Mette Horn

Mette Horn har droppet én ting efter overgangsalderen: ”Jeg gider ikke mere”

Da Mette Horn var yngre, var det vigtigt for hende altid at præstere og vinde over sig selv. Men efter overgangsalderen har hun fundet fred med, at hun ikke længere har det samme energiniveau som tidligere.

alt.dk logo

”Jeg er i gang med at erkende, at jeg i min 60-årige alder ikke længere har den ekstra luft i mig, som jeg kunne generere, da jeg var yngre.”

Det fortæller Mette Horn i ALT for damernes podcast ”Skål Søster.”

Efter overgangsalderen har hun mærket en ændring i sit energiniveau, og også i sin lyst til at involvere sig i for mange projekter.

”Jeg har altid kunnet præstere, og det har været vigtigt for mig at vinde over mig selv. Jeg har altid tænkt, at uanset udfordringen, så har jeg sagtens kunnet klare det – selv hvis det betød, at jeg ikke skulle sove en hel nat for at få det på plads. Men nu har jeg passeret overgangsalderen, og nu har det ændret sig."

"Gider ikke længere"

Mette Horn sætter pris på, at vi som samfund er begyndt at tale mere om overgangsalderen. Det er nemlig et emne, der har interesseret hende i mange år.

"Dengang jeg begyndte at sætte fokus på det, var jeg faktisk en af de første, der råbte højt om det – dengang stod der bare en lille notits i ”Politikens store lægebog”, at man kunne få det lidt varmt og tørt, men det var også det. Der var slet ikke snak om, at det er en rejse, man gennemgår som kvinde, og når man kommer ud på den anden side, så er det med en klarhed om, at man ikke skal overpræstere,” siger hun og fortsætter:

”Du finder fred med, at du ikke længere kan alt. Du har jo været der engang og trykket pedalen helt i bund, så det er ikke, fordi du ikke allerede har gjort dig umage og haft travlt. Nu handler det i stedet om at drage omsorg for dig selv. Du skal ikke klare alt, og du må gerne sige, at du ikke gider. Det er simpelthen så frydefuldt. Du skal ikke vinde over dig selv mere.”

En ekstra jetmotor

Mette Horn beskriver sit forhenværende energiniveau som en ekstra jetmotor, hun kunne tænde, når hun fik brug for den. Men den har hun ikke adgang til længere.

”Det er noget, jeg har måttet erkende, men det er jo også en fredfyldt rejse at indse, at det gear ikke er så tilgængeligt mere. Jeg gider faktisk heller ikke at benytte mig af det mere. Jeg er nået til et tidspunkt i mit liv, hvor jeg ikke gider at præstere på samme niveau i mit arbejdsliv, som førhen. Hvor jeg ikke skal løbe den der ekstra mil for at lykkes.”

Forleden skulle Mette Horn på arbejde, hvor hun skulle indtale en speak på et projekt. Om morgenen, inden hun skulle afsted, var hun træt, fordi hun havde sovet dårligt, og desuden havde hun heller ikke haft tid nok til at forberede sig. Hun burde have lagt sig syg, siger hun, men det var også pinligt, for hun havde allerede rykket aftalen én gang tidligere.

”Jeg mødte op og tænkte, at jeg bare kunne tænde for min jetmotor – og den ville bare ikke. Vi måtte simpelthen indse, at det var en dårlig dag, så jeg tog hjem igen. Summa summarum, så fik jeg en erkendelse af, at jeg skal være mere ærlig og omsorgsfuld overfor mig selv. Især når jeg kan mærke, at jeg ikke kan præstere ekstra. Det skal jeg ikke. Man gør det et par gange, før man indser, at det skal man ikke længere. Så hvis jeg en anden dag kan mærke, at jeg ikke kan piske mig op til noget, så kommer jeg til at melde mig syg.”