Mette flyttede fra Østerbro til Fanø for at blive ’kromutter’ – det har lært hende især én ting

Den 26. juni 2020 kl. 11.30 stod Mette Hyttel klar på Fanø Krogaards terrasse. 

Himlen var blå med små fine lammeskyer, og Mettes hvide kjole blæste om benene på hende, mens hun baksede med det store Dannebrog, hun skulle hejse til tops i flagstangen for at markere åbningen af kroen efter en gennemgribende renovering. 

Ingeborg skammede sig efter sin abort: "Det har ændret mig meget"

Hendes egen stærke reaktion på at få en frivillig abort kom bag på Ingeborg Topsøe. Nu er hun aktuel med romanen ”Efterveer,” der er inspireret af de svære følelser, hun kæmpede med i tiden efter aborten .

Alt så fuldstændig perfekt og Instagramagtigt ud, men inde i Mette rungede et kæmpe spørgsmål, mens hun langsomt hejste flaget op.

"Hvad fanden skal jeg nu? Det var den tanke, jeg stod med. Igennem de sidste otte måneder havde vi knoklet for at renovere og ombygge kroen, og jeg havde været på hele tiden for at få tingene til at ske. Nu stod jeg så her med gæster og personale og skulle i gang med at drifte, og det havde jeg aldrig prøvet før. 

Det føltes voldsomt lige i øjeblikket, og tiden efter var også meget voldsom, for jeg skulle simpelthen finde ud af, hvem jeg selv var midt i alt det nye. 

Samtidig havde vi en datter på et år derhjemme, som jeg også var i fuld gang med at lære at være mor for. 

I den første tid efter åbningen havde jeg det helt ærligt som om, jeg konstant lå med hovedet under vand i en kæmpe balje og kun havde et lille sugerør, der stak op, til at trække vejret igennem. 

Heldigvis havde jeg ansat en meget handlekraftig kvinde, Kristine, som restaurationschef, og på et tidspunkt kom hun nærmest sejlende i en redningsbåd og sagde til mig: ”Mette, nu går du lige hjem og får styr på alt det derhjemme, og så skal jeg nok tage over her, til du er klar”. 

Når jeg ser tilbage på det, ved jeg ikke, om jeg stadig ville have haft kroen i dag, hvis det ikke havde været for Kristine."

Den unge pige i baren

Der er gået omkring fire et halvt år, siden flaget røg til tops første gang, og her til morgen sidder Mette smilende og afslappet med ryggen mod terrassen og flagstangen i en af Krogaardens fine stuer. 

Solen er på vej op ude over vandet og kaster et smukt lys ind gennem det hvide blondegardin, og Mette har sørget for dampende varm kaffe i kopperne. Hun er her nemlig stadig. 

Det er hendes restaurationschef i øvrigt også, hvilket Mette er rigtig glad for, og de to har et fantastisk samarbejde, fortæller hun. 

I årene, der er gået, har Mette været igennem en rivende personlig udvikling, for at være ”kromutter” er et job, der kræver sin kvinde. 

Heldigvis har hun en ret god ballast i forhold til jobbet med sig hjemmefra.

Mette er opvokset lige ved siden af Hjerting Badehotel, som hendes papfar, Peter, drev sammen med hendes mor. I klart vejr – og måske med en kikkert – kan man få øje på hotellet fra Fanø Krogaards terrasse. 

Mette var den yngste af fire børn i flokken derhjemme, og alle de ansatte på badehotellet føltes som en udvidet familie. Mette gik til hånde på hotellet fra en ung alder, hun lyttede med over middagsbordet, når der blev talt om hoteldrift, og i det hele taget var badehotellet bare en kæmpestor og helt naturlig del af hverdagen.

"Man bliver selvfølgelig formet af sine forældre, men jeg er blevet opmærksom på, at man siger, at der typisk også er fem andre mennesker i ens liv, der har en stor indflydelse på, hvordan man udvikler sig. 

Der er ingen tvivl om, at nogle af de mennesker, der var på Hjerting Badehotel, har været med til at forme mig som menneske. Der var blandt andet en ung pige ansat i baren, som jeg så utrolig meget op til, da jeg var omkring 18 år og også gerne ville arbejde i baren. 

Hun blev altid anerkendt af de andre, fordi hun var så rar og dygtig, og jeg kan huske, at jeg tænkte, at jeg bare så gerne ville være hende. I dag kan jeg se, at jeg også her på kroen har skabt mig en ekstra ”familie” med den nærmeste gruppe af faste ansatte. 

Det er simpelthen essentielt for mig, at vi er tæt på hinanden i hverdagen."

Det kom totalt bag på Caroline Stage, da hun blev forelsket i en kvinde

Det var en vild og voldsom forelskelse, da Caroline Stage fandt sammen med kæresten Rikke Holm. I dag undrer hun sig over, at hun ikke havde fundet ud af, at hun var til kvinder, noget før.

I første omgang blev Mette dog ikke hængende i hotelbranchen. Hun havde brug for at stå på egne ben og skabe lidt afstand til alt det, hun var vokset op med. 

Hun flyttede langt væk fra Hjerting, tog sig en handelsuddannelse og arbejdede i en årrække blandt andet med indkøb for Bestseller og siden for Magasin i København og var godt tilfreds med en tilværelse på Østerbro med sin mand, Jacob, og deres lille datter, Alberte. 

En dag, da hun var på besøg hos sin mor og Peter i Hjerting, hørte hun, at Fanø Krogaard var til salg.

Det blev til en snak over aftensmaden og til langt ud på natten om, hvad der kunne være af muligheder i sådan et sted, men da Mette tog hjemad næste dag, havde hun allerede parkeret drømmen. 

Hun skulle ikke drive kro. En måned efter fik hun så at vide, at Peter og hans samarbejdspartner havde købt Fanø Krogaard.

"Skal du ikke være en del af det, spurgte Peter mig, og selvom jeg umiddelbart afviste det, kunne jeg godt mærke, at jo, det skulle jeg da. 

Jeg tror, at jeg ubevidst længe havde søgt mod det, jeg var vokset op med. Det, jeg kendte. Det trygge. Og det kunne jeg få ved at blive forpagter af Fanø Krogaard."

Mellem landet og byen

Den 1. november 2019 fik Mette overdraget nøglerne til Fanø Krogaard. 

Kroen er opført i 1664 og er dermed en af Danmarks ældste kroer. Når man kører af færgen i Nordby efter en 12 minutters sejltur fra Esbjerg, er kroen noget af det første, man ser oppe til højre, og det føles lidt som om, den byder en velkommen til øen.

Hvad var dit forhold til Fanø, inden I flyttede hertil?

"Mine forældre har haft sommerhus herovre, og jeg har altid oplevet Fanø som et mangfoldigt sted med plads til bare at være. 

Da jeg som ung flyttede til København, handlede det nok om at finde ud af, hvem jeg var blandt mange mennesker, men i bund og grund er jeg ikke storbymenneske. Jeg er tryg i at have folk, jeg kender, omkring mig, og samtidig er det vigtigt for mig at være i et miljø, der er godt for min familie. 

Fanø er meget sprudlende i forhold til familieliv. Her er plads til mange, mange fine måder at være familie på, og der er mange måder, man kan bo på. Her er både de meget gamle huse, men også helt nyopførte huse, og der er mulighed for at bo meget landligt, hvis man vil det. 

Vi bor selv i et gammelt hus lige her ved siden af kroen, og det nyder vi meget."

Hvordan turde du kaste dig ud i så stort et projekt, som det var at sætte kroen i stand?

"Jeg er nok lidt af en drømmer. Og ja, det var virkelig et kæmpe projekt, men hvis ikke jeg kan få lov til at drømme stort, kommer jeg ingen vegne. Hvis jeg skal forholde mig til realiteterne hele tiden, så begrænser det. 

Drømme kan flytte grænser, og allerede ved at lukke øjnene og tænke, hvordan kunne det her blive, følte jeg, at jeg var kommet langt."

Hvordan oplevede I springet fra Østerbro til Fanø?

"Jeg tror, at jeg havde det sådan, at når man skal vælge, så skal man ikke vælge noget i midten. Man skal vælge enten eller. I det her tilfælde storby eller lille øsamfund. 

Sådan har jeg det i hvert fald. 

Jeg elsker stadig storbyen, og vi har en familielejlighed i København, så når jeg indimellem får det sådan, uh, skulle vi måske flytte fra øen her, så ved jeg godt, ej, styr dig, tag nu bare lige en tur til København og få dit fix. 

Så er jeg i byen et par dage, og så skynder jeg mig hjem til Fanø igen. Jeg kan godt lide yderpunkterne. Storbyen. Og så roen og naturen her. 

Min mand, Jacob, er selvstændig maskinmester og driver virksomhed i Esbjerg, og han kan somme tider godt synes, at det er lidt irriterende med færgen frem og tilbage, men jeg tror, at han ville savne øen lige så meget som mig, hvis vi tog herfra. 

Da vi flyttede herover, var jeg sjovt nok bekymret for, om vi ville have et stort behov for bylivet og for at rejse, og det er faktisk kommet bag på mig, at behovet ikke er særlig stort. 

Vi har virkelig fundet ro herovre."

Hvad er hygge?

Mette har brugt meget tid på at finde ud af, hvad det er, Fanø Krogaard skal kunne, og hvordan den skal skille sig ud fra de mange andre tilbud, der findes.

"Fra begyndelsen var der enighed mellem mig og kroens køkkenchef, Kasper Elmholdt, som jeg har kendt siden min barndom, om, at vi ikke skulle slå os op på noget med gourmetophold. 

Vi vil hellere bruge ordet kroophold, for vi har ikke brug for at pakke det ind i alt muligt fint. Historisk set er en kro et sted for alle rejsende, og samtidig er det et sted for de lokale. 

En kro favner ret bredt.

Vi kan også se, at vi har alle typer af gæster, og jeg har f.eks. oplevet et par, der kom helt fra New Zealand, fordi de havde læst om os. De rejste meget og havde sådan set råd til hvad som helst, men de kunne bedst lide at bo steder, der afspejler det omkringliggende miljø. 

Det er en rigtig fin måde at se det på, synes jeg, og for mig har det været vigtigt, at vi f.eks. ikke signalerer, at man skal være rig for at komme her. Alle skal føle sig velkomne. 

Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt besøgte en kirke i Fjellerup på Norddjursland. Den var utroligt smuk, og jeg kunne samtidig se, at man ikke havde haft råd til dyre byggematerialer, da man lavede den. 

Facts om krogaarden

Fanø Krogaard har været Nordbys visuelle vartegn siden 1664. Den trelængede kro ligger med udsigt over Grådyb, vandet mellem Fanø og Esbjerg, og Fanøfærgen lægger til lige udenfor vinduerne, hvorfra man også ofte kan se sæler. 

Frem til 1912 var kroen kongeligt privilegeret, hvilket gav den tilladelse til udskænkning af spiritus og indlogering af gæster, ligesom gennemrejsende landevejsryttere kunne nyde godt af afgiftsfri brændevin, øl og brød. Kroen har i dag 25 værelser samt krostue med servering fra morgen til aften.

Se mere på Fanoekrogaard.dk

Men den var ægte, og den passede ind i det miljø, den lå i. På samme måde er det med Fanø og det her sted. Hvis vi havde istandsat kroen, så den fremstod meget fin og herskabelig, så ville folk tænke hov, det hænger ikke sammen. Det ville ikke føles ægte. 

De fleste søger en helhedsoplevelse i dag, og det, som Fanø kan tilbyde, er jo den rå natur, tilknytningen til havet, roen og det oprindelige. Det skal vi afspejle."

Hvad tilbyder I helt overordnet jeres gæster?

"Min søster, Mie, har altid sagt, at hun ikke kender nogen, der er mere hygge-agtig end mig, og det er nok noget af det, jeg virkelig har taget med mig hertil. 

Jeg har tænkt meget over, hvordan her kan være hyggeligt om vinteren, når der ikke er så mange gæster, men også, hvordan man gør det hyggeligt, når her er pakket med mennesker."

Hvad er hygge for dig?

"For mig er hygge mange, mange ting – og det er også helt individuelt, hvad man opfatter som hyggeligt. Jeg har skabt noget her, som jeg personligt synes er hyggeligt. 

Et rum, hvor man er tryg, hvor man har lyst til at blive hængende, og hvor man ikke føler, at man bliver kigget over skulderen. Jeg vil gerne have, at gæsterne får en følelse af, at tid og sted forsvinder, og at man ikke behøver ikke være nogen eller noget, når man er her. 

I en ukrainsk storby har unge startet et særligt initiativ: Det handler om at genopbygge mennesker

Gennem fællesskabsinitiativer er unge gået sammen om at ændre opfattelsen af den krigsramte, ukrainske storby Odesa.

Man kan bare være. Der er selvfølgelig forskel på, hvad der er hyggeligt om sommeren og om vinteren, og derfor arbejder vi meget med sæsoner. 

Når året begynder, holder vi nogle møder, hvor vi taler om, hvordan vi skaber de bedste rammer for de enkelte sæsoner, og hvad folk typisk har lyst til om vinteren, foråret, sommeren og efteråret. 

Januar og februar er f.eks. nogle måneder, hvor mange mennesker har fokus på sundhed, målsætning og selvudvikling. Betyder det så, at vi skal til at have en wellnessafdeling? Nej, slet ikke, vi er jo stadig Fanø Krogaard, men vi kan tænke over at have fisk og lette, grønne retter på menuen og tale ind i, at folk gerne vil gå lange ture og have masser af frisk luft og tid til at tænke nye tanker. 

Vi vil gerne have, at vores gæster oplever kroen som deres sommerhus. Et sted, hvor man kan slappe af og være sig selv. Som et hjem på den anden kyst."

Allerede når man befinder sig på færgen mellem Esbjerg og Fanø, kan man nærmest fysisk mærke, hvordan blodtrykket falder, og roen indfinder sig. Det er noget, alle, der regelmæssigt kommer på Fanø, kender til, og det er ifølge Mette også den følelse, der forplanter sig i kroppen, når man bor fast på øen.

"Fanø er den ultimative læremester i forhold til at finde ud af, hvad der sker, hvis du giver dig tid. Jeg formår ikke at udleve det i alle aspekter af mit liv – overhovedet – men jeg prøver at mærke efter, hvad det fører med sig, når jeg giver mig tid. Både som familiemenneske og i arbejdslivet. 

I København var det jo helt normalt at løbe efter bussen, selvom man godt vidste, at den næste kom om fem minutter, men her på Fanø er man nærmest lidt til grin, hvis man løber rundt eller halser efter færgen. Og hvad er det da også for et liv, du har skabt for dig selv, hvis du ikke kan vente 20 minutter på den næste færge? 

Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg har dage, hvor jeg farer rundt, når jeg er på arbejde, men jeg prøver virkelig at tage mig selv i det. 

Jeg driver jo for pokker en kro, hvor folk kommer for at slappe af, og så skal jeg da ikke rende rundt som en fuldstændig forjaget kvinde. Altså, jeg er jo ikke ude og redde liv, vel?"

Hun griner højt.

Hvad kendetegner mennesker, der bor på Fanø, synes du?

"Jeg synes først og fremmest, de er nysgerrige. Jeg talte med en herovre, som sagde noget mega fint, og det var, at når man bor på Fanø, så er det fordi, man har taget stilling til, hvad er det for et liv, man gerne vil leve, og man har taget stilling til, hvilke tilvalg og fravalg det så bringer med sig. 

Det vidner om en handlekraftig beslutning, og når man har taget så aktivt stilling til sit liv, medfører det typisk også en stor ro og masser af kreativitet, hvilket også kendetegner folk herovre. 

Man kunne sagtens vælge at bo et sted med flere busser, handlesteder og alt muligt andet, men måske behøver man ikke alle de tilbud i sit liv. 

For gør de en gladere? Eller kan man være gladere ved bare at nøjes? Det er min oplevelse, at når man bor her, har man accepteret at nøjes på nogle punkter, men det bliver man ikke ulykkelig af. 

Tværtimod."

Hvad har overrasket dig mest ved øen og livet her?

Hun holder en længere pause.

"Jeg tror faktisk, det netop er det her med, hvor mange fravalg folk er villige til at tage for at bo her. Vejret kan være voldsomt, færgen kan være træls, og butikkerne har ikke åbnet døgnet rundt. 

Alle sådan nogle ting vælger man at se bort fra, fordi man får så meget andet.

Det er også kendetegnende for øen, at folk står sammen og løfter i flok, når der opstår en krisesituation, og det er virkelig fint at være en del af."