Kvinde, der vandrer

Vandring hitter: Se her, hvorfor og hvor du kan gå herhjemme

Der er få ting, vi kan takke coronapandemien for, men en af dem er, at den for alvor har fået os til at tage på vandreeventyr i den skønne, danske natur. Læs om den populære motionsform, der gavner din krop og din evne til at modstå sygdomme, og som ovenikøbet kan gøre dig mere kreativ.

Vi snører støvlerne og går ud i naturen som aldrig før. Coronaen har i flere omgange lukket fitnesscentrene og sportshallerne, men naturen står klar med åbne arme og byder vores rastløse lockdown-kroppe velkommen på de mange stier og vandreruter.

Og kigger vi os omkring, er der faktisk mange steder, vi kan gå på opdagelse i Danmark. Gennem de seneste 10 år er vi blevet beriget med mange nye, spændende og smukke vandreruter. Senest har vi fået Amagerminoen, der snor sig 27 kilometer rundt på Amager fra DR Byen til Dragør Fort.

Sociolog og forsker ved Fremtidsinstituttet Anne Dencker Bædkel forklarer, at der er flere grunde til, at vandring hitter lige nu.

"Det er en udvikling, der har været i gang længe, men som er blevet forstærket af coronasituationen. Det, der er sket med vandring de sidste fem til ti år, er, at der simpelthen er kommet flere og bedre ruter rundt omkring. Derudover har Naturstyrelsen lanceret supergode vandreapps, og der er blevet investeret massivt i shelters og sat mange op ude i naturen. Det har derfor aldrig været nemmere at tage på vandretur. Du skal ikke rende rundt med et stort kort, for du kan få al information på telefonen. På den måde er vandring blevet mere tilgængeligt, og det er noget, der fremmer alle trends og tendenser."

"På grund af coronapandemien har danskerne også genfundet glæden ved Danmark, delvist ufrivilligt. Jeg tror, at mange har været glade for at finde ud af, at man kan holde en dejlig ferie i Danmark og ikke skulle bruge mange penge på en all inclusive-rejse i udlandet. Corona har derfor forstærket en tendens, som allerede var godt i gang."

Praktisk, smart og sundt

Også i modebilledet har vi kastet vores kærlighed på termojakker, vandrestøvler, vandtætte vindjakker og varme fleeceveste. For det er smart at være praktisk klædt. Faktisk så smart, at highend modebrands som Gucci, Prada og Chanel har ladet outdoorstilen vandre ned ad catwalken.

Men vandring er ikke kun flatterende for vores ydre, det styrker også vores indre. Kigger vi ind i fremtiden, er Anne Dencker Bædkel også overbevist om, at vandring i naturen kun vil blive større. For vandring giver ikke kun stærke ben, det giver ro i hovedet.

"Vores opfattelse af sundhed har ændret sig meget med tiden. For 30 år siden var du sund, hvis du spiste et æble om dagen og gik til lægen en gang imellem. Men stille og roligt skal der mere til for at være sund. Fremtidens sundhed handler meget om at forebygge både fysiske skavanker og mentale dårlige tilstande, og der er vandring rigtigt godt. I dag handler sundhed nemlig også meget om mindfulness og alt, hvad der reducerer stress og depression, og der er naturoplevelser supergode. Derfor vil det også blive mere normalt at få natur på recept. Det er allerede meget anerkendt i østen. I Japan bruger de f.eks. skovbadning til at behandle mentale problemer, og det er også ved at komme mere og mere frem her i Vesten. 

Gå dig fit og rask

Overlæge og professor i integrativ medicin Bente Klarlund, er enig med Anne Dencker Bædkel i, at der er mange både fysiske og psykiske gevinster ved at tage støvlerne på og gå ud i naturen. Det er også derfor, at hun har skrevet ”Gå-bogen”, der sætter fokus på, hvad der sker, når du går, og når du omvendt går i stå.

"Nogle tror, at vandring er en motionsform for alle dem, der ikke kan holde til hård fysisk træning eller har problemer med knæene, men det passer ikke. Vandring er for alle, og der er mange gevinster at hente. Vandring i naturen er for det første rigtigt godt for vores mentale helbred. Det dæmper angst og modvirker depression og stress. Forskning viser også, at det gør os mere kreative, idérige og modtagelige over for nye tanker og samtidig styrker vores hukommelse og indlæringsevne.

Derudover har vandreturene også en god effekt på dit fysiske helbred, men pulsen skal op. Det kan gøres ved rask tempo eller kuperet terræn. Blot 15 minutters gåtur om dagen i et rask tempo kan gøre en forskel. Men der skal minimum 30 minutter til hver dag, for at det har en effekt. Jo længere tid og jo hurtigere, du går, jo større effekt har det, når det kommer til at nedsætte risikoen for sygdomme som type 2-diabetes, hjerte-kar-sygdomme, kræft, demens og angst. Faktisk nedsætter du din risiko for 35 sygdomme, og går du en time mere hver dag, kan du tabe dig 5-10 kilo på et halvt år, så der er mange gode grunde til at komme ud at gå i naturen," forklarer Bente Klarlund.

Derfor skal du gå

Du forebygger sygdomme

Daglige gåture nedsætter risikoen for type 2-diabetes med 50 procent, er med til at forebygge mindst 13 forskellige former for kræft, nedsætter den relative risiko for demens med 30 procent, og en daglig gåtur på ca. en halv time reducerer risikoen for hjerte-karsygdomme med 30 procent – jo længere du går, desto mindre er risikoen. Gang er også godt for stofskiftet og har en positiv effekt på kolesteroltallet og det farlige fedt omkring maven.

Du styrker din krop

Hvis du går i en time hver dag, taber du dig 5-10 kg på et halvt år. Din balance forbedres, hvilket giver mindre en risiko for faldulykker med alderen, og det styrker din muskulatur.

Du booster dit sind

At gå virker positivt på søvnløshed, depression, stress og angst, og det hjælper dig med at styrke bl.a. hukommelse og kreativitet.

Kilde: ”Gå-bogen” af Bente Klarlund

4 gode vandreruter i Danmark

Har du fået lyst til at tage på dit eget eventyr? Her tipper vandreekspert Gitte Holtze om gode ruter.

Kyststien på Bornholm

Turen Bornholm rundt er cirka 110 kilometer lang og er en af mine yndlingsruter i Danmark, fordi den er ekstremt varieret. Du går både på strand, gennem skov, over overdrev, mellem klipper og ikke mindst ind gennem Bornholms hyggelige kystbyer. På stort set hele vejen ad den smalle, snoede sti har du udsigt til havet, og fordi du så ofte passerer igennem en by, kan du nemt kombinere vandringen med at spise bornholmsk gourmet og se seværdigneder som Hammershus på vejen.

Øhavsstien

Sydfyn har efter min mening noget af det smukkeste, danske landskab, og på en vandring ad Øhavsstien kommer du igennem det meste af det – fra kyst og skov til vandring i bakkede markskel og tværs over indhegninger med græssende køer. Stien er 220 kilometer lang og går mellem det vestlige og det østlige Sydfyn plus på nogle af øerne i området som Langeland og Ærø. Du kan gå hele ruten eller bare tage et par etaper.

Bjergstien på Mols

Jeg kan rigtig godt lide at gå i bjerge, og i Mols Bjerge kan man finde noget, der minder lidt om det, for den cirka 20 kilometer lange bjergetape på vandreruten Mols Bjerge-stien går mange steder så stejlt op og ned, at pulsen kommer på arbejde. Etapen går gennem den fine natur i nationalpark Mols Bjerge, og undervejs får du masser af vilde udsigter over landskabet og havet rundt om det. Du kan gøre turen på én dag, men der er flere sheltere undervejs, så en overnatning er også oplagt.

Rundt om Farum Sø

En relativt kort, men superfin vandretur er den ca. 10 kilometer lange tur rundt om Farum Sø. Den går primært gennem skov og både lidt op og ned i det bakkede terræn rundt om søen. Derudover har den den sjove og børnevenlige feature, at der for hver kilometer er opsat en sten, der forestiller et dyr eller en plante karakteristisk for området, f.eks. en grævling eller en snog.

Om eksperterne

Bente Klarlund er overlæge og professor i Integrativ Medicin ved Københavns Universitet og blandt andet forfatter til ”Gå-bogen”.

Anne Dencker Bædkel er sociolog og fremtidsforsker ved den uafhængige non-profit tænketank Institut for Fremtidsforskning i København.