Medina om sundhed, træning og pauser

Medina: "Jeg havde brug for ro til at få styr på nogle ting i mit liv"

Medina ligner ikke en, der har sprunget træningen over i otte måneder. Men det er netop, hvad hun har. Holdt pause fra det hele. Læs hvorfor her, hvor 34-årige Medina gør status over sit liv, sin sundhed og en vanvittig vild karriere.

Madonna, Rihanna, Adele. Efternavne er overflødige, når du er en stjerne. Og en af de største af slagsen herhjemme hedder Medina. Valbak er i øvrigt efternavnet, hvis du sidder og grubler over det nu …

500.000 solgte singler er det blevet til, siden Medina for 10 år siden slog igennem med sit første album, og tæt på lige så mange tusind følgere har hun på sin mest populære sociale flade, Facebook. Men hvordan føles det egentlig at være fulgt og til tider forfulgt i medierne? Fit og på farten? – og fuldstændig flad … Som i 2016, hvor Medina trak stikket til omverdenen, droppede træning i otte måneder og for første gang i sin karriere stod helt stille?

Vi har mødt Medina til en ærlig og åben snak om 10 år i en branche, hun i bund og grund føler sig alt for sensitiv til at være en del af. Det har vi gjort i forbindelse med lanceringen af kampagnen #WEDAREYOU, et samarbejde med sportsbrandet Kari Traa, der meget apropos har som formål at opfordre unge kvinder til at turde være sig selv – og være stolt af det.

LÆS OGSÅ: Model Emilie Liljas sunde tips til kost & træning

SUNDHEDEN

Hvornår føler du dig allermest sund?

“Når jeg har det godt mentalt. For mig er sundhed ikke at spise sundt og træne, det er, at jeg har det godt med mig selv og er tilfreds i min hverdag. At jeg står op om morgenen og er glad for det, jeg gør. Og lige nu føler jeg mig helt vildt sund. For mig er sundhed at leve livet og ikke være styret af sundhedsfanatisme. Jeg har prøvet at være på diæt én gang i mit liv, og det var det mest forfærdelige, jeg nogensinde har prøvet. Jeg er ligesom dem fra Snickers-reklamerne: Der er ikke nogen, der har lyst til at være sammen med mig, hvis jeg er på diæt.”

Hvordan spiser du i hverdagen?

“Jeg spiser det, jeg har lyst til, hver eneste dag, men det er som regel sundt. Jeg er opdraget til at spise sundt og er ikke vokset op med sodavand og frysepomfritter. Vi havde heller ikke specielt mange penge, så det usunde var der bare ikke.”

Hvordan begynder du din dag?

“Jeg har en miniblender, hvor du kan tage koppen direkte fra blenderen og med videre. Hver morgen drikker jeg en kop med pulver fra et brand, der hedder The SuperElixir, som modellen Elle Macpherson står bag. Jeg plejer at blande det med avocado, spinat, banan, æblejuice eller vand og blåbær. Den drik er jeg glad for, og siden jeg begyndte på det, er mine øjne blevet mere grønne. Det detoxer også din krop.”

LÆS OGSÅ: Karen satte tempoet ned: ”Tidligere har jeg i høj grad undervurderet mit eget behov for pauser”

TRÆNINGEN

Hvad betyder det for dig at være fit?

“Jeg har aldrig stået og tænkt: ‘Fuck, jeg skal virkelig tabe mig’ eller ‘Nu skal jeg fandeme stramme op.’ Jeg er sindssygt privilegeret, fordi jeg ser sådan her ud, ligegyldigt hvor meget jeg træner. Der er mange, der tror, at jeg er den sygeste helse- og træningsfreak og træner dag ud og dag ind, og det gør jeg overhovedet ikke. Jeg strækker ud, laver gymnastisk og arbejder på at komme ned i tempo. Efter min træning sidder jeg i vores infrarøde sauna.”

Hvad giver saunaen dig?

“Jeg bruger den som en del af min træning. Jeg aktiverer først de muskelområder, som jeg gerne vil træne, ved at lave lette øvelser, og så går jeg i sauna bagefter. Der falder jeg helt ned og detoxer, mens jeg lytter til hypnose og mental træningsmusik. Det psykiske betyder alt for mig. Når jeg har det psykisk godt, har jeg overskud til at tage på shoot, stå på scenen og de ting, som min karriere indebærer.”

Det kræver vel også lidt at stå på en scene og være på tour?

“Ja! På min festival-tour i 2015 havde vi en 100 kvadratmeter stor skærm med på scenen, og så var der sådan nogle plexiglastrapper ned derfra, så det lignede, at jeg gik ned i luften. Jeg havde kæmpelange stripperlakstøvler på, og trinene var lige et stykke højere end standardmål på trapper. Efter de første prøver kunne jeg ikke gå, fordi jeg havde så ondt i mine lår og i muskler, jeg slet ikke anede, jeg havde. Jeg kunne heller ikke synge igennem. Der tænkte jeg: ‘OK, er jeg i så dårlig form? Det kan godt være, at jeg lige skal ned på romaskinen!’

Det betyder alt at være i form, når du optræder. Sidste år havde jeg skidttæller på, og på 30 minutter bevægede jeg mig næsten fire kilometer! Så jeg får forbrændt en del kalorier, og efter en tour er min mave rimelig hakket. Du bruger jo mavemuskler på at synge.”

LÆS OGSÅ: 4 øvelser med håndvægte, der giver sixpack

Hvordan holder du dig fit på tour?

“Jeg bor kun på hoteller, hvor jeg kan træne. De gange jeg har været i USA, har jeg nærmest kun træningstøj, showtøj og lidt joggingtøj med i kufferten. Når du flyver mellem skiftende tidszoner og optræder om natten, kan du godt blive lidt slidt. I de perioder forsøger jeg at træne meget og spise sundt for at gøre noget godt for min krop. På min sidste Tysklands-tour havde jeg også en transportabel infrarød sauna med. Den fyldte lidt …”

Hvordan får du energi til at være så på?

“Jeg gør det bare, ligesom andre tager på arbejde. Jeg får jo også energi af at lave det, jeg godt kan lide. Jeg spiser ikke noget særligt for at komme igennem mine arbejdsdage, men jeg skal have min morgenkaffe: En dobbeltshot-latte i en lille kop med 50 grader varm sødmælk i – og der skal ikke fyldes mælk op til kanten.”

Hvad giver træningen dig?

“Jeg kan godt lide, når jeg har trænet og har den der salige følelse af at være træt, fordi jeg har brugt min krop – ligesom da jeg var lille og havde været i svømmehallen. Det er det bedste at ligge i sengen med dynen og den fornemmelse i kroppen.”

PAUSEN

Har du nogensinde dage, hvor du bare ikke orker at træne?

“Masser! Når jeg ikke gider, så træner jeg ikke. Jeg har lige haft en pause på otte måneder, hvor jeg måske har trænet fire gange. Jeg havde brug for ro til at få styr på nogleting i mit liv. Nu er jeg begyndt igen, og det er så dejligt, men jeg har lagt helt stille og roligt ud og prioriteret afslapningstræning for sindet i stedet for at træne fysisk.”

Hvad fik dig til at træne igen?

“Jeg tror bare, at energien kom tilbage. Det er vildt vigtigt at lytte til sig selv, og jeg har haft en lang periode, hvor det har været vigtigere for mig at fokusere på hjernen end på kroppen. Jeg gearede meget ned i 2016 og valgte for første gang i min karriere slet ikke at spille festivaler. Jeg har trukket stikket på mange ting og sagt: ‘Lad os lige nulstille og reflektere – og have mere end en uge til det.’”

Når man har været på i så mange år, har man vel også brug for at stå lidt stille?

“Jo, lige præcis. Det har jeg prøvet for første gang i mit liv. Det har været sindssygt hårdt, helt vildt faktisk … Så popper livets store spørgsmål op: Hvad nu? Jeg har gjort det her i 10 år, hvordan har jeg det egentlig med det? Hvordan har jeg det med de ting, der følger med?”

Og hvordan har du det med at være den offentlige person, du er?

 “Hvor skal jeg begynde? Jeg er et meget sensitivt menneske, alt for sensitiv til overhovedet at være i denne her branche. Det påvirker mig mega meget at være i pressens søgelys, og det, jeg laver, har klart sine fordele og ulemper. Du må bare lære at finde ud af, hvordan du fungerer bedst i det. Nogle isolerer sig på en ikke så sund måde, og andre isolerer sig ved at passe på sig selv og kun fokusere på de mennesker, der vitterlig er der for én. Det er det, jeg gør. Og så bruger jeg naturen og går tur med hundene i skoven. Jeg har især brug for at få jordforbindelse inden awardsshows og andre store optrædener. Det gør, at jeg er parat til at træde ind i det der virvar af 100.000 mennesker, der vil spørge om ting, sige hej eller kigge.”

Hvordan føles det at være udsat for personlig kritik som under debatten om Mevation?

“Den kritik kan jeg slet ikke tage seriøst. Det siger mere om dem, der kritiserer, end det gør om mig. Det, jeg har gang i, er for sindssygt, og du har kun lige set spadestikket til det. Mevation kommer til at være der, når jeg ikke er her længere. Det er kæmpestort, og jeg er ved at springe i luften over alt det, der kommer til at ske i fremtiden. Det er bare så spændende og så fantastisk at prøve at skabe nogle nye veje til at hjælpe folk igennem.

I stedet for at dreje kritikken personligt ind mod mig har jeg tænkt meget over mediernes ansvar i forhold til den tone, vi har i den offentlige debat, og snakket meget med tabloidpressen om det. Medierne burde ikke bakke op om, at vi i bund og grund mobber hinanden og behandler hinanden dårligt, men i stedet sætte en positiv standard og være et forbillede. De negative røster burde ikke få så meget taletid. Jeg kan jo ikke lave det om alene, men jeg kan fortsætte med at gøre det, jeg gør.”

LÆS OGSÅ: Fatburners: 8 madvarer, der fyrer op for din forbrænding