Annas bror var alkoholiker - en sms fra hendes far fik hendes verden til at bryde sammen
Når Anna skal holde juleaften med sin familie, er det første gang, hun ikke skal være bekymret for sin storebrors alkoholmisbrug. Her fortæller hun om at stå på sidelinjen, når en, man holder af, kæmper med et misbrug. Og om de følelser af svigt, håb, skyld og skam, der uundgåeligt følger med.
"Hej Simon og Anna. Jeg vil bare fortælle jer, at mor og jeg sidder ude på psykiatrisk afdeling med Philip. Han har sagt, at han gerne vil have hjælp."
Sådan lød beskeden, Anna modtog fra sin far for omkring et år siden. Det blev kulminationen på en lang årrække, hvor hendes storebror Philip havde haft problemer med at styre alkoholen. Et misbrug, der gjorde ham til en anden, og som
påvirkede hele familien. Da Anna modtog beskeden, brød hendes verden sammen.
"Jeg var jo virkelig ked af, at han havde det så dårligt, men samtidig gav beskeden mig en forløsning. Endelig var det gået op for ham, at han havde brug for hjælp. Nu var han knækket."
Philip var 31 år, da han vandt en kamp, der havde stået på, siden han var helt ung. I dag har han været ædru i 13 måneder, og han har ingen planer om at vende tilbage til sine gamle vaner. Selvom det nu er et overstået kapitel, har årene med misbruget sat tydelige spor i de mennesker, der forgæves forsøgte at hjælpe ham.
Anna voksede op i en helt almindelig familie i Nordsjælland med en mor, en far og to brødre. Som ung tog hendes storebror Philip til Gran Canaria for være ferieguide for Spies. I Spanien var hans tilværelse præget af fest og farver, men hjemme i Danmark blev forældrene skilt, og det tog hårdt på Philip.
"Både min mor og far besøgte ham på skift, og der gik det op for os alle, hvor dårligt han faktisk havde det. Han havde altid været en meget glad dreng, og det var svært at vide, når han kæmpede med noget.
Netop det, at han kæmpede med noget, blev tydeligt, da han kom retur til Danmark. Philip havde ikke lagt guidelivets feststemning på hylden, og han begyndte at gå meget i byen - ligesom mange andre unge mennesker. Men ulig de fleste unge begyndte han at få en mærkelig opførsel, når han drak.
I starten tænkte hans familie, at han bare levede livet. Anna gik også selv meget i byen dengang, men for Philip var der et problem, der skilte ham fra andre festglade unge: "Han kunne ikke stoppe. Han vidste ikke, hvornår festen var slut."
Når han var sammen med sin familie eller sine venner, drak han også mere end alle andre. Han blev højrøstet og provokerende, og Anna havde svært ved at genkende sin storebror, når han havde drukket. Flere af hans nærmeste forsøgte at tale med ham og give udtryk for deres bekymring, men deres ord trængte ikke ind. Philip syntes ikke, at han drak for meget, og han ville ikke anerkende, at han havde et problem.
Anna Lysholm er studerende, 27 år og bor i Rødovre med sin kæreste. Hendes storebror, Phillip, har i en længere årrække haft et misbrug af alkohol. Anna har også en anden bror, Simon, der ikke medvirker i artiklen. Foto: Peter Nørby.
"Jeg tror også, det er svært at indse, at man har et problem, fordi vi har en drukkultur i Danmark, hvor det er meget normalt at gå meget i byen, når man er ung. Det kan være svært at finde ud af, hvornår det er for meget, forklarer Anna.
Annonse
De efterfølgende år udviklede Philips misbrug sig, og familien stod på sidelinjen og følte sig magtesløs. De vidste ikke, hvordan de bedst kunne hjælpe ham, især når han ikke ville indrømme, at han havde et problem.
"Vi prøvede at sætte nogle regler op. For eksempel at vi ikke serverede alkohol til min mors fødselsdag, eller at vi sagde, at vi ikke ville komme, hvis han skulle drikke. Det resulterede bare i, at enten kom han slet ikke, eller også havde han drukket, før han kom."
Anna var klar over, at Philip drak mere, end hvad der er normalt. Men hun havde endnu ikke opdaget, hvor omfattende hans misbrug var.
Du skal ikke komme her igen
Philip og Annas far er gift med en amerikaner og bor halvdelen af tiden i USA. Under en ferie hos ham oplevede Anna en side af Philip, der gav hende en følelse af, at nu var det nok.
"Min far havde inviteret os ud at spise, og han havde sagt, at der ikke var nogen, der skulle drikke inden. Men Philip var selvfølgelig virkelig fuld alligevel, og da vi kom tilbage til huset, tog han en golfbil og kørte rundt i nabolaget."
I området mødte Philip nogle børn, der var ude at lege. Børnene blev bange for den fulde fyr i golfbilen, og deres bedstemor endte med at ringe efter politiet. Philip var så fuld, at han nægtede at tale med betjentene, og derfor blev han lagt i håndjern.
"Min far stod faktisk og sagde, at de bare kunne tage ham med, for nu skulle der være nogle konsekvenser. Det havde der ikke været nok af for Philip, han havde bare kunnet gøre, som det passede ham.
Episoden endte med, at Philip alligevel valgte at forklare sig og fik lov til at gå indenfor. Men det betød ikke, at situationens alvor trængte ind. Da Philip trådte ind i huset igen, gik han direkte ind på et værelse for at drikke videre.
Foto: Peter Nørby
"Der sagde min far, at han ikke skulle komme derover igen," fortæller Anna om episoden.
Turen til USA blev et vendepunkt for Anna. På vejen hjem indså hun, at hun ikke orkede mere. Hun gad ikke flere pinlige episoder, der ødelagde stunderne med familien. Hun ville have en pause fra Philip, men det var nemmere sagt end gjort.
"Jeg nåede til et punkt, hvor jeg tænkte, at nu kan jeg ikke mere. Hvis han ikke vil hjælpes, så må han leve det liv, han vil, men jeg kan ikke være en del af det. Jeg tænkte: ”Så må du jo leve sådan, men du kommer aldrig til at være en større del af mit liv, og når jeg får børn, kommer du aldrig til at passe dem, for jeg kan ikke stole på, at du er ædru”.
Det var ikke første gang, at Anna havde stoppet kontakten med sin bror. I flere kortere perioder har hun gennem årene sagt til ham, at de ikke kunne være i hinandens liv.
Annonse
Jeg sagde: ”Philip, jeg kan ikke. Du ødelægger mit liv og min hverdag. Jeg kan ikke sove om natten, fordi du ringer”.
Det var en kæmpe stressfaktor for mig, for jeg har jo også et liv. Jeg har en kæreste, og jeg går i skole, og jeg har et arbejde. Jeg kan ikke blive ved med at bruge min tid på at bekymre mig om, hvor han er."
Selvom det var svært for Anna at have Philip i sit liv, var det mindst lige så svært, når hun ikke havde kontakt til ham. For så kunne tankerne få frit spil.
"Jeg tvivlede hele tiden på, om det var den rigtige beslutning. Når han ringede, og jeg ikke tog den, sad der en angst i mig. Hvad sker der? Er det fordi, han virkelig har brug for hjælp? Er han blevet slået ned? Så kom alle de tanker. Så i nogle perioder har det været hårdere at skulle lægge ham på is."
Annonse
Svigtet
I de år, hvor hans misbrug stod på, var Philip svær at regne med. Anna kunne ikke stole på, at han overholdt de aftaler, de lavede. Det efterlod hende med en følelse af svigt, som har været svær at give slip på.
"Han ville meget gerne være sammen med familien hele tiden, så jeg prøvede at give ham mange chancer. Men så kom han ikke. Og hvis han gjorde, så vidste jeg, at hvis han fik et opkald om noget, der var sjovere, og som inkluderede alkohol, så ville han tage afsted. Det er der, man føler sig svigtet," fortæller Anna.
Det var ikke en enkeltstående oplevelse for Anna, at Philip brændte hende af. Alle episoderne efterlod hende med den samme følelse: At hun var dum, fordi hun troede på ham.
"Engang var jeg lige flyttet til Østerbro, og han skulle komme for at se min nye lejlighed. Jeg tænkte, at nu skulle vi have en god aften. Men så kom han bare ikke.
Jeg sad der og tænkte: ”Hold kæft, hvor er du dum”. Jeg ventede og ventede, og der gik nok to timer.
Ringede han?
"Ja, så kom han med alle mulige søforklaringer, han var så god til at manipulere. Men jeg vidste godt, at det sikkert var fordi, han var blevet inviteret til noget, han hellere ville, eller at han var blevet for fuld og ikke ville komme."
I en hvirvelvind af svigt, afmagt og forsøg på at droppe kontakten forsvandt Anna længere væk. Hun følte, at hun mistede sig selv i processen.
"Jeg kunne stå om fredagen og tænke, at nu sætter jeg en grænse for ham. Så blokerede jeg hans nummer, så han ikke kunne kontakte mig. Så gik der to dage, og så ville jeg få en lang besked fra ham, hvor der stod, hvor meget han holdt af mig, og at han ville stoppe med at drikke. Så fik jeg noget håb, og så svarede jeg ham. Der kunne jeg mærke, at jeg mistede mig selv, fordi mine grænser hele tiden blev overskredet."
Det var svært for Anna at se på, at hendes bror forsvandt længere ned i flasken, uden at hun kunne gøre noget for at hive ham op. Hendes grænser blev rykket, fordi hun hele tiden strakte sig længere i et forsøg på at hjælpe ham.
"Jeg følte mig magtesløs. Jeg følte, at jeg skulle redde ham, men jeg kunne ikke redde ham. Jeg vidste, at han havde et problem, men hvordan skulle jeg hjælpe ham?"
Hun havde placeret et ansvar på sine egne skuldre, som var svært at slippe af med.
"Men det var kun ham selv, der kunne ændre hans liv. Jeg kunne ikke ændre det. Det tog mig lang tid at indse det, og det var meget svært. Jeg har grædt over det mange gange."
De mange tårer skyldtes også en manglende forståelse for de ting, han valgte at prioritere. Det var svært for Anna at relatere til de valg, hendes bror tog, da han kun havde flaskerne for øje.
"Jeg tænkte: ”Hvordan kan du smide dit liv væk sådan der? Du mister alt. Du mister dine venner, dit arbejde, dine kærester og til sidst, så mister du os. Hvorfor vil du det?” Det er først efter, han er blevet ædru, at han har fortalt, hvad han gik og kæmpede med. Det tror jeg ikke, at jeg forstod dengang."
Bunden
Så er vi tilbage, hvor vi startede. Da Anna modtog en sms fra sin far, hvor der stod, at Philip ville have hjælp til at bekæmpe sit misbrug. Men kan man tro på, at det ikke bare er noget, han siger? Igen.
"Jeg har aldrig set ham så langt nede, som han var der. Så det gav mig håb, fordi jeg tænkte, at nu var han virkelig ramt."
Mens Philip var indlagt på psykiatrisk afdeling, mødte han andre i samme situation. Blandt andre en ældre mand, der fortalte, at han kom engang imellem for at blive afruset, men at han havde en flaske vodka klar derhjemme. Det gav Philip et blik ind i en mulig fremtid.
"Jeg tror, det sad så dybt i Philip, at det var der, han endte, hvis han ikke stoppede. Det var en øjenåbner, og det gjorde, at jeg troede på ham."
Inden Philip blev udskrevet, tog Anna hen for at gøre rent i hans lejlighed, så han kunne komme tilbage til et rent hjem. Han havde sagt, at hun skulle lade være, men hun havde gjort det alligevel.
Her fandt hun ud af, hvor omfattende hans misbrug var blevet.
"Jeg tænkte, at der nok ville ligge et par flasker, men jeg fyldte tre poser, og der var vin under sengen. Der fik jeg et chok. Det er først efter, han er blevet ædru, at han har været ærlig omkring, hvor meget han drak. Jeg vidste for eksempel aldrig, at han drak vin til morgenmad."
Philip afsluttede sin behandling på psykiatrisk afdeling og har efterfølgende gået i et forløb for at blive ædru for evigt. I dag har han været ædru i 13 måneder.
En ny bror
Selvom Anna tror på Philip, når han siger, at han er færdig med at drikke, er der stadig en tillid, der skal genopbygges. Og det tager tid.
"Vi gjorde det meget klart for ham, at bare fordi han havde været ædru i to måneder, så stod vi jo ikke med jublende arme og glemte alt, hvad der var sket. Vi fortalte ham, at han havde brudt tilliden i så mange år, at den ikke bare ville komme retur over natten.
Er du bange for, at han begynder at drikke igen?
"Jeg tror, at jeg er i en ny fase som pårørende. Jeg er ikke bekymret på samme måde som før, for jeg ved, at han er et godt sted. Men jeg tror, det ligger så dybt i en, at man er nervøs for, om han får et tilbagefald. For det er jo normalt, og der er en risiko for, at det kan ske. Så derfor bliver jeg nervøs, hvis han ikke tager telefonen. Jeg har også sagt til ham, at det ikke er fordi, jeg vil kime ham ned og tjekke op på, hvor han er, det er slet ikke mit ansvar, for han er en voksen mand. Men bekymringerne ligger bare så dybt i mig."
Anna med sin bror Philip, som ikke har rørt alkohol i 13 måneder.
I dag er Philip ædru, og det har skabt store ændringer i hans liv – men også i Annas liv. Hun beskriver, at hun har fået en helt ny bror.
"Jeg kan have lange samtaler med ham, og han husker ting, som han ikke gjorde før. En dag ringede han og spurgte, hvad jeg lavede, hvor jeg svarede, at jeg lige var kommet hjem fra træning. ”Træner du?”, spurgte han. Jeg har trænet crossfit i tre- fire år, men det anede han ikke," griner Anna.
Udover en forbedret hukommelse er Philip også blevet bedre til at være opmærksom og sætte ord på sine følelser. Anna beskriver sin nye bror som en, man har lyst til at være meget sammen med.
"Han var jo altid selvoptaget, når han havde drukket. Han har været pisseligeglad med os andre. Så han har aldrig vidst, hvad der foregik i mit liv. Men nu kan jeg bare mærke den her glæde, han har på andres vegne."
Deres nyfundne relation gør også, at de kan lave ting, som Anna ikke har haft lyst til før.
"Jeg har aldrig haft ham med til arrangementer før, men det er vi begyndt at gøre nu, for nu vil jeg gerne have ham med. Han må gerne møde mine venner, for nu kan jeg overskue det, og det er rent faktisk hyggeligt. Det har ikke været hyggeligt før," fortæller Anna med et skævt smil.
Jul i år
En af de ting, de skal sammen, er juleaften. Det er den første jul, hvor Philip har det rigtig godt, og det gør, at Anna glæder sig til at fejre højtiden. Og det er en stor gave, for sådan har det ikke altid været.
"Jeg har nok altid glædet mig til juleaften, men jeg har samtidig haft en følelse af, at jeg ikke rigtig orkede det, fordi vi altid skulle være lidt på dupperne. Aftener, hvor vi har været samlet med familien, er tit blevet ødelagt. Der var en juleaften, hvor Philip havde drukket næsten en hel flaske gin, og så blev han uvenner med min far. Det gjorde selvfølgelig min far ked af det, og hele aftenen endte i hat og briller. Og hvis der var en jul, hvor han holdt sig tilbage og ikke drak særlig meget, så gik han tidligt for at tage i byen. Det var svært at redde stemningen, når den først var blevet dårlig, og hvis nogen påtalte hans indtag, ville det kun forstærke den dårlige stemning.
"Hvis vi sad omkring bordet, og der var en, der prøvede at sige: ”Philip, jeg tror ikke, du skal have mere nu”, så ville han bare have kigget på vedkommende og fyldt glasset helt op i ren provokation."
Men når kalenderlyset brænder ned i år, kan Anna rent faktisk tælle ned til en hyggelig, og ikke mindst rolig aften med dem, hun holder af.
"Det er den første jul, hvor Philip har det så godt, som han har, så det glæder jeg mig meget til. Jeg har nærmest lyst til, at han skal komme tidligere, bare så vi kan hygge os mere."
Og alkoholen bliver heller ikke et problem – slet ikke for dem, der stadig gerne vil nyde et glas til maden. For Philip har nemlig intet problem med, at andre drikker i hans nærhed, tværtimod.
"Han bliver nærmest irriteret, hvis folk holder igen på grund af ham. Han ved godt, at alle i vores familie kan lide et glas vin, så hvis vi alle sammen sidder og drikker et glas vand, så bliver han træt af os."
Anna tror faktisk, at det nærmere er dem omkring ham, der synes, det kan være svært, hvordan man skal agere.
"De første mange måneder var det sådan, at når Philip kom, så drak vi ikke. Og hvis vi var ude at spise, så fik vi en cola. Til sidst sagde Philip, at nu skulle vi simpelthen stoppe, for det var ikke et problem for ham. Han havde indset, at han ikke ville komme til at drikke igen, men vi skulle stadig hygge os."
"Det er nok ikke alle, der har lyst til at være i et selskab med alkohol, hvis man har haft et misbrug, men for Philip er det rart, at hans liv kan være ligesom alle andres, også selvom han ikke længere drikker alkohol."
Tal højt
I de år, hvor Philip drak, talte Anna om det med sin familie og delte problemerne med sine venner, men hun fik aldrig professionel hjælp.
"I nogle perioder var det nemmere ikke at snakke om det. Men set i bakspejlet tror jeg, det ville have været godt at snakke med nogen. Især en, der kunne se det med andre briller, og som kunne give mig nogle værktøjer. Fordi jeg syntes, det var svært at vide, hvordan jeg skulle håndtere det hele."
Det var svært for Anna at læsse af på dem, der havde de samme bekymringer som hende.
"Hvis jeg ringede til min mor for at komme af med noget omkring Philip, så blev hun jo også ked af det. Så jeg tror, det havde været rart at have en, der ikke kendte vores familie, hvor jeg bare kunne lette mine skuldre. Og især en, der kunne fortælle mig, at jeg ikke var alene, og at der var andre familier ligesom vores. Fordi jeg har følt mig meget alene, og jeg har tænkt, at det kun var min familie, der var så kaotisk."
I dag kan hun tydeligt se fordelene ved at søge hjælp og tale med nogen om de svære ting, der følger med, når man er pårørende til en misbruger. Derfor har hun også et godt råd til andre, der kan spejle sig i hendes situation.
"Tal med nogen om det. Det kan være andre pårørende eller en fagperson, bare du finder den, du bedst kan tale med. Det er vigtigt, at du opdager, at du ikke er alene, selvom det nemt kan føles sådan. Fordi du er ikke alene."
Annas bror Philip har sagt ja til, at hun deler deres historie med ALT for damerne.
