Utroskab kan ødelægge parforhold. Her er 5 trin til at finde sammen igen
Utroskab kan ødelægge parforhold. Ikke kun på grund af den sex, partneren har haft med en anden, men på grund af løgnene. Mange føler faktisk, at det største svigt er løgnene, for de ødelægger tilliden – også efter utroskaben er ovre. Læs med, når Daisy Løvendahl taler med en kvinde, der ikke længere stoler på sin mand.
Det er omkring fem år siden, jeg har set Stine sidst. Dengang var hun i gang med at planlægge sin 30-års fødselsdag, nyforelsket og glad for sit job som arkitekt.
Hun sætter sig ned og fortæller, at hun har haft det godt indtil for et år siden, hvor hun opdagede, at hendes mand, som hun blev gift med for 3 år siden, havde en affære:
"Jeg opdagede det, fordi jeg lånte hans Ipad en aften, da min egen var i stykker. Han var på seminar med arbejdet, og jeg ville se en film. Da jeg åbner den, kommer der beskeder frem, og jeg forstår, at han ikke er med arbejdet, men med hende."
Stine sukker dybt, tørrer en tåre bort og fortsætter:
"Det kastede mig ud i en kæmpe krise! Vi gik i parterapi, fordi han ikke ville miste mig. Han lagde alle kort på bordet i den proces, og jeg ved, at han fortryder det. Han var stresset, havde mistet sin bror i en ulykke, og vi talte om at få børn. Alt dette sendte ham ud i en eksistentiel krise, som førte til affæren med en gammel kæreste fra gymnasiet.
Utroskaben handlede ikke om os
Stine fortæller, at hun faktisk godt forstår, hvad der skete i ham, men at det stadig gør ondt.
"Jeg har egentligt tilgivet ham, for jeg forstod på et tidspunkt, at hans affære med hans gymnasiekæreste ikke handlede om mig. Hans kærlighed til mig var der hele tiden. Men han mistede noget af sig selv ved hans brors død, som hun hjalp ham med at få tilbage."
Jeg nikker til Stine. For selvom det kan lyde som en undskyldning, så ved jeg fra mange års erfaring som parterapeut, at utroskab kan handle om mange ting. Og at man sagtens kan elske sin mand eller kone, selvom man er utro.
Stine fortsætter:
"Det, der stadig plager mig, er løgnene. I tiden efter, jeg opdagede hans affære, gennemgik jeg vores kalender og udpegede alle de gange, hvor han har løjet for mig. Han stod ved det, og vi har talt meget om det, men selvom han siger, at han aldrig vil gøre det igen, så er der en del af mig, der er blevet ødelagt. Hver gang han tager ud med arbejde eller venner, så er der en stemme i mig, der ikke tror på ham. Og det har jeg det svært med. Jeg føler, at jeg burde være glad igen."
Tårerne kommer frem igen, og denne gang kan hun ikke stoppe dem. Det skal hun heller ikke. De er der, fordi det stadig gør ondt.
Du skal vide, at det ikke er dig, der er ødelagt. Det er din tillid. Din tillid blev brudt. Det mærker du stadig.
Hun nikker. Så spørger hun:
"Hvordan holder jeg op med at føle sådan? Jeg forstår, hvad der skete. Jeg ved, at han fortryder. Jeg har selv valgt at blive hos ham. Men jeg kan stadig ikke give slip og bare stole på ham. Det giver mening, at hun ikke stoler på ham, som hun gjorde før. Fordi han svigtede hendes tillid. Hun sørger over at have mistet sin blinde tro på ham og deres kærlighed. Det skal hun have lov til."
Måske skal du ikke holde op med at føle det, du gør. Eller føle dig presset til at være glad igen. Det tager tid at komme over.
Stine smiler og siger, at det er en lettelse at få lov til at have det, som hun har det.
Hvis hans kærlighed er stærk nok, så er den også stærk nok til at give dig tid til at lære at stole på ham igen. Det kræver mange gode oplevelser, hvor du kan have tillid til ham, før du kan give slip på din mistillid. Er han villig til det?
Stine tænker og siger så:
"Ja. Det oplever jeg, at han er. Han er meget tydelig med, at han forstår, hvad der er svært for mig. Han tager telefonen, når jeg ringer, og han spørger til mig, når han er væk."
Da Stine er gået, tænker jeg på alle de mennesker, der kommer hos mig med knuste forestillinger om livet. Nogle gange samler vi skårene op og sætter dem sammen på en vildere og smukkere måde. Andre gange lader vi dem ligge bag os. Stine er ved at samle sin kærlighed op og sætte deres parforhold sammen på en ny måde. Det kan der komme noget smukt ud af.
5 trin til at finde sammen igen efter utroskab
1. Tiden heler alle sår - næsten
Når man siger, at tiden heler alle sår, så er der noget meget smukt og sandt i det. Men det er ikke bare tiden. Det vigtige er, hvad der sker i den tid, hvis man bruger den til at hele.
Så det er ikke tiden alene, der heler oplevelsen af at have en partner, der har løjet for en. Det er hundrede af oplevelser i tiden efter, hvor man oplever tillid, som heler. Derfor er det vigtigt, at man bruger tiden godt. At man ikke presser sig selv til at komme videre. Det tager den tid, som det tager.
2. Du er nødt til at være der
Hvis du har svigtet din partners tillid – uanset om det handlede om utroskab eller andre former for svigt – så er du nødt til at acceptere, at det tager tid at komme sig over for den anden. Så selvom du er klar til at lægge det bag dig, må du være respektfuld over for, at din kæreste måske har et andet tempo.
Mit bedste råd er: Vær der. Vær der. Vær der. Bliv ved med at tage telefonen. Fortælle hvor du er. Være forstående over for din partners behov for kontrol. Ikke for evigt. Men for en stund.
3. Tillid er også et valg
Indimellem er tiden ikke nok. Så kræver tilgivelse og det at give slip på en smerte også en mere aktiv indsats. For tillid er også et valg om at tro på andre. At turde tro på, at de taler sandt, vil os det bedste og handler i overensstemmelse med det.
Det er svært at tro, når man en gang har erfaret, at man ikke kunne stole på andre. Men det er værd at øve sig i, hvis du gerne vil have et godt parforhold efter utroskab. Så når du er klar … Begynd at slippe behovet for kontrol.
4. Træk en streg i sandet
Engang mødte jeg et par, der var igennem en masse modgang. Svigt, utroskab, syge børn. De havde 8 hårde år. Så gik de i terapi. Lærte at tale dybere sammen. De skændtes, grinede, dyrkede sex med hinanden igen og besluttede sig for på en ferie i Nordjylland at tegne en streg i sandet og hoppe over den ved solnedgang.
Som et symbol på, at de nu slap fortiden og valgte hinanden igen. Det virker kun, hvis man laver sit fundamentale arbejde med hinanden. Men fordi de også havde gjort det, blev denne streg i sandet til en smuk ny begyndelse.
5. Jeg elsker dig (måske) ubetinget
Alle par gennemgår store kriser. Måske gennemgår vi dem og sårer hinanden for at komme ud på den anden side og opdage, at den store kærlighed, hvor vi lover hinanden at elske ubetinget, først opstår, når der er noget, som kunne ødelægge den.
Det er svært at elske hinanden efter utroskab. Det er også dybt rørende, når folk gør det. Det er nemmere at sige, at uanset hvad der sker, så er jeg der for dig, end at være der, når noget er sket. Så husk, at det sværeste ikke altid er enden. Selv når du står i mørket, så er lyset der. Nogle gange kan vi bare ikke se det.