Nu er hvidt brød godt for dig - eller hvad?
Hvidt brød har de sidste år været udnævnt som en skurk i kosten. Luftigt hvedebrød af hvidt mel gør os tykke, oppustede og sender vores blodsukker i vejret, har vi fået at vide. Nu viser en undersøgelse, at det lyse brød også er godt for noget.
I dit tarmsystem lever millionvis af bakterier, blandt andet de gavnlige mælkesyrebakterier, der holder din mave i balance og spiller en vigtig rolle i dit helbred. Et forskerhold fra University of Oviedo i Spanien har gennem en undersøgelse kortlagt, hvad forskellige fødevarer gør ved tarmfloraen, og resultaterne peger på, at det hvide, kulhydratrige brød også har gode egenskaber. Det skriver det amerikanske videnskabsmedie Sciencedaily.com.
Det udskældte brød viste sig at øge væksten af mælkesyrebakterierne i tarmen hos de 38 forsøgspersoner, der deltog i undersøgelsen. Derimod viste citrusfrugter sig at have en negativ effekt på bakterierne. Det er godt nyt for de, der har svært ved at holde sig fra det hvide brød, men om det opvejer alle ulemperne, er ikke sikkert. I virkeligheden har nyheden måske bare gjort os en smule mere forvirrede.
LÆS OGSÅ: Kan denne "bakterie" gøre dig slank?
Ulla Toft, der er ph.d. og cand.scient. i human ernæring, seniorforsker ved Forskningscenter for forebyggelse og sundhed og ernæringskonsulent hos Hjerteforeningen, udtalte sidste år i en artikel ALT for damerne bragte om myterne om hvidt brød:
– Kulhydrat-hysteri er et modefænomen, der gerne skulle lægge sig lidt igen, for det har ikke ret meget med videnskab at gøre. Jeg siger ikke, at man bare skal spise løs af hvidt brød, fordi det jo netop giver en stigning i blodsukkeret, der ikke er særligt sund, og fordi hvidt brød i virkeligheden ikke bidrager med ret meget godt til en kost. Det skal ikke være ens primære ernæringskilde. Men der er ingen grund til at skabe hysteri omkring det.
Måske vi skal nøjes med at konkludere, at alle fødevarer – kage og brød som grøntsager - skal spises med måde.
LÆS OGSÅ: Få sandheden om hvidt brød