Tre kvinder har mistet en legemsdel – og har i dag fundet styrken i deres nye liv

Ea havde kræft som ung

Mistede højre ben

Jeg var 13 år, da jeg fik konstateret knoglekræft. 

Jeg skulle sandsynligvis have amputeret benet, men lægen sagde også, at de kunne forsøge at redde det. 

Dorte og Flemming flyttede fra hinanden for at redde forholdet: ”Mange har fordomme”

Dorte og Flemming er kærester men bor ikke under samme tag - og for dem er det den helt rigtige måde at dele livet på.

De følgende tre år var jeg igennem 25 operationer og sad i kørestol. Til sidst fik jeg kvalme blot ved at være i nærheden af et hospital. Da jeg var 16 år, kom kræften tilbage, og man skulle finde ud af, om den ”kun” sad i musklerne eller også i knoglen. 

Jeg magtede ikke flere operationer, så jeg aftalte med lægerne, at nu kom jeg i narkose, og så måtte de gøre, hvad der skulle til.

Da jeg vågnede, havde de taget benet. Først troede jeg, lægen lavede sjov, for jeg kunne stadig mærke min fod og mit ben. Han sagde, at det var fantomfornemmelser, klappede på dynen og viste mig, at der ikke var noget.

Lige der var det en lettelse. Nu skulle jeg ikke igennem flere operationer og mere uvished. Det gav mig et utroligt gåpåmod, at jeg ikke længere havde smerter. Efter årene i kørestol oplevede jeg et kæmpe drive i forhold til at lære alt det nye: stå på ét ben, gå med krykker, gå op og ned ad trapper. 

Det var svært, men jeg kunne selv gøre noget for at komme fremad i livet.

Efter nogle måneder fik jeg en benprotese. Men det krævede meget bare at have den på. 

Noget klør, noget svier, noget gør ondt. Men jeg kom i gang med at cykle, hvilket gav en enorm frihed. I de tidlige år fyldte det meget at lære at gå, cykle og svømme. Først i mine mere modne år har jeg fundet overskuddet til også at sørge over den førlighed, jeg mistede. 

Dengang knoklede jeg på for at overleve og fik hele tiden at vide: ”Nej, hvor er du sej!” Først senere fik jeg mere fokus på at passe på mig selv.

Min protese er min bedste ven. Den står altid øverst på min to-do-liste. 

Anne-Marie og Per er kærester men bor ikke sammen: ”Der går aldrig hverdag i vores forhold”

Anne-Marie og Per har aldrig boet sammen, og for dem fungerer det rigtig godt at være kærester uden at dele samme hjem.

Nogen i min familie skal være meget syge, før de kommer før den. At have en protese er et ekstraarbejde. Jeg lader den op to gange om ugen, og almindeligvis fungerer den upåklageligt, men nogle gange skal den justeres. 

Den kan også gå i stykker, og så får jeg et låneben, nøjagtigt som når bilen er til service.

I ti år har jeg haft en protese med computerstyret knæled. Det gør, at min krop og mine muskler bliver langt mindre slidte. I sommer slog jeg min personlige rekord og gik 13,5 kilometer over en dag. 

Jeg var ikke engang udmattet om aftenen. Tidligere kunne jeg måske gå fem kilometer, og så var jeg udmattet. Men det fylder, at mit liv bygger på, at kommunen bevilger en god protese og bliver ved med det. 

Første gang fik jeg afslag på den avancerede protese. Først efter et års kamp, der endte med en stresssygemelding, fik jeg det hjælpemiddel, der for mig føles livsvigtigt.

Benamputationen har ikke hindret mig i det, jeg drømte om.

Jeg fik en uddannelse. Jeg fandt en motionsform, havkajak, der passede til mig. Jeg blev gift og fik tre børn. Jeg har haft fokus på at gøre det, jeg gerne vil, selv om det kan være ubehageligt for eksempel at gå i svømmehal, hvor folk glor. 

På et tidspunkt begyndte jeg at gå i kjoler og nederdele frem for at skjule protesen bag bukser.

Som ung var jeg optaget af blikke og vurderinger. Jeg kunne opleve fulde folk råbe ”gå ordentligt”, eller at der blev talt bag min ryg i svømmehallen: ”Gud, har du set hende der?!”

DSB har fået en samtalekupe - galt eller genialt?

På B-linjen mod Høje Tåstrup havde jeg personlige samtaler med fremmede mennesker, og det var virkelig fedt. Initiativtagerne bag håber på, at vi i fremtiden vil blive bedre til at snakke med hinanden i det offentlige rum.

I dag når jeg stiger ud af min bil, får jeg af og til bemærkninger som ”det er altså en handikap-p-plads.” Der må jeg svare: ”Ja, jeg har også et handikapkort.” Det er ubehageligt. 

Ellers møder jeg mange positive reaktioner. Sidst i svømmehallen spurgte en dame meget respektfuldt, og så fortæller jeg gerne.

Jeg kan gøre de ting, jeg gerne vil. At have kræft og få benet amputeret i en tidlig alder har været et arbejde, men har også givet mig erfaringen, at svære ting går alligevel. Det var for eksempel en kæmpe hjælp, da jeg fødte mit første barn. 

I sådanne situationer ved jeg, at min krop nok skal klare det. Jeg har afgjort en indre råstyrke, jeg kan trække på.

Line var ude for en ulykke

Mistede højre tommel- og pegefinger

Jeg var 23 år, og det var sommer. Min kæreste og jeg kløvede brænde på vores gård med en stor brændekløver, der sad bag på en traktor, hvor et stempel kører træstubbene hen til en kile. 

Den dag gik no­gle dimser løs, så vi slukke­de maskinen. Men da han tænder trak­to­ren, kører stem­plet, uden, at jeg har tændt brændekløveren, fordi jeg har glemt at slå håndtagene fra.

Petra Nagel savner en veninde – men hvorfor er det så svært som voksne?

Tv-vært Petra Nagel savner en nær veninde i det lille lokalsamfund, som hun og familien for nylig er flyttet til. Men hun er i tvivl om, hvordan man som voksen skaber nye venskaber, når man også har travlt med både arbejde og familieliv.

Jeg står ukoncentreret og kigger på vores hunde­hvalp. Min hånd er placeret på bræn­dekløveren mellem stubben og kilen, og da maskinen begynder at køre, opdager jeg ikke, at hånden bliver klemt af. 

Jeg kan godt se, der sker noget, men jeg mær­ker det ikke. Jeg tager arbejdshandskerne af og ser, at jeg mangler to fingre – og så skriger jeg. 

Blodet sprøjter ud. Min mand løber ind og ringer 112, og jeg løber efter og siger: ”Du skal ud at finde fingrene!” 

Jeg er bange for, at hunde­hvalpen spiser dem.

Han løber ud og får fat i fin­grene. Ambulancefolkene siger, at han skal få dem ud af handskerne og ned i noget koldt. Imens ligger jeg på køkkengulvet og er småsvimmel. 

Det er som en film. Jeg har ingen smerter. 

Overhovedet.

Der går 20 minutter, før ambulancen kommer – vi bor langt ude på landet. Med udrykning og politieskorte bliver jeg kørt til Nykøbing Falster – og senere Odense. 

Det er de to vigtigste fingre, der er blevet hugget af, men i ambulancen tænker jeg: Nu kommer jeg til Odense, de sætter mine fingre på, og så bliver alt som før. Jeg er ni timer på operationsbordet. 

De borer i knoglerne og syr muskler og blodkar sammen, og de døde nervefibre fra fingrene syes sammen med de raske nerveender fra hånden. 

De syr kun tommelfingeren på; det fungerer ikke med pegefingeren.

Efterfølgende skal jeg ligge på ryggen i tre døgn. Min arm hænger i et stativ, og der bliver målt temperatur på min finger hver time. Hjemme skal jeg være inde i tre uger, før jeg begynder på genoptræning.

Mette Lisby er ikke enig i, at man kun kender til kærlighed, hvis man har fået børn

Det var et enormt chok for Mette Lisby, da hun opdagede, at hun ikke bare kunne blive gravid, men i dag er det ikke en sorg for hende, at hun ikke fik børn.

Jeg gik til genoptræning på Rigshospitalet – fire timer om dagen, fire dage om ugen i et halvt år. Jeg lærte, hvordan man holder en blyant, skræller kartofler og hænger vasketøj op. 

Mine nærmeste venner var hjælpsomme, men mange medstuderende på mit studie havde berøringsangst. Ulykken rygtedes lynhurtigt, og jeg kunne godt mærke, at de kiggede – uden at sige noget.

Jeg havde fantomsmerter i næsten et år. Efter otte-ni måne­der holdt kløen og summen op i den finger, jeg ikke havde. Når man trykker nok på stumpen til, at hjernen finder ud af, at der ingen finger er, så holder det op.

I dag mangler jeg højre pegefinger. Den tommel, de syede på, har nedsat følelse og bevægelse. Jeg kan det meste, men jeg kan ikke spille badminton, tennis og volleyball. 

Eller skære hvidkål. Min mand elsker volley, og vi havde planer om at spille beachvolley i haven. Men som han og børne­ne siger: Så laver vi bare noget andet. 

Jeg har lært at gøre tingene på en anden måde. Jeg går med luffer på højre hånd ti måneder om året for at undgå kulde på grund af dårligt blod­omløb. Men jeg er et optimis­tisk menneske. 

Selvfølgelig har jeg været ked af det, men shit happens. Sådan er det, når man arbejder med maskiner og motorsave og synes, det er sjovt.

Jeg føler mig forfulgt af min nye overbo

"Jeg er som sagt sindssyg glad for lejligheden og området, men min emsige overbo ved jeg slet ikke, hvordan jeg skal tackle, for jeg føler mig efterhånden konstant overvåget, så kan du give mig et råd?"

Jeg er stadig bange for at få fingrene i klemme. På et tidspunkt holdt jeg hånden på siden af et køleskab, mens min bror smække­de lågen. Mine fingre var fem centimeter derfra, og jeg begyndte at stortude.

Mit og min mands forhold er stærkt. Vi har været nødt til at støtte hinanden og snak­ke om tingene. Det er en gave. 

På operationsbordet var jeg bange for, at han ikke ville være kæreste med mig mere; jeg følte en skyld over at pådutte ham mit handikap. Der ville jo være ting, han skulle hjælpe mig med, og genoptræningen var hård. 

Men han har virkelig bakket op og hjulpet.

Camilla var stofmisbruger

Mistede højre underben

Jeg vågnede op på et behandlingshjem som 42-årig. Det eneste, jeg vidste om mig selv, var, at jeg hed Camilla. Så medtaget var jeg.

Jeg begyndte at flirte med alkohol i folkeskolen. Det blev til næsten 30 år med alkohol, stoffer og piller. Jeg tog alt, hvad der virkede, og fik, som mange misbrugere, dårligt blodomløb. 

Stephanie Léon fik en ærlig besked, da hun mødte sin søns far: "Det havde jeg meget respekt for"

Skuespiller Stephanie Léon har lært, at den stærkeste kærlighedsforbindelse skabes i de små, men betydningsfulde, handlinger. Og selvom kærligheden tit har skuffet hende, ved hun, at den findes overalt - fra kassedamen i Rema til de lokale på hjørnet af kiosken.

Jeg udviklede stafylokokker og streptokokker på højre hjerteklap, og det afstedkom koldbrand i benene. De var sorte op til midten af lårene. Jeg var indlagt på Rigshospitalet og lå i respirator i tre uger.

Lægerne ville tage mine ben. Men min mor sagde: ”Hvis hun vågner uden ben, er jeg ikke sikker på, hun har lyst til at leve.” I stedet opererede de mig, og det lykkedes at få blodomløb, bare ikke i mine tæer på højre fod. 

De var som indtørrede rosiner, der faldt af. Jeg begyndte at gå forkert, for det gjorde ondt, hver gang min højre fod rørte ved jorden.

Jeg kom ud af mit misbrug på et behandlingshjem. Men min dårlige gang generede min ryg, og to år efter at jeg blev clean, sad jeg og så et tv-program med krigsveteraner – som ofte bruger proteser.

Gad vide, om det ville være en løsning for mig? Jeg kontaktede en professor på Bispebjerg Hospital, som sagde: ”Din ankel og dit underben kan du alligevel ikke bruge til noget. Du kommer til at sidde i en kørestol om fem år.”

Benet skulle amputeres under knæet. Det kunne kun blive bedre, for smerterne var en kæmpe belastning. Min mor kunne næsten ikke udholde tanken, men hun støttede mig. 

Min seksårige søn, som boede i plejefamilie, kunne ikke rumme at høre om amputationen, men da han besøgte mig på hospitalet, ville han alligevel straks se min benstump. 

Mit kunstige ben, som jeg fik senere, kaldte vi robotbenet.

Min protese består af forskellige dele: En liner, som jeg ruller på benstumpen, og som beskytter mod gnavesår og sikrer, at protesen sidder fast. 

Så ruller jeg en sleeve på, som går fra ydersiden af hylstret op til midten af låret, dækker det hele og giver sikkerhed og stabilitet. Så har jeg en separat fod, jeg sætter på. 

Protesen er en forbedring, for før gjorde det hele tiden ondt. Men jeg kan ikke gå en lang tur i skoven. Det gad jeg ellers godt. 

Hvis jeg er i Tivoli, kan jeg sætte mig på en bænk og hvile mig indimellem. Bortset fra det føler jeg mig ikke begrænset. Jeg kan det, jeg gerne vil for at have et godt liv. 

Jeg køber selv ind, og jeg træner og går i fysioterapi.

90'erne er tilbage - men hvorfor er det årti så sejlivet?

90’erne var ikke bare en anden tid, det var tiden, hvor vi stadig troede på det uendelige opsving, hvor tøjet var småt, stramt og sexet, og hvor musikscenen glødede. Nu har Oasis-brødrene indstillet skænderierne og tager på tour til sommer, Kate Moss har lanceret endnu en fast fashion-kollektion, og nylon-taskerne fra Prada bliver stadig luftet i gadebilledet og på festivaler. Men hvorfor er 90’erne så sejlivede?

De første år ville jeg ikke vise mine ben offentligt. Jeg var sikker på, at folk ikke ville kunne lide mig. Der gik seks år, før jeg turde tage en kjole på, og det har jeg gjort lige siden. 

Visse dage kan jeg godt have lyst til at gemme mig, men folk siger jo bare: ”Hold da op, sikke et fancy ben du har!” Så får vi en snak om det. 

Hvis jeg sveder, kan benet komme til at sidde forkert, og så må jeg sætte mig på en bænk og tage det af. Nogle dage er jeg ligeglad; andre er jeg mere blufærdig. 

Men jeg skammer mig ikke mere.

Jeg har været igennem en masse selvudvikling de seneste 18 år. 

Blandt andet i 'Narcotics Anonymous' og andre søsterfællesskaber, hvor vi giver styrke, håb og erfaring til hinanden. Jeg har også skrevet et brev til mig selv, hvor jeg undskylder min selvudslettende adfærd som misbruger. 

På den måde fandt jeg tilgivelse. 

I dag har jeg fred med mit manglende ben. Det hele er en del af min livsrejse – både at have mistet mit ben og at have en protese.