Amalie Dollerup: "Det var lidt for meget"

Morgenlyset slår ind gennem vinduerne i spisesalen. På bordenes hvide duge står lette blomsterbuketter og glasflasker med patentprop, omringet af skuespillere med kamébrocher på brystet og fønbølger i håret. Og kameraer, makeupartister og boomstænger. Selvom det er 15 år siden, at Amalie Dollerup sidst stod som hovedrolle på et filmset, føler hun sig hjemme her i kulisserne i Risby Studierne ved Albertslund. Hun er ved at optage en scene til den nye tv-serie på TV2 ”Badehotellet” om livet på et badehotel i yderste klitrække i 1920’ernes Nordjylland. En serie om klasseopdeling og kvindefrigørelse i noget der minder om et genremæssigt miks af ”Matador” og ”Downton Abbey”.

Amalie Dollerup spiller overklassepigen og grossererdatteren Amanda, der rejser fra København til det jyske badehotel hver sommer sammen med sin filmiske familie: far i form af skuespiller Lars Ranthe og Anne Louise Hassing som mor. Og så lillesøsteren på 11 år i hvide gevandter og sygekassebriller, spillet af Alberte Blichfeldt. Når der er et break i optagelserne, vender Amalie Dollerup sin opmærksomhed mod sin unge medspiller: ”Har du det godt?”, ”Mangler du noget?” ”Du skal bare sige til, hvis du skal tisse”.

– Jeg kan fuldstændig sætte mig ind i, hvordan børneskuespillerne har det – de sidder i den der lukkede voksenverden med lange dage og moden snak. Det var ikke altid let. Selvom filmstudiet var mit andet hjem som barn, føler jeg mig meget mere hjemme i branchen nu. Amalie Dollerup tilbragte hele år af sin barndom på filmoptagelser til eksempelvis ”Kun en Pige,” ”Strisser på Samsø” og ”Krummernes Jul.”

Nu er hun tilbage på et filmset – 27 år, modnet og rundet af Skuespillerskolen og ungdomsår uden for rampelyset. Hun er blevet en af de voksne skuespillere, hun tidligere selv betragtede med barnets øjne.

Mit livstema

Fordøren til et gammelt byhus i Aalborg åbner sig. Og der står Amalie Dollerup iført hjemmefutter og højhalset strik. Byhuset er i tre etager og har været hendes hjem de sidste to år, forklarer hun, mens hun navigerer op ad husets første trappe. Kort derfra ligger Aalborg Teater, hvor hun arbejder som en del af det faste skuespillerensemble. Hun er vokset op langt herfra: I Virum. Og Nordsjælland bor stadig i hendes stemme, der er præget af nydeligt nystrøgne sætninger. ”Også” udtales ”ov-se,” og som det naturligste vælger Amalie Dollerup ordet ”taler” frem for ”snakker.” Ordene undslipper hendes læber i afmålte doser med tavst tilløb og overvejelse.

Vi har ikke siddet længe i det åbne spisekøkken, før hun selv siger det:

– Det er et meget stort tema i mit liv: At gå fra barneskuespiller til den voksne.

Som bekendt skal man starte et sted, og Amalie Dollerup startede som ged i ”Klods Hans” på Amagerscenen som 7-årig. Da en notits i en avis kort tid efter fortalte, at man ville filmatisere Lise Nørgaards liv, men manglede en pige til at spille den yngste udgave af forfatterinden, studsede flere over billedet, som flankerede notitsen. Det var et gammelt billede af Lise Nørgaard som barn, og Amalie Dollerup lignede hende: Pagehåret, de eklatante læber og noget udefinerbart, godmodigt i blikket. Efter ikke mindre end 20 castings var rollen Amalies.

På den allerførste optagedag skulle hun i første scene gå ned ad en lang gang med en dukke i favnen og kigge ind i stuen, hvor hendes filmiske lillebrors barnedåb blev fejret. Da kameraet blev tændt, trissede 8-årige Amalie Dollerup op ad den lange gang, præcis som hun var blevet instrueret i, og lavede det, man i branchen kalder en one-taker: Det forholdsvist sjældne fænomen, at en scene er perfekt ved første forsøg og ikke skal tages om. Amalie Dollerup kan stadig huske, hvordan skuespilleren Waage Sandø, som spillede hendes far, udbrød: ”Hold da op, en one-taker! Det kan kun gå godt for dig, Amalie”. Amalie Dollerup blev kendt i branchen, som den lille pige, der forstod at arbejde uhyre seriøst med rollerne. Og den ene tog den anden.

LÆS OGSÅ: "Det nytter ikke noget at være en tudemarie på fjernsynet"

Et alvorligt barn

Med rollerne bevægede hun sig fra barndommen og ind i teenageårene for øjnene af hele Danmark. Det kulminerede i rollen som strisserdatteren Sille Torp på ”Strisser på Samsø”, og inden serien blev sendt, kaldte instruktøren, Eddie Thomas Petersen, Amalie Dollerup ind til et møde, hvor han sagde ”Du skal vide, at det bliver stort, det her, Amalie. Det skal du lige forberede dig på”. Hvordan man forberedte sig på det, var Amalie Dollerup ikke helt klar over, men serien blev stor.

– Åhr, jeg syntes, det var lidt for meget, siger hun.

– Generelt følte jeg i de år, at alle omkring mig, vidste hvem jeg var – alle steder blev jeg hørt, set og målt og vejet. Jeg kan huske engang, jeg sad i kø for at komme ind til en Backstreet Boys-koncert, pigerne omkring mig genkendte mig og flokkedes om mig. Det var underligt, for jeg var der jo for at opleve mine idoler, men alligevel var der fokus på mig.

Skuespillerarbejdet kunne holde Amalie Dollerup væk fra skolen halve år ad gangen, så hendes forældre, der begge er uddannet folkeskolelærere, underviste hende i perioder derhjemme, når filmarbejdet fyldte for meget af skoletiden. De første mange folkeskoleår gik hun på en skole i Virum, men da hendes forældre flyttede til en stor lejlighed ved Søerne i indre København, måtte hun skifte skole i 7. klasse.

 – Fordi alle vidste, hvem jeg var, var det lidt svært at komme som ny elev i en 7. klasse. I skolen var jeg ikke bare Amalie, men Amalie Dollerup. Jeg kunne mærke, at janteloven fyldte meget – der var meget fokus på mig, fordi jeg var kendt, og når jeg så kom i skole og også klarede mig godt fagligt, blev det for meget for nogle af mine klassekammerater. Derfor tog jeg mig selv i at begynde at holde lav profil for at andre ikke skulle synes, jeg var for meget eller arrogant. Fordi jeg brugte så meget tid i en voksenverden på de voksnes præmisser, havde jeg svært ved at tale med nogen på min egen alder. For et barn har jeg måske været lidt alvorlig.

Hun skiftede derfor skole igen, men blev først rigtigt glad for at være en del af en klasse, da hun begyndte på Sankt Annæ Gymnasium og samtidig tog en pause fra skuespillet. Faktisk beskriver hun det selv som ”en befrielse”.

– Jeg trængte til at finde ud af, hvem jeg egentlig var. I gymnasiet startede alle fra nul, og det var rart, at rollen som ”hende fra film og tv” ikke klæbede til mig. Jeg ville bare være en helt almindelig pige, der kunne råbe og skrige og lave ballade og drikke mig fuld, uden at hele Danmark skulle kigge med. Samtidig kunne jeg for første gang tale om det, jeg lavede, og blive taget alvorligt af de andre elever. De var oprigtigt interesserede, der var trygt nok til at lave udskejelser, og det var fint nok at være mig.

En prøvelse Amalie Dollerups faglige liv har fået en ny tidsramme: Før og efter Skuespillerskolen. Efter gymnasiet fik hun job i en Rosendahl-glasbutik på Strøget, men efter nogle års pause trak skuespillerfaget alligevel så meget i hende, at hun søgte optagelse på Skuespillerskolen og kom ind i første forsøg blandt 700 ansøgere. Den fire år lange uddannelse blev for hende også en prøve i at slippe 12-årige Sille Torp fra Samsø og vise, at hun havde andre talenter og mere modne facetter.

– Jeg havde en intuitiv følelse af, at det var rigtigt, da jeg kastede mig over skuespillet igen. Som barn var mit skuespil så umiddelbart og uden tanke, men under uddannelsen fik jeg en bevidstgørelse om alt, hvad jeg udsendte. Man kan sige, at jeg har levet livet lidt omvendt som skuespiller: Jeg blev jo Bodil-nomineret som 11-årig for min rolle i ”Nonnebørn,” så da jeg for alvor skulle i gang med skuespillet som voksen, tænkte jeg selvfølgelig: ”Har jeg allerede toppet?”. Jeg frygtede, at jeg ville falde igennem, og at mit talent ikke rakte til at være voksenskuespiller. Men for at udvikle mig, blev jeg nødt til at gå tilbage og lægge en masse vaner på hylden. Jeg startede nærmest forfra. Fra filmoptagelserne var jeg efterhånden vant til at skulle præstere på meget kort tid. På Skuespillerskolen fik jeg lov til at lave fejl og dumme mig, uden at hele den danske befolkning kiggede med, og på den måde udviklede jeg mig både som menneske og som skuespiller.

Amalie Dollerup studerede faget grundigt, ligesom hun også så alle de forestillinger på teatret, hun ikke selv deltog i. Flere gange. Sad dér i teatersalens mørke og sugede til sig. Knap havde hun bukket og nejet ved Skuespillerskolens afslutningsforestilling, før virkeligheden bankede på i form af opgaver i København og Århus og siden hen et telefonopkald fra teaterchef på Aalborg Teater, Morten Kirkskov. Han tilbød hende en fast plads i skuespillerensemblet på den nordjyske landsdelsscene, hun takkede ja og har de sidste to år haft fast arbejde som fuldvoksen, uddannet skuespiller her. Det har været – og er stadig – en balance for Amalie Dollerup at forholde sig til sin faglige fortid. Sommetider føler hun, at uanset hvor hun begiver sig hen, så står den 10-årige barneskuespiller og betragter det hele lidt på afstand. Hun forsvinder aldrig.

– På Skuespillerskolen tænkte jeg ”Slut, nu gider jeg ikke blive mindet om det eller sammenlignet med den der lille pige mere”. Men det kan jeg jo ikke ignorere, og det vil jeg heller ikke mere. Det er bare noget, som altid vil være der, men jeg har arbejdet meget på at få mig selv til at hvile i det og manifestere mig selv i denne her voksenbranche, for ja, jeg var en barnespiller, som blev brugt rigtigt meget, og som var dygtig, men hvad kan jeg tilføre som voksen i dag?

Hendes kæreste, skuespiller Andreas Jebro, er også en del af det faste skuespillerensemble på Aalborg Teater. Når man både bor med sin kæreste, arbejder med ham og jævnligt spiller forestillinger med ham om aftenen, kan selv en tålmodig sjæl som Amalie Dollerup ind i mellem få nok, indrømmer hun.

– Hvorfor tror du, vi har fundet en lejlighed på tre etager, klukker hun.

Gennem forholdet på syv år, som hun kalder ”et langt, ungdomsvoksent forhold”, er de to modnet side om side – både som mennesker og skuespillere.

– Vi er mange forskellige ting, vi er både venner, kærester, elskere, kolleger og coaches for hinanden. Samtidig er det utroligt rart, at vi har en indbyrdes forståelse for, at livet som skuespiller kan være lidt uden struktur: Sommetider er du på optagelse i en anden by flere måneder i træk, og sommetider kommer du først i seng klokken 1 om natten efter en sen forestilling på teatret.

LÆS OGSÅ: Brdr. Price - I vores barndomshjem handlede det om to ting...

Klar til eksponering igen

Hun havde ventet på en knivsæg af håb efter castingen til den nye, store dramaserie ”Badehotellet.” Og i foråret kom opkaldet: En af hovedrollerne var hendes. Nu står Amalie Dollerup på tærsklen til igen at vælte ind i de danske stuer i bedste sendetid, efter at have puttet sig på teaterscenerne de sidste år.

– Det har helt sikkert været rart at få en pause fra eksponeringen. Det er jo en del af vores job nogle gange at blive promoveret meget, og jeg kan mærke, at jeg er mere moden og parat til at tackle det nu. Jeg har fået en større selvstændighed og har mod på at sige til og fra. For fremtiden håber hun at komme tilbage til København en dag og få familie og venner tættere på og fortsætte arbejdet som skuespiller. Resten af livet, formentlig.

– Jeg har jo været skuespiller, siden jeg var syv år, og det lyder vanvittigt, når jeg siger, at jeg har fejret 20-årsjubilæum. Jonatan Spang sagde engang til mig ”Hvad så når du bliver 70 år, tror du så ikke, du er fed up?”. Og det kan jeg da godt frygte, men jeg håber det ikke. Der er så mange muligheder inden for mit fag, så jeg kommer nok aldrig til at slippe det hele. Måske jeg bliver teaterchef som 70-årig. Hvem ved?

Hun håber også på at blive mor en dag.

– Nogle gange forestiller jeg mig, hvad jeg gør, hvis jeg får børn, der gerne vil lave film og teater, siger hun.

– Årh.

– Teater er måske fint nok, men film og tv…

– Årh, udbryder hun igen.

– Det ville jeg måske have det lidt svært med, fordi jeg vil ønske, at mine børn får en mere normal barndom, end jeg havde.

Hun er helt bevidst om, at tilværelsen som barnestjerne har været med til at forme den kvinde, hun er i dag – på godt og på ondt.

– Jeg stræber efter at være et meget ærligt menneske. Jeg har masker nok på i mit arbejde, så i privatlivet forsøger jeg at være så direkte og ligetil som mulig. Samtidig er jeg også typen, der gerne vil se folk an, før jeg åbner mig fuldkommen op og er tryg ved dem. Det stammer nok fra dengang, jeg var yngre, hvor alle ikke altid ville mig det godt – det har gjort mig en smule skeptisk i dag i mødet med nye mennesker. Når du er en offentlig person, vil du gerne have, at alle kan lide dig. Det fyldte ret meget hos mig som teenager, men jeg fandt ud af, at jeg også bliver nødt til at stole på mig selv og ikke kun tænke på, hvad andre mener om mig. Det, tror jeg, har givet mig en eller anden god grundfølelse af selvsikkerhed.

Hvis du mødte dig selv som 10-årig, hvad ville du så sige til dig selv?

Hun er længe tavs.

– Leg noget mere…

LÆS OGSÅ: Winnie blev forelsket i sin elev på 15