Parforhold: Kan aftalt utroskab fungere?

Den anden dag var jeg sammen med nogle skønne kvinder, hvor vi har et bånd der gør, at vi kan dele både hinandens glæder og bekymringer, på et meget fint niveau. Det er okay at "brække sig" over dagligdagens udfordringer, og i næste øjeblik grine af noget helt andet. Vi kan trække på hinandens erfaringer på både stort og småt, og jeg føler mig altid fornyet efter et møde med dem. Et af de helst store emner på sidste møde var, hvorvidt man kan tillade sig at sige nej til, at ens partner må have en elsker, hvis man ikke selv har et seksuelt behov, der kan tilfredsstille partneren.

Den ene kvinde i gruppen er slet ikke klar til, i hendes alder, at sige farvel til det seksuelle liv, men hendes partner har på ingen måder et behov, der matcher hendes. Efter mange snakke har hun foreslået ham, at hun får hendes behov dækket et andet sted, hvilket han på det skarpeste har taget afstand fra.

Jeg ser igen og igen par i min konsultation, der i årevis har neddroslet deres seksuelle samliv, som kommer fordi de har mistet følelserne for hinanden. Ofte er utroskab med inde i billedet på det tidspunkt, de kommer hos mig.

Det at have et seksuelt behov, som man ikke tilnærmelsesvis kan få opfyldt i sit parforhold, sætter mange dybe spor. Føler man sig afvist? Hænger den manglende lyst sammen med følelser eller mangel på samme? Tror man det er et midlertidigt problem? Kan man lukke ned for egne behov? Føler man sig svigtet? Kan man tale om det eller går man hver for sig og bliver frustreret? Giver det dermed også andre problemer i parforholdet, eller kan man bevare fokus på de gode ting?

Jeg kan sagtens forstå det umiddelbare nej og den skarpe afstandtagen til aftalt utroskab, men er aftalt utroskab måske bedre end alternativet? Kan man overhovedet tillade sig at sige nej til, at ens partner må have en elsker, hvis man ikke selv kan dække partnerens behov?

Det er så nemt at tænke, at utroskab for alt i verden skal undgås, og det er ikke fordi jeg på nogen måder er fortaler for utroskab, men hvad nu hvis det lige netop er det, der skal til for, at parforholdet ikke går i stykker?

Det er et meget tabuiseret emne, fordi det på den ene side udstiller den, der ikke har et nævneværdigt seksuelt behov, men også fordi det er forbundet med en vis skam, at ens partner ikke har lyst.

Det er både synd og skam, hvis det seksuelle behov skal visne i parforholdet, så derfor er der i min verden to muligheder, hvis parforholdet ikke skal gå i stykker. Enten finder parterne, eventuelt med professionel hjælp, en fælles løsning på problemstillingen, som begge har det okay med, og som holder gang i det seksuelle samspil, eller også får hun det seksuelle behov dækket et andet sted.

At stikke hovedet i busken og nægte både at finde en løsning og nægte en elsker, det virker ikke umiddelbart som en super god løsning. Utilfredshed, bekymring og utilstrækkelighed præger alt for nemt resten af forholdet.

Når alt kommer til alt handler det gode parforhold vel om ikke at begrænse den andens følelser og behov. Måske kan man ikke selv indfri dem. Måske kan man ikke leve med de beslutninger partneren tager. Måske har man selv helt andre behov, som man heller ikke får opfyldt. Uanset hvad, er der konsekvenser forbundet med både følelser, behov og handling, og det er ikke altid, at konsekvenserne falder ud som man ønsker det. Alligevel er det mest respektfuldt ikke at være begrænsende. Det er okay at fortælle, at man vil have det dårligt med beslutningen om en elsker, men det er i min verden også meget anderledes end at nægte – for kan man overhovedet tillade sig at nægte?

Hvad tænker du? På www.parforholdsraad.dk/ sætter vi gang i debatten, hvor du kan anonymt kan dele dine tanker og eventuelle erfaringer.

LÆS OGSÅ: Skilsmissecoach "Mænds glæde er kvinders ansvar"