og sige, nu gør vi det sammen, kom med mig. Det kan være en partner eller ven.
- Lav en aftale med dig selv om, at du skal tage til træning tre gange, og du skal give det en chance de tre gange. Dét sagde min nabo til mig, og det er rigtigt, for du kan allerede efter tredje gang mærke, at du har rykket dig, og hvordan din krop reagerer positivt på det.
- Nudge dig til nye vaner i hverdagen. Jeg har f.eks. to liter vand stående foran mig, for jeg ved, hvis det står der, så drikker jeg det.
- Gør det til noget positivt at træne. Få meldt dig ind, køb noget nyt træningstøj, som du synes er fedt, og du glæder dig til at have på, og så er det faktisk bare at sige, nu tager jeg det på, for jeg kan godt. I starten var det svært for mig at komme afsted, så det første, jeg gjorde om morgenen, var at tage træningstøj på, selvom jeg vidste, jeg måske først kunne træne klokken tre. Når jeg tog tøjet på med det samme, vidste jeg, at jeg havde sendt nogle underbevidste signaler til min krop om, at jeg skulle træne, og så var der ikke nogen vej udenom, og jeg kunne ikke sidde og hygge med noget kaffe og kage senere, fordi jeg vidste, at min krop og hjerne var indstillet på, at vi skulle træne senere. Det er en form for nudging – og det virker i hvert fald for mig.
