Lider du mon af skjult forstoppelse? Bliv klogere på symptomerne og få diætistens råd
Har du afføringsvanskeligheder men føler alligevel, at du hele tiden skal på toilettet? Er du konstant oppustet, har ondt i maven og ildelugtende prutter? Så kan det være, at din tarm er stoppet med afføring. Læs med og bliv klogere på skjult forstoppelse og på, hvordan du undgår det.
Forstoppelse er en ret almindelig tilstand. Faktisk skønner man, at ca. 20% af den vesteuropæiske befolkning lider af forstoppelse. Men hvad mange måske ikke ved, så kan man faktisk have forstoppelse helt uden at vide det.
"Generel forstoppelse er et stort problem i hele den vestlige verden. Problemet er stigende og skyldes i mange tilfælde vores livsstil, der er blevet mere stresset og stillesiddende," fortæller Mette Borre, der er klinisk diætist med speciale i sygdomme i mavetarm kanalen.
"Der er stor variation i hyppigheden af, hvor ofte vi har afføring, men de fleste mennesker har afføring mellem to gange dagligt og tre gange ugentligt. Generel forstoppelse betyder, at man har afføring mindre end tre gange om ugen og ca. en fjerdedel af den gange, hvor man går på toilettet ender med særlig hård afføring, der er knoldet og klumpet. Hos mange kan der gå dage og i sjældne tilfælde uger, mellem de har afføring, og det kan give stort ubehag og gener og på sigt kan det også øge risikoen for forskellige sygdomme i tarmen."
"Mange af os kender til forstoppelse eller har i hvert fald hørt om det, men der er ikke så mange, der kender til lidelsen skjult forstoppelse, fordi de har det uden at vide," fortæller Mette Borre, der i sit arbejde som diætist møder hun rigtigt mange, der lider af skjult forstoppelse.
Symptomerne driller
"Når så mange går rundt med forstoppelse uden at vide det, så skyldes det bl.a., at symptomerne ved skjult forstoppelse er atypiske og ikke altid er de samme, som dem vi kender fra almindelig eller generel forstoppelse. Folk med skjult forstoppelse vil ofte have afføring hver dag. De går måske på toilettet to, tre eller fire gange på en dag, og nogle har endda tynde afføringer eller diarré, men det betyder altså ikke, at deres tarm er blevet udtømt ordentligt," understreger Mette Borre.
"Ved skjult forstoppelse har man tit mange små afføringer, der tolkes som et normalt afføringsmønster, men man lider ofte af symptomer som fx oppustethed, mavesmerter, luft i maven, en falsk trang til at gå på toilettet og problemer med at føle sig ordentligt tømt. Nogle får også kvalme og sure opstød, fordi maden bliver presset tilbage i spiserøret, og mange føler sig generelt utilpasse og energiforladte."
Flere kvinder end mænd rammes
Skjult forstoppelse kan ramme alle – både børn og voksne, men af en eller anden grund, er det er typisk kvinder, der lider af det. Desuden stiger risikoen for forstoppelse med alderen, da tarmenes bevægemønster bliver dårligere, i takt med at vi bliver ældre, men forstoppelse kan også skyldes forskellige former for medicin, der påvirker tarmen funktion fx kalktabletter og medicin mod knogleskørhed, at man bevæger sig for lidt eller spiser eller drikker mindre.
"Man ved ikke med 100 pct. sikkerhed, hvorfor skjult forstoppelse opstår, men man ved, at for lidt væske, inaktivitet, fiberfattig kost og dårlige toiletvaner kan give forstoppelse, ligesom vores livsstil med øget stress og mere fastfood også kan påvirke vores tarmfunktion. Desuden viser undersøgelser, at bakteriesammensætningen i tarmen også har en indflydelse på tarmfunktionen og vores afføringsmønster," fortæller Mette Borre.
For mange mennesker, der lider af forstoppelse kan det være forbundet med tabu, og noget, der er svært eller pinligt at tale om, og derfor kontakter de ikke lægen. Men da forstoppelse kan være forbundet med rigtigt mange gener og ubehag og på sigt oven i købet øge risikoen for bl.a. hæmorider, revner ved endetarmen og udposninger på tarmen, er det ifølge Mette Borre vigtigt, at du gør noget ved det, hvis du døjer med forstoppelse – skjult eller ej.