Mathilde Falch: ”Meditation er en form for nulstilling for mig”
Mathilde Falch holder sig naturligt i form ved at hoppe rundt på scenen eller svinge, klatre og lege med sin lille søn. I det seneste år har hun også gjort flittig brug af meditation, når hun har brug for at komme ned i gear og har problemer med søvnen.
Hvad betyder sundhed for dig?
"Sundhed for mig betyder, at jeg har overskud til at sørge for, at jeg er et sted, hvor jeg kan stå oprejst, når livet, som et grundvilkår for os alle, kaster udfordringer imod mig. Sådan at jeg er i stand til at mærke, hvornår jeg skal sige fra og til. Derudover forbinder jeg også sundhed med et langt liv, hvor jeg kan være frisk til at kunne de ting, som jeg drømmer om."
Hvordan holder du dig i form?
"På scenen. Jeg er ofte helt nede i knæ, når jeg hopper rundt på scenen. Det skal gerne føles, som om jeg har løbet et maraton, når jeg går ind til ekstranummeret. Stakåndetheden, sveden og de ømme muskler er en del af rock’n’roll-følelsen for mig.
Min hverdagsmotion får jeg sammen med min søn. Han er nemlig ekstremt glad for fangeleg, klatring og svingeture. Min ryg har det stadig ret besværligt, efter jeg havde bækkenløsning, da jeg var gravid. Derfor skal jeg også gerne sørge for at holde ryggen nogenlunde stærk.
Hvordan giver du dig selv en følelse af velvære?
"Jeg elsker at få zoneterapi og massage. Mine fødder eller skuldre forsøger altid at finde vej til min mands (eller søns) hænder, når vi sidder i sofaen. Jeg elsker faktisk også selv at give zoneterapi og massage, og jeg har studeret på Københavns Zoneterapeutskole. Det gør mig altid superafslappet, når jeg giver andre zoneterapi, så det er en god strategi for mig, hvis jeg trænger til at komme ned i gear.
Jeg har i det seneste års tid også forsøgt at lave en kort meditation dagligt. Jeg har nemlig søvnproblemer, så meditation er superlækkert for mig som en form for nulstilling.
Har du en vane, du gerne vil ændre?
"For seks år siden lavede jeg nogle store livsændringer. Der stoppede jeg med at drikke alkohol og ryge cigaretter. Der er dem, der mener, at summen af laster er konstant, og jeg har da også stadig mange vaner, der kan kigges på. Man skal jo nødig komme til at kede sig."
Hvad er den ideelle start på dagen for dig?
"Min søn er en early bird og har hele sit liv stået op omkring klokken fem. Men jeg elsker at sove længe. Den ideelle morgen er derfor noget i denne stil: Min mand står op med min søn, mens jeg sover til klokken ni. Drengene laver en dobbelt espresso med lidt mælkeskum til mig. Ristet rugbrød med smør. Friskpresset juice. Et spejlæg og en god, hård ost. Bagefter laver jeg pandekager med min søn, mens vi hører god musik. Men altså en morgen alene på et lækkert hotelværelse kan selvfølgelig også noget."