Portræt af Agata Adamczuk.

Da Agata så de to streger på graviditetstesten, gik hun i panik

Polens restriktive abortlovgivning blev yderligere strammet i 2020, hvilket har fået polske kvinder til at danne netværk, hvor de hjælper hinanden med illegalt at skaffe abortpiller. Agata Adamczuk er en af dem, der hjælper med at skabe den tryghed, hun selv manglede.

ALT for damerne logo

Da Agata Adamczuk så de to streger på graviditetstesten, gik hun i panik:

"Jeg var overbevist om, at min forsinkede menstruation skyldtes den fortrydelsespille, jeg havde taget efter at have haft ubeskyttet sex," fortæller Agata om de desperate dage i 2019, hvor det gik op for hende, at Polens restriktive abortlovgivning ville få afgørende betydning for hendes liv.

Allerede dengang var abort kun lovligt i helt særlige tilfælde; hvis den gravides liv var i fare, hvis graviditeten var resultatet af voldtægt eller incest, eller hvis fostret havde fatale abnormiteter. 

I 2020 strammede den daværende højreorienterede regering loven yderligere, så misdannelser ikke længere er en gyldig grund.

For Agata gjaldt ingen af disse grunde. Hun ville bare bestemme over sin egen krop og var ikke i tvivl: Hun ønskede en abort. Til gengæld anede hun ikke, hvor hun skulle gå hen med det ønske. Hun turde knapt nok google ”hvordan afslutter man en graviditet?”.

"Er der sikre måder at gøre det på? Hvordan får jeg penge til det? Jeg følte, at jeg var ved at drukne. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, og jeg følte mig så alene," fortæller Agata, der i dag er 33 år og bor tæt på Warszava.

"Min viden om de tilgængelige muligheder var ikke-eksisterende. Jeg vidste, at det var muligt at tage til udlandet, men det var dyrt, og jeg tjente meget lidt. 

Jeg havde også den der andenhåndshistorie hængende i baghovedet – måske har alle hørt den på et tidspunkt; en slags urban legend om en ven af en ven, der var gravid, købte abortpiller online og næsten døde. Jeg var bange for at søge information selv.

Polen: Abortloven

Siden 2020 har det kun være lovligt at få abort i Polen, hvis graviditeten udgør en direkte trussel mod kvindens liv eller helbred samt i tilfælde af voldtægt eller incest. 

Polen havde i forvejen en af de mest restriktive abortlove i Europa, kun overgået af Malta, hvor abort er helt udelukket.

Også Færøerne har fortsat en stram lovgivning, som kun tillader abort i tilfælde af voldtægt, hvis kvindens helbred er truet eller hvis der er stor risiko for alvorlige arvelige sygdomme.

Ifølge organisationen Center for Reproductive Rights lever 95 procent af Europas kvinder i den fødedygtige alder i lande, hvor kvinden har ret til at vælge en abort.

Jeg vidste, at jeg var i en meget sårbar position – desperat, villig til at gøre alt for at slippe ud af en uønsket graviditet og utrolig let at narre."

Agata endte med at tage et lån i banken og gå til en gynækolog, som en veninde havde hørt om. Han var kendt for illegalt og mod betaling at hjælpe kvinder af med deres uønskede graviditeter. 

Hun tænkte, at når han var læge, ville det være mere sikkert end selv at finde en forsyningskilde på nettet. 

Så med 1500 zloty i hånden – det halve af en månedsløn for hende – mødte hun op på klinikken, hvor hun i venteværelset sad omgivet af gravide kvinder, der blot skulle til de obligatoriske tjek.

"Da jeg trådte ind på kontoret, vidste jeg ikke, hvordan jeg skulle starte samtalen eller forklare, hvad jeg havde brug for. Jeg mumlede, at jeg var gravid, ikke ville være det, og havde hørt, at han kunne hjælpe mig. 

Alle kvinder – alle lande – én kamp: FRIHED

I denne uge løfter ALT for damerne og alt.dk blikket fra det nære og rækker ud mod kvinder i verden omkring os, hvor den frihed, der herhjemme kan føles som givet, er under pres. 

I alt for mange lande går det tilbage for kvinders rettigheder, og vi kunne have stukket knappenålene i verdenskortet mange steder. 

Vi har udvalgt otte personlige historier fra otte forskellige lande, hvor vi får et kig ind i virkeligheder, hvor forholdene for kvinder simpelthen går den forkerte vej. Hvor kvinder mister frihed.

Forhåbentlig vil artiklerne efterlade dig både oplyst og grebet af trang til at tale videre om det. Det er nemlig det budskab, der går igen i kvindernes fortællinger: I kan hjælpe os ved at huske os, tale om os og dele vores Instagram-stories. 

Vi håber, du vil hjælpe med at sprede budskabet – og har du lyst til at gøre mere, kan du købe den plakat, vi har lavet ud af forsiden. For at mange har det værre end os selv, betyder ikke, at de ligestillingsproblemer, vi har i Danmark, er ubetydelige. Men disse kvinders historier minder os om, at frihed også er en forpligtelse; at vi skal bruge vores udstrakte frihed til at kæmpe videre. For os og for dem.

Han spurgte kun, hvor jeg havde hørt om ham. Vi lavede en ny aftale et par dage senere – en ”ventetid” for at se, om jeg skulle ændre mening, hvilket er et perfekt eksempel på abortstigma. 

Jeg vidste ikke engang, hvilken metode han ville bruge til at afslutte graviditeten, men jeg havde ikke noget imod det. Jeg ville bare afslutte mareridtet, uanset hvordan. Til sidst gav han mig misoprostol. 

Han fulgte ikke WHO’s retningslinjer for dosering; i stedet for tre små doser gav han mig én stor dosis. Heldigvis virkede det, og få timer senere var jeg ikke længere gravid."

Om Agata Adamczuk

Aktiv i organisationen Dziewuchy Dziewuchom Foundation, som arbejder for seksuel og reproduktiv sundhed i Polen.

Først bagefter opdagede hun, at der findes forskellige netværk af kvinder, der hjælper hinanden med at skaffe abortpiller uden ågerpriser. 

Det fik hende til at gå aktivt ind i kampen for at aftabuisere abort og tale højt om sin egen historie. I dag er hun aktiv i organisationen Dziewuchy Dziewuchom Foundation, som er én ud af en række polske feministiske organisationer, der er opstået som reaktion på de strenge abortlove, og som arbejder for seksuel og reproduktiv sundhed.

"Når du ser din ven tale åbent om abortpiller, giver det dig mere selvtillid til at bestille pillerne fra en kilde, de anbefaler. 

Det giver en følelse af tryghed, noget jeg i dén grad manglede, da jeg selv havde brug for en abort. 

Over tid begyndte også fremmede at kontakte mig. Og det fortsætter den dag i dag; jeg giver information om sikre kilder til pillerne, hvordan man forbereder sig til en medicinsk abort, og jeg støtter folk, mens de tager pillerne."

Vi har ingen tillid

Kvinder som Agata fortsætter dette arbejde, selv om Polens regering, der kom til magten i slutningen af 2023 med Donald Tusk i spidsen, har lovet at arbejde for lempelser. 

De har mistet tilliden til systemet.

"Den tidligere højreorienterede regering skjulte i det mindste ikke, hvad de virkelig mente om abort. Den nye regering lader som om, de bekymrer sig om vores sag, men i praksis gør de ingenting. 

Adgang til abort er ikke blevet forbedret det mindste, trods de højrøstede løfter, de gav under valgkampen. Vi har ikke længere tillid til politikerne. 

Vi fokuserer på at støtte mennesker i uønskede graviditeter i stedet for at vente på en juridisk ændring, der måske aldrig kommer," siger Agata.

I dag bliver der kun gennemført nogle få hundrede lovlige aborter om året i Polen.

Hvad kan vi som danske kvinder gøre for at hjælpe?

"Først og fremmest: Tal om, hvad der sker i Polen, glem os ikke. Hver stemme til støtte for vores kamp er vigtig for os. 

Hvis I har mulighed for det, så støt organisationer, der hjælper med at give adgang til abort i lande som Polen."

Støt og få plakaten

Forsiden af denne uges ALT for damerne er et maleri af kunstneren Kimia Bahari, som har iransk baggrund. 

Vi har ud fra maleriet skabt en plakat, og hvis du kunne tænke dig at få et eksemplar og samtidig bakke op om arbejdet for kvinders vilkår ude i verden, kan du gøre det igennem disse to organisationer:

Få plakaten hos Sex og Samfund her

Få plakaten hos Plan Børnefonden her