Finalist til Danmarks sødeste kassedame: Mia er blevet lidt af en lokal berømthed
Hver dag sætter Mia Strandgaard Flück håret og tager på job i Rema 1000. Her elsker kunderne at få en snak med kassedamen med retro-look, og hun elsker sit job.
I december 2020 gik Mia Strandgaard Flück og var på dagpenge. Hun havde tidligere arbejdet på restaurant og i chokoladeforretning, men det blev ikke til noget langt forløb på dagpenge. Tværtimod.
”Der var kun gået 14 dage, så ringede kommunen og spurgte, om jeg ville have job i den nye Rema 1000, som lige var åbnet i Gevninge,” siger den 29-årige århusianer.
Hun har i ti år boet på Sjælland, og de seneste godt to år har arbejdspladsen været bag et kasseapparat.
”Jeg kom på prøve herude, og det var sjovt. Her kommer både børnefamilier og ældre,” siger hun glædesstrålende.
Selv om Mia Flück kun har siddet i Rema i to år, er der masser af stamkunder, der altid skal forbi
og snakke med hende. Især de ældre kvinder i området skal lige forbi Mias kasse, hvis hun er på arbejde, og det er der en særlig grund til.
”De synes vist, mit hår er flot, siger Mia.
Mia er nemlig vintage-entusiast og sammen med en højrød læbestift tilføjer det fint-opsatte hår et flot retro-look til arbejdsuniformen.
Kunderne er dog ikke blot vilde med Mias look. De elsker også at tale med hende, og hun hører om alt fra deres ferier til deres personlige nedture.
”Det rører mig altid, når der er en af stamkunderne, der mister en ægtefælle. Det er så trist, for jeg føler virkelig, jeg kender dem,” siger Mia.
Kunder til globryllup
Faktisk er hun blevet så tæt med flere af kunderne i forretningen, at da hun blev gift sidste sommer, var der flere af kunderne, der kom til glo- bryllup i Gershøj Kirke.
”De havde jo alle sammen fulgt med i både frieri, forlovelse og planlægning af brylluppet, når de var i butikken,” siger Mia og slår sin velkendte latter op.
Hun får også jævnligt venneanmodninger fra dem på Facebook – og naturligvis accepterer hun dem.
I dag er Mia lykkelig for, at kommunen ringede og fik hende til at give Rema 1000 en chance. Hun har sjældent haft et bedre job, for hun elsker sammenholdet i butikken og det, at der altid er mennesker at sludre og sladre med.
Det skal der også være tid til, men derfor går det alligevel ikke langsomt ved Mias kasse.
”Jeg plejer at kalde mig den hurtigste kassedame i Vesten,” siger Mia og griner højt.
”Jeg kan nemlig køre varerne gennem lige så hurtigt, som hvis jeg ikke snakkede samtidig.”
På den måde er Mia blevet lidt af en lokal berømthed, for hun er heller ikke er bleg for at tage rensdyr-hårbøjle på til jul og Happy New Year-diadem på til nytår, for som hun siger:
”Jeg synes, det er okay at have det sjovt, mens man arbejder.”