Christel Schaldemose: ”Min svigermor syntes, at jeg svigtede"

Hvilken vej var den første, du gik på?

"Der er mange veje i min barndom, for mine forældre flyttede efter, hvor der var arbejde. Men jeg er født på Albanigades fødeklinik i Odense, og det meste af min barndom var på Fyn. 

Der var dog lige tre års afstikker til Trollhättan, hvor vi flyttede til, da der var meget arbejdsløshed i Danmark, og mine forældre fik job som ufaglærte på en flymotorfabrik. 

Læs også

Lene Espersen efter 25 års ægteskab: ”Det er sindssygt vigtigt, ellers vælter man”

Jeg gik i 2. til 4. klasse i Sverige, og jeg kan stadig tale svensk og har en stor forkærlighed for Sverige. Jeg taler tit svensk med mine svenske kolleger i parlamentet, og det har åbnet en del netværk for mig.

Da vi kom hjem, boede vi i Søndersø, som er en lille fynsk landsby med kun 3000 indbyggere. Jeg følte, vi skilte os lidt ud, fordi mine forældre var ufaglærte, og de havde mange børn men ingen penge. Jeg var mellembarnet, der sørgede for kompromiser i familien og balance, for hvis de andre lavede ballade, skulle jeg i hvert fald ikke. 

Jeg var det lidt generte rolige barn, som gik til spejder og gymnastik og var elevrådsformand i både folkeskolen og gymnasiet. Min far var typen, der gik med cowboyhat og var politisk aktiv i Socialdemokratiet, så det var heller ikke her, mit oprør lå, for jeg blev selv medlem af SDU. Jeg var i det hele taget ikke til de store oprør. Først da jeg blev politisk aktiv, blev jeg mere udadvendt."

Den vigtigste vejleder i dit liv?

­"En af dem var Tove, som var min lærer i folkeskolen. Hun var med til at give mig selvtillid, for hun troede på mig og støttede mig. Jeg har stadig lidt kontakt til hende, for hun dukker gerne op, hvis jeg har et arrangement på Fyn. Det var Tove, der sagde, at jeg skulle i gymnasiet. 

Dengang var der kun tre i hver folkeskoleklasse, som kom i gymnasiet. Det er så vigtigt, at nogen uden for familien bakker en op. Familien gør det jo altid, og mine forældre bakkede mig også 100 procent op, men Tove gav mig det lille ekstra skub. Al forskning viser, at mønsterbrydere som mig har brug for en som for eksempel en skolelærer til at være den afgørende faktor for, at man bryder det mønster.

Jeg var den første i familien, der fik en studentereksamen, og faktisk vidste min familie ikke engang, hvordan man gjorde, så de kom ikke og gav mig hue på. Ingen af os anede, at det var en tradition. Men de var stolte af mig, og jeg tror, jeg indimellem slap for opvasken, fordi jeg skulle læse lektier – til mine søskendes store irritation."

Hvordan fandt du din levevej?

"Jeg overvejede at læse japansk, for jeg er af den generation, der har set Shogun (tv-serie fra 1980, red). Dengang kunne man få pennevenner gennem ungdomsbladene, og jeg havde en penneveninde i Japan og var dybt fascineret af den kultur. Men hvis jeg skulle læse japansk, skulle jeg flytte til København, og det havde jeg ikke lyst til på det tidspunkt. 

Så det blev historie på Syddansk Universitet. Historie er en god baggrund af have som EU-parlamentariker. Det giver mig en forståelse af de andres synspunkter. Når man for eksempel taler om digitalisering, er det rart at vide, at tyskere ikke er glade for databaser og overvågning. Det stammer helt tilbage fra Stasi-tiden. Og især da de mange nye medlemslande kom til i 2004, kom det mig til gavn, at jeg kendte til Østeuropas historie.

Læs også

Anne Dorthe Tanderup stod i mange år i skyggen af sin mand: Jeg skal vænne mig til, at det er anderledes nu

Et af mine første job var som sekretariatsleder i Dansk Folkeoplysnings Samråd, hvor jeg arbejdede meget med EU-oplysning, og i 1998 stillede jeg op til Folketinget, hvor jeg kun var få hundrede stemmer, fra at blive valgt. I dag tænker jeg tit, hvor meget det har betydet i forhold til netop livets veje, for hvordan var mit liv blevet, hvis jeg var kommet i Folketinget dengang? 

I stedet blev jeg så spurgt, om jeg ville stille op til Europa-Parlamentet i 2004. Der blev jeg heller ikke valgt, men to år senere, i 2006, blev jeg suppleret ind for Henrik Dam, som tog hjem til Danmark, og så er jeg blevet valgt ind hvert femte år lige siden, og om to år er jeg den dansker, som har siddet der længst.

EU blev min karriere ved et tilfælde, men jeg følte mig øjeblikkeligt godt tilpas i parlamentet. Her kan jeg lave politik i kraft af min barndoms evne til at skabe kompromis, og der bliver lyttet til mig, selv om jeg ikke har nogen ministererfaring hjemmefra. 

I dag vil jeg faktisk slet ikke ind i Folketinget, selv om jeg er blevet spurgt, for jeg har ikke brug for mange skift i mit liv. Folk siger ofte, at nu har jeg udtjent min værnepligt i EU, men for mig er det ikke en pligt. Det er et valg. Selv om jeg er spidskandidat, tager jeg ikke vælgerne for givet, man skal altid arbejde for det."

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

"Det har Ib, som jeg mødte gennem arbejdet for over 30 år siden. Ja, jeg er åbenbart vedholdende omkring både arbejde og mand. I modsætning til mig er han enebarn og ikke spor genert. Jeg faldt for hans intelligens og humor, for han har masser af begge dele, og så har han altid bakket mig op. Også da jeg blev EU-parlamentariker. 

En journalist havde ringet til mig og spurgt, om jeg ville til Bruxelles, inden nogen overhovedet havde fortalt mig, at Henrik Dam var på vej hjem. Jeg gik hjem og spurgte Ib, og han sagde: ”Selvfølgelig skal du det”. Vi havde tre små børn, og den yngste var tre år.

Siden da har jeg været i Bruxelles eller Strasbourg fra mandag til torsdag og hjemme fra torsdag til mandag. Det er altid Ib, der har lavet mad, fulgt børnene i skole og kørt dem til spejder, for han har arbejdet på deltid. Når folk spørger mig, hvordan jeg får det til at hænge sammen, plejer jeg at svare, at det gælder om at vælge den rigtige mand. Jeg tror, mænd i dag er mere villige til at dele det hjemlige arbejde, men dengang var det en sjældenhed, at manden passede det derhjemme.

Alligevel har jeg haft konstant dårlig samvittighed overfor drengene, siden jeg blev valgt. Den er væk i dag, men den var der, da de var mindre. Og det selvom jeg hele tiden har været opmærksom på, at hvis de mistrivedes, ville jeg tage hjem med det samme, for så ville prisen være for høj. 

Min svigermor var af den gamle skole, og hun syntes, at mit valg var forfærdeligt. Hun fortalte mig direkte, at hun syntes, jeg svigtede mine børn. Hun mente det godt, for hun elskede sine børnebørn, men i hendes gammeldags optik burde jeg ikke være væk. 

Heldigvis var min mand cool og sagde, at han var fuldstændig på min side. Mine børn har aldrig sagt, at jeg har manglet. Faktisk tror jeg bare, at de er stolte af mig, og min yngste kan ikke huske, at vi nogensinde har levet på en anden måde. Da de var små, kunne de godt finde på at ringe til mig i Bruxelles og spørge, om de måtte tage en is. Så tæt på syntes de, jeg var. 

Hver skoleferie har Ib pakket bilen og kørt til Bruxelles, hvor jeg har en lejlighed, der er stor nok til os alle. Så har de været på dinosaurmuseum eller besøgt mig i parlamentet, og det betyder, at mine børn i dag kender Bruxelles bedre, end jeg gør."

Hvornår har du stået ved en korsvej?

"Som førstegangsgravid er man altid så nervøs for, om alting nu går godt. Da jeg var gravid for anden gang, var jeg til gengæld ikke nervøs, men da jeg skulle scannes, viste scanningen, at fosteret havde alvorlige misdannelser. Jeg var over 20 uger henne, så jeg blev bedt om at beslutte på få dage, om jeg ville have en abort, eller om jeg ville have et barn, som risikerede at leve i store smerter og skulle have mange operationer. 

Læs også

Ulla og Jørgens forhold var anderledes end de flestes: ”Der er mange måder at være sammen på”

Jeg var nødt til at tænke både på barnet, på mig selv og på det barn, jeg havde i forvejen derhjemme. Jeg skulle også overveje, om jeg kunne blive gravid igen. Min mand bakkede mig op, uanset hvad min beslutning var, og så fik jeg en abort efter at have fået den nødvendige tilladelse til en sen abort. Det har ikke præget mit liv meget, for jeg er sådan en, der tager en beslutning, og så kigger jeg mig ikke tilbage."

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?

"Jeg har levet det meste af mit ægteskab i tre forskellige lande, og jeg tror faktisk, det har været meget godt for os. Jeg har altid taget mig af vores økonomi og Aula, mens Ib har sørget for, at drengene kom til spejder og fik mad. Gennem årene har jeg måtte justere lidt på mine forventninger, for jeg kan jo ikke bare komme hjem og overtage kommandoen hver torsdag. 

Ib og jeg har for eksempel forskellige standarder for oprydning, og jeg har lært at acceptere rodet, når jeg kom hjem. Han stod jo alene med tre børn, et job, et hjem, skole og spejder. Til gengæld har jeg med ansvaret for økonomien været drivkraften bag, at vi har valgt ikke at købe hus men blive boende i vores andelslejlighed, for det er vigtigt for mig at kunne sove trygt om natten. 

I perioder af min barndom var mine forældre arbejdsløse, og det var svært, når køleskabet pludseligt gik. Det har sat sig i mig."

Hvor er du på vej hen lige nu?

"Jeg er på vej over for at hjælpe min søn med at rive en væg ned i hans lejlighed. Jeg skal også tilbage til Bruxelles, for jeg er blevet genvalgt, så nu ved jeg, hvad jeg skal lave de næste fem år af mit liv. En af opgaverne er at blive en god næstformand i parlamentet, og så skal jeg arbejde på at beskytte vores børn og unge mod griske tech-giganter."