Finalist til Danmarks sødeste kassedame: Ulla bliver kaldt Mor Løvbjerg

”Det kan da kun være Mor Løvbjerg, der løber med denne pris!"

Sådan skrev en læser om Ulla Kalledat, der er kassedame i Løvbjerg på Randersvej i Viborg. Tilnavnet Mor Løvbjerg har Ulla fået, fordi hun tager sig tid til sine medmennesker og viser det ekstra overskud, som har fået mange af hendes faste kunder til tasterne for at indstille hende til prisen som Danmarks sødeste kassedame.

”Det er helt vildt! Jeg er rørt over at være indstillet,” siger Ulla med glæde i stemmen.

Den 59-årige kassedame har arbejdet i Løvbjerg i Overlund, siden butikken åbnede for knap 15 år siden. Hun er den ældste i kasselinjen, og det kan være den ene grund til, at nogle kalder hende Mor Løvbjerg. Den anden er, at Ulla har blik for det enkelte menneske.

”Her i det område, hvor vores butik ligger, er der mange bosteder, og der kan være brug for en ekstra hånd. Jeg har også en ældre dame, der sidder i kørestol, og hende hjælper jeg altid med at pakke varer. Der skal ikke ret meget til at gøre en forskel,” erklærer Ulla smilende.

Hun har heller ikke for travlt til en lille snak om alt fra vejret til mere alvorlige emner.

”Så kan jeg godt sende en kunde hjem med en omsorgskrammer, som jeg kalder det. Det er en balance, for jeg skal også videre med mit arbejde, og det forstår folk godt. Så har vi lige fået den der bette smalltalk, som er så betydningsfuld mellem mennesker, mener jeg.

Slå en sekser

I butikken er der også plads til spas, og Ulla kan godt lide at give kunderne lidt gas.

”Når folk kommer og spiller Lotto hos os, så siger jeg, helt tørt, at her er der altid garanti for gevinst. Så kigger de tvivlende på mig, og så siger jeg: ’Ja, det er der. Hvis du har de tal, der bliver trukket ud, så er der jo garanti for gevinst’. Så smiler de og siger, ’Ja, det er godt med dig’,” siger Ulla.

Om fredagen er der også chance for gevinst, og her er oddsene noget bedre end i Lotto: Den dag er Ulla slet og ret lykkens gudinde, når børnene kan rafle sig til gratis slik.

”Er du vims, det er noget, de små børn går op i. Jeg kan genkende de små stamkunder fra gang til gang, og så kan det være, at jeg siger, ’Nå, nu kommer raflemestrene’, og så stråler de. Om fredagen blander små og store kunder en pose slik først, og når de så kommer op til kassen, har jeg et raflebæger klar. Hvis de slår en sekser, får de gratis slik. Vi har en klokke, som vi skal ringe med, når de har slået en sekser, og hvis jeg ikke lige har den, så kan jeg godt finde på at sige HURRA!”

Hun griner. Og vil ikke gøres bedre end hun er:

”Nu skal du ikke få det til at lyde, som om jeg er sådan en helgen,” formaner hun.

Og nej – Ulla har også dage, hvor elcyklen er ekstra hård at køre fra hendes rækkehus til Overlund. Dage, hvor hun skal trække sig selv op til at være frisk, når hun møder i god tid før klokken 7:30, men så sker det magiske:

”Så kommer arbejdsglæden, for jeg har så mange søde, dygtige og unge kollegaer. Det er rart, når de indimellem kommer og spørger mig til råds, for så tænker jeg, ’Så er det da ikke hel galt, Ulla.’”