Hvis du ynder at motionere om formiddagen eller har en lang cykeltur til arbejde, kan du overveje at skifte skyren ud med følgende to typer morgenmad. Her får du en kombination af både protein og kulhydrat, så du kan holde lidt længere i løbet af dagen, før du bliver sulten igen.
Græsk yoghurt med nødder og bær
Græsk yoghurt 2 %
To tsk. honning (10 g)
En lille håndfuld nødder (20 g)
En håndfuld bær (50-100 g)
- Et godt alternativ til skyren er at gå middelhavsvejen og ty til en græsk yoghurt, da den kan virke mere cremet og glide lettere ned. Den græske yoghurt indeholder lidt færre proteiner end skyren (typisk 8 gram protein pr. 100 gram, mens skyren ofte er oppe på 12 gram pr. 100 gram.). Men den har stadig dobbelt så mange proteiner som eksempelvis A38, så den er stadig god og proteinholdig. Den er særligt god til dig, der er aktiv om morgenen, fordi honningen, nødderne og bærerne giver dig de nødvendige kulhydrater, der kan give dig energi til dine muskler.
Havregrød med æggehvider
Grovvalsede havregryn (30 g)
1 1/2 spsk. chiafrø
1 1/2 spsk. hørfrø
2 dl. vand
1/4 tsk. salt
3 bægre æggehvider
Blåbær eller brombær (100 g. - evt. frosne)
1/2 tsk. kanel
Stil havregryn, chiafrø og hørfrø i blød i vandet aftenen før.
Tilsæt salt, æggehvider, bær og kanel om morgenen.
Kog grøden i ca. 5 minutter ved middelvarme.
Rør forsigtigt, så bærrene ikke knuses.
Server grøden med nødder og friske bær.
- Et andet godt alternativ til skyren er havregrød, der er rørt op med æggehvider, selvom det kan lyde lidt mærkeligt. Men det smager altså ret godt. Det er en god måde at tilsætte ekstra protein til en kulhydratsbaseret morgenmad, så du kan være mæt i længere tid. Det bidrager nødderne også til.
Proteinindhold: Æggehvider indeholder 10 gram protein pr. 100 gram.