Dette skal du vide om overgangsalder - før du går til lægen
Efter i århundreder at være blevet forskningsmæssigt ignoreret og omtalt i dæmpede vendinger, oplever overgangsalderen lige nu at være kommet på dagsordenen. Og det nye er, at hormonbehandling ikke længere er bandlyst. Her bliver du klædt godt på til at stille din læge de rigtige spørgsmål, når du rammes af de første symptomer.
Forestil dig en energisk læge, der vågner gennemblødt af sved hver nat og er så udmattet, at hun udskriver den forkerte medicin til sin patient.
Forestil dig en habil løber, der har så ondt i sine led og muskler, at hun må krølle sig sammen på sofaen. Forestil dig en engang så selvsikker direktør, der skjuler en pludselig trang til at græde på arbejdet.
Situationerne er virkelige oplevelser beskrevet af kvinder, hvis liv er blevet ændret af overgangsalderen – en uundgåelig konsekvens af æggestokkenes aldring, som omkring 47 millioner kvinder hvert år gennemlever, når deres hormonproduktion falder. Situationerne er samtidig et billede på, at mange kvinder hverken er fuldt oplyst om eller ordentligt forberedt på overgangsalderen eller menopausen, som den også kaldes.
En undersøgelse fra University College London i 2023 viste, at kun 1 ud af 10 af de adspurgte havde lært om overgangsalderen i skolen, og omkring halvdelen af dem ”følte sig slet ikke informeret” om livsstadiet. Eller som Rebecca Thurston, en professor i psykiatri ved University of Pittsburgh, sidste år tørt sagde til The New York Times: ”Det tyder på, at vi har en høj kulturel tolerance over for kvinders lidelse. Det anses ikke for vigtigt”.
Når en kvinde går gennem overgangsalderen er sundhedspåvirkningerne øjeblikkelige og til tider dramatiske, for selvom en tredjedel ikke vil mærke til de forandringer, som kroppen undergår, vil to tredjedel opleve moderate til invaliderende symptomer, herunder hedeture, hjernetåge, ledsmerter, søvnproblemer, tørre slimhinder og ændringer i humør og seksualitet.
Det skyldes, at æggestokkene er endokrine organer, der producerer hormoner. Og når de holder op med at pumpe signalstoffer ud, der kommunikerer med næsten alle væv i kroppen, påvirkes alt fra hjernen og musklerne til huden.
"Når østrogen falder, stiger din risiko for osteoporose og hjerte-kar-sygdomme, kognitionen er påvirket, og humøret kan føles trykket. Det sker selvfølgelig ikke for alle, nogle trives fint i deres overgang, men for andre er det voldsomt," fortæller Dorthe Snejbjerg, der er Ph.d. og speciallæge i gynækologi med egen klinik i Herlev.
Det her næsten seismiske skift, som menopausen er, rammer oftest kvinder mellem 45 og 55 år, men allerede 10 år før den sidste menstruation, kan perimenopausen – perioden før selve menopausen – sætte ind og lave hormonelt ragnarok, fordi progesteron falder, og østrogen skiftevis stiger og falder voldsomt i løbet af dagen.
Og hvor man førhen troede, at overgangsalderen kun havde betydning for fertiliteten, ved man nu, at østrogen har indflydelse på rigtig mange af vores andre kropslige funktioner.
"I det kardiovaskulære system hjælper østrogen med at smidiggøre blodkarrene, sænke blodtrykket og forhindre dannelse af blodpropper. I hjernen er østrogen neurobeskyttende og dæmper inflammation, fremmer sunde synapser og fjerner fejlfoldede proteiner. I bevægeapparatet hjælper østrogen med at opbygge og reparere muskler samt vedligeholde knogler. Så tabet af østrogen sætter uomtvisteligt kvinder i øget risiko for at udvikle diabetes, hjerte-kar-sygdomme, osteoporose og meget mere.
På den anden side har kvinder, der kommer i overgangsalderen senere i livet sammenlignet med deres jævnaldrende, tendens til at leve længere og sundere, hvorved østrogen har en beskyttende virkning på mange af kroppens organer," siger Gitte Bennich, der er tidligere overlæge og nu praktiserende speciallæge i gynækologi hos Hovedstadens Kvindeklinik.
Undersøgelsen der ændrede alt
Annonse
Med viden om hvor massiv en betydning østrogen har på kroppens mekanik, skulle man tro, at behandling af de gener, som menopausen sætter i gang, var lige så normalt som en Treo i vand ved hovedpine. Sådan forholder det sig dog ikke. Efter to årtiers frygtsomhed over for hormonbehandling er vindene kun så småt ved at vende.
"Menopause er en naturlig proces, og at være i perimenopause eller postmenopause er ikke en sygdom. Der er derfor ikke noget krav om, at kvinder nødvendigvis skal have hormoner. Nogle kvinder fungerer aldeles udmærket uden, hvilket er fint. Men i min praksis sidder jeg ofte overfor kvinder, som lider alvorligt, men som har fået afslag på hjælp fra deres praktiserende læge.
Kvinden er måske 50 år, har udtalte ledsmerter, er grådlabil, sover elendigt og har tørre slimhinder, og så bliver hun opfordret til at løbe en tur, se en god serie og spise lidt chokolade. Eller måske har hun fået at vide, at hormoner ikke kan komme på tale, fordi de giver kræft," siger Gitte Bennich, der mener, at kvinder ender i de situationer, fordi der stadig er en udbredt frygt for hormonbehandling på grund af et studie lavet i 2002 af Women’s Health Initiative (WHI).
Formålet med studiet var at fastslå, om hormonbehandling efter overgangsalderen kunne reducere risikoen for hjertesygdom uden at øge risikoen for brystkræft signifikant. Hormonbehandling skulle vurderes nyttigt som sygdomsforebyggelse uden samtidig at øge risikoen for andre sygdomme, men i 2002 blev en del af undersøgelsen stoppet, fordi man, ved en midtvejsevaluering af data, fandt en forbindelse mellem hormonbehandling og en øget risiko for blandt andet udviklingen af brystkræft.
"Eller det gjorde man faktisk ikke. Man fandt, at østradiol – et af de hormoner i den hormongruppe, der tilsammen danner østrogen – sænkede risikoen for udviklingen af brystkræft, mens østradiol + gestagen øgede risikoen en smule. Desværre havde man et fokus på dét, der hedder ”relativ risiko” i stedet for ”absolut risiko”, hvilket har forårsaget misforståelser om graden af sammenhængen mellem resultaterne.
Anvender man i stedet den anbefalede måde at regne de her ting ud på, og bruger man det, man kalder ”absolut risiko”, så endte undersøgelsen med at vise, at der reelt kun var en 0,08% procent stigning i risikoen for udvikling af brystkræft."
Annonse
Hormoner blev bandlyst
Efter undersøgelsens resultater blev offentliggjort, estimerer man, at 80 procent af alle brugere i verden smed deres recepter på hormoner i skraldespanden. Selv læger nægtede at udskrive hormoner og bad kvinder om at ”leve med deres symptomer”.
"Og det var lige meget, at undersøgelsen faktisk viste, at hormonbehandling ikke øgede dødeligheden i nogen aldersgrupper sammenlignet med kvinder, der fik placebo, og at risikoen for knoglebrud blandt hormonbrugere var 33 procent lavere på tværs af alle aldersgrupper. Blandt andet," siger Gitte Bennich.
Regeringer udsendte også nye retningslinjer, der angav, at den eneste grund til, at kvinder og deres læger burde overveje hormoner, var for behandling af moderate til svære hedeture eller betydelig risiko for knoglebrud. Og så skulle hormoner bruges ved den lavest mulige dosis og i kortest mulig tid.
"På grund af den her undersøgelse, hvor data i det store og hele blev mistolket, har en hel generation af kvinder bidt tænderne sammen og ”levet med det”, og der er stadig praktiserende læger, endokrinologer og endda gynækologer, der er forbeholdne," siger Dorthe Snejbjerg og fortsætter:
"Hormonbehandling indebærer ganske vist risici, ligesom mange lægemidler, som folk tager for at lindre alvorligt ubehag, men dusinvis af undersøgelser siden 2002 har givet sikkerhed for, at risici for raske kvinder under 60 år, hvis symptomer plager dem, opvejes af fordelene ved at tage hormoner. Behandlingens omdømme er dog aldrig kommet sig helt, og konsekvenserne har været vidtrækkende."
På grund af resultatet af WHI-studiet mener Dorthe Snejbjerg, at vi ser på en generation af læger, der stort set ikke har haft hverken formel eller uformel uddannelse i, hvordan man tager sig af kvinder med menopausale symptomer.
"Kvinder ved ikke, hvad de skal forvente, og læger ved ikke rigtig, hvad de skal gøre. Så her skal der ske noget, og vi er flere speciallæger, der nu forsøger at klæde praktiserende læger bedre på til at kunne yde den omsorg, kvinder har brug for, og ikke mindst udbrede viden om, at overgangsalderen kan vise sig på utroligt mange andre måder end de klassiske hedeture, uregelmæssig menstruation og tørre slimhinder.
Annonse
Overgangsalder kan vise sig som for eksempel depression eller angst, og er de her symptomer udløst af en hormonel ubalance, skal de jo behandles som sådan," siger hun.
Hysteriske damer
Når ret skal være ret, er der flere grunde end WHI-studiet til, at vi ikke har talt meget om overgangsalder igennem tiden, og dermed er der flere grunde til, at vi ved så lidt. Et dyk i historien viser, at tiden konsekvent afviser kvinder og tilskriver overgangsalder som værende krukkeri og hysteri. Og det er tydeligt, at det medicinske område har været domineret af mænd i årtusinder. Mangel på uddannelse vedrørende kvinders sundhed og anatomi har ført til misforståelser og uligheder på området, der desværre stadig eksisterer i dag.
Mange kvindesygdomme, inklusive menopausen, blev i århundreder tilskrevet det reproduktive system og set på som noget dårligt. Gamle egyptere og grækere troede på begrebet ”vandrende livmoder”. Grækerne mente, at livmoderen kunne blive trist, hvilket manifesterede sig i en række mentale og fysiologiske symptomer, som blev anset for upassende.
I slutningen af det 19. århundrede blev det endda anset for at være videnskabeligt bevist, at kvinders biologi gjorde dem mindre rationelle end mænd og dermed uegnede til at deltage i dele af det offentlige liv.
"Gynækologi er et græsk udtryk, der bogstaveligt betyder ”studiet af kvinder”. Og hysteri er afledt af ”hystera”, der betyder livmoder. Kvinder blev i Victoriatiden underlagt traumatiske behandlinger for ”hysteri”, og den sproglige sammenhæng mellem kvinders sundhed og hysteri findes stadig i dag i ordet hysterektomi (operation, hvor man fjerner livmoderen, red.)," fortæller Gitte Bennich og uddyber:
"Hysteridiagnoser fortsatte i øvrigt indtil så sent som i 1970’erne, så man kan måske godt forstå, at overgangsalder ikke var noget, som vores forældres generation sådan lige vekslede ord om over sildemaden derhjemme, da vi var børn."
Heldigvis er kønsbaseret medicin nu et etableret område for forskning og klinisk pleje, omend sundhedsligheden dog ikke automatisk er nået. I dag er der stadig mangel på kvindelig repræsentation i sundhedsforskningen, hvor mange forskere udelukkende eksperimenterer på han-mus på grund af ”hormonelle komplikationer”.
"Kvinder har generelt været, og er stadig, meget underbelyste i forskning, fordi deres helt normale udsving i hormonniveauer gør det kompliceret at bruge dem som forsøgspersoner. Men overgangsalder falder også ned mellem to stole, fordi mange, der donerer penge til forskning, udelukkende donerer til sygdomsbekæmpelse. Og overgangsalder er jo ikke en sygdom. Det er en tilstand − en overgang," siger Gitte Bennich.
Mere fokus
Tiderne er dog ved at skifte, og der er er tegn på, at overgangsalderen endelig er ved at blive mainstream. Kvinder hvisker ikke længere helt så meget, de taler om emnet. Læger vil gerne lære. Virksomheder er begyndt at udfærdige menopausepolitikker, og lovgivere har presset på for mere forskning i overgangsalderen.
"Men det er bydende nødvendigt, at menopauserådgivning, også omkring perimenopausen, bliver en del af enhver praktiserende læge eller gynækologs uddannelse. I betragtning af at perimenopausen kan starte allerede i midten af 30’erne, intensivere stress og føre til humørsvingninger, angst og depression, bør validering være en vigtig komponent, og den skal kvinder kunne få hos deres læge.
Det samme gælder forskning. Vi behøver flere større studier, der belyser overgangsalderen, for vi mangler svar på de mange spørgsmål, der stadig er tilbage, som kan danne grundlag for nye, opdaterede retningslinjer til vores praktiserende læger, så kvinder kan få den bedst mulige behandling," fortæller Dorthe Snejbjerg.
Gitte Bennich er opmuntret af det faktum, at overgangsalderen har fået fornyet opmærksomhed, og at folk overhovedet bemærker behovet for en kurskorrektion.
"Kvinder fra tidligere generationer antog bare, at lidelse var en del af det at være kvinde. At det var vores uheldige lod i livet, men nu oplever jeg, at kvinder siger: ”Det her er ikke okay. I bliver nødt til at gøre det bedre”."
