Lørdag nat ringede Mette Kirstines datter med ildevarslende besked, men én ting gjorde hende stolt
Når forskrækkelsen over det sene opkald, alle forældre frygter, afløses af stolthed.
Lørdag nat ringede min ene tvillinge- datter og indledte med den ildevarslende sætning: ”Nu skal du ikke blive forskrækket, mor …”
Men det blev jeg. For min anden tvilling var blevet slået ned inde i byen.
Jeg kastede mig selvfølgelig ud i bilen for at hente barnet, der stod chokeret og ked af det med en ispose på kæben.
De havde været en flok venner på bar. En meget nærgående fyr havde skiftevis forsøgt sig på alle pigerne og ville ikke forstå et ”nej tak”. Pigerne er 19-20 år. De vurderede ham til at være omkring 30 år. Til sidst havde én af flokkens ret godmodige drenge, faktisk er han en menneskelig labrador, sagt roligt til gramsefyren, at han skulle stoppe.
Gramsefyr delte herpå en skalle ud til den godmodige fyr. Det så min datter, og så gik hun imellem dem for at forsvare sin ven. En helt instinktiv handling.
Og her skulle man tro, at den 30-årige mand lige fik hold på sig selv. Men i stedet valgte han at knytte næven og hamre den ind i ansigtet på min datter, der er 165 centimeter høj og ligner en bette fe med store, røde krøller.
Hun husker ikke så meget fra minutterne efter knytnæven, men tilsyneladende væltede hun ind over et bord, hvor flaskernes klirren fik vagterne til at ile til og smide gramsevoldsmanden ud.
Her et par dage efter har forskrækkelsen lagt sig. Vi trøster og lytter. Vi har klaret lægeundersøgelse og politianmeldelse. Så dét, der står klart og skinnende tilbage, er stolthed. Stolthed over at have et barn, der står op for dem, hun holder af – og for, hvad der er rigtigt.
Ikke at det overrasker mig. Allerede i børnehaven kunne pædagogerne fortælle, at hun altid forsvarede de små mod de store førskoledrenge. Hun er modig. Og selvom jeg i en mor-bekymret stund kunne ønske, at hun i stedet lærte at dukke sig og lade andre tage skraldet, så kunne jeg ikke drømme om at bede hende lave sig om.
Hun bliver aldrig sådan en puttetype, der lader andre kæmpe hendes kampe. Typerne, der ved kaffeautomaten bralrer op om alt dét, der er for dårligt – i samfundet, skolen, foreningen eller på jobbet.
Dem, der sammen med kollegaerne bakker fuldt op om at gå til chefen. Men når der så er indkaldt til møde med selvsamme, så putter de sig på bagerste række og lader den mest modige kollega føre ordet alene.
Lader vedkommende stå ubeskyttet og blive ramt i ansigtet af magtbussen.
Annonse
Bagefter – i sikker afstand fra chefens ører – erklærer de sig helt enig i kollegaens kritik af chefen, klapper ryg og sætter mentalt hæfte-plaster på den forslåede kollega, ”Ih, jeg er så enig i alt, hvad du sagde”.
Og som den forslåede part kan man ikke tillade sig at være sur. Men man tænker da ”fedt nok, du er enig. Men hvor var du, da jeg havde brug for dig?!”.
Der kan være så mange grunde til at putte sig. Tidligere traumer kan sætte sig som konfliktskyhed. I spontane faresituationer som dén på baren sætter kæmp, flygt, frys-mekanismen ind. Men det ændrer ikke på, at det er barsk at være den, der stiller sig i skudlinjen for fællesskabets skyld.
Reglen må bare være, at man ikke putter sig, bare fordi det er mere bekvemt.
Uanset er jeg stolt af at have et barn, der vælger at trodse og stoppe bullies. Vi har brug for hendes slags. Læben er stadig er lidt hævet, men hvor kan hun være stolt af sit spejlbillede.
ALT for damernes klummeskribenter
Mette Kirstine Goddiksen
Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.
Søren McGuire
Journalist og forebyggelseskonsulent. Fraskilt, far til tre og en lille smule mere boomer for hver dag.
Nillou Zoey Johannsen
Forfatter, mor til to, iransk født, spirituel tilgang, nysgerrig på livet og altid klar på et lidt for højt grin.
Julia Lahme
Etnolog, forfatter, direktør i eget kommunikationsbureau, mor til to og Johans kone.
