Sara Lygum om mødet med sin mand: ”Vi lod vores børn sladre om os”

Mit første minde ...

er nok det øjeblik, jeg løfter op i babydynen for at se min nye lillebror. Det føles i hvert fald som det første minde. Jeg kan selvfølgelig ikke være sikker, for ofte forveksler vi jo minder med fotografier, og der findes også sådan et billede af mig. 

Jeg synes, jeg kan huske følelsen af dynen mellem fingrene og det her første glimt af en lille dreng, som bliver et meget vigtigt menneske i mit liv. 

Læs også

Margrethe Vestager har fokus på én vigtig ting, når hun er chef for andre

Jeg var tre et halvt år, og vi boede i et gammelt hus langt ude på landet på Vestfyn. Der var langt til det meste og ikke så mange børn, så vi legede ofte på kryds og tværs af alder og meget som søskende. Mine to brødre blev nogle af mine allernærmeste. 

Vi klatrede på bogreoler, byggede huler og hoppede fra båd til båd i åen, og jeg klædte dem – noget mod deres vilje – ud i kjoler. Vi har stadig et nært bånd. Selv når der nogle gange går langt mellem, at vi ses, ved vi, hvor vi har hinanden – og at vi altid har hinandens ryg.

Min første skoledag ... 

står ikke særligt tydelig for mig. Jeg husker et lillebitte glimt af børnehaveklasselokalet og en pige på min alder, der står ved et dukkehus. Og så den der følelse af lidt usikkerhed og ”nu er det nu!”. Min mor har fortalt, at jeg brød sammen aftenen forinden, fordi jeg hverken kunne læse eller skrive. 

Det var en lillebitte landsbyskole med omkring 70 elever og klasser, der var slået sammen, så der var elever nok. Det kan blive lidt småt, men det var også trygt at vide, hvem alle var. Elever, forældre, lærere. Tilhørsforholdet er stærkt på sådan en lille skole, og eleverne bliver venner på tværs af årgange. 

Jeg synes, det er ærgerligt, at så mange små skoler i dag bliver nedlagt, og kan mærke en indre ild, der brænder for de gode ting ved de små skoler og samfund. Vi skal passe meget bedre på dem. Danmark er for lille til at have en udkant.

Min første forelskelse ... 

var i en gut, jeg mødte i ungdomsklubben. Han var en lille smule ældre end mig. Jeg husker ikke så meget, men en ny følelse af sårbarhed dukkede op i mit unge sind. Og så erindrer jeg følelsen af at kunne være mig selv sammen med ham. Præcis det, at have plads til at være mig, mærkede jeg, da jeg mødte Jonas, min mand. At jeg kunne være den, jeg er. 

Læs også

Stephanie Lose: "Jeg følte et stort ansvar for, at mine søskende havde det godt"

Vi sad helt tilfældigt ved siden af hinanden på et charterfly til Mallorca for lidt over to år siden på vej mod det, vi troede skulle være en helt almindelig familieferie med hver vores sæt teenagebørn. Men vi talte uafbrudt i tre timer, indtil vi landede, og – viste det sig – skulle også bo på samme hotel. Og så blev ferien bare en helt anden. Det var virkelig særligt at mødes på den måde. Uden dating-facade, men bare som vi var. I afslappede og hyggelige ferieoutfits, selv om jeg ved gud ærgrede mig over, at jeg ikke havde pakket bare lidt smartere. Det skabte fra starten en ærlig og nær relation. 

Vi hængte ud ved poolen, talte i timevis, lod vores børn sladre om os. De kunne jo se det. Min søn sagde: ”Det der, det bliver mors kæreste.” Og han fik selvfølgelig ret. Det var skørt og vidunderligt og føltes skæbnebestemt, og selv om vi ikke så meget som kyssede hinanden på Mallorca, var vi begge to helt rundtossede af forelskelse og helt sikre på, at det på en eller anden måde skulle blive os, da vi kom hjem.

Mit første hjem ... 

var et værelse i Århus, som jeg flyttede ind i som 21-årig. Jeg havde været et halvt år på højskole, men ellers havde jeg levet hele mit barndoms- og ungdomsliv langt ude på landet, så det var en omvæltning, men vidunderligt at flytte til en rigtig by. 

Jeg husker det som en enorm følelse af frihed. At være fri af andres regler og selv bestemme, hvornår jeg kom og gik. Der findes også en stor frihed i den anonymitet, der findes i en storby, hvor man får lov at forsvinde lidt i mængden. Jeg delte lejlighed med to andre piger, og den ene er i dag en af mine bedste venner. Der var højt til loftet, stuk, plankegulv og et stort vindue på mit værelse, hvor lyset bare væltede ind. 

Jeg indrettede det, så det kunne lidt af hvert. Et mini-hjem, hvor jeg kunne have gæster omkring det samme bord, jeg læste lektier ved. Det var virkelig hyggeligt. Men mest af alt husker jeg fornemmelsen af frihed.

Mit første job ...

fik jeg meget tidligt. Også langt tidligere, end børn må arbejde i dag. Jeg bandt adventskranse i det lokale gartneri. Det var benhårdt arbejde, men jeg kløede på, for vi fik en femmer pr. styk, så det handlede bare om at producere. Og det var jeg god til. 

Læs også

Sara Blædel får det samme spørgsmål igen og igen om sit kærlighedsliv: ”Folk skal holde op”

Selv om det var bidende koldt, og arbejdet med gran og ståltråd sled fingeraftrykkene af mine fingerspidser. Det er en tilgang, jeg har med hjemmefra, og det har på mange måder været en gave i mit liv. 

Jeg er målrettet og god til at slide og handle mig ud af ting, når noget er svært. Men det har også en bagside. Og retrospektivt kan jeg se, at jeg er kommet til at køre folk over og træffe forkerte beslutninger, fordi jeg bare er tonset derudaf. Jeg har taget for meget arbejde med hjem og været for meget på telefonen hjemme hos familien. Og når jeg har sat et oprydningsprojekt i gang, har jeg bare kørt på. Uden at lægge mærke til, om jeg selv eller andre omkring mig havde brug for en pause. 

Jeg skulle have en vis alder, før jeg så, at jeg nogle gange missede det vigtigste, fordi jeg var så travlt optaget af ikke at misse noget som helst. For fem år siden sagde jeg mit faste job op af netop den grund. For at få mere tid sammen med mine nærmeste – især mine børn – og for at afsøge andre ting i mit liv, der er vigtige for mig. 

Det føltes simpelthen, som om jeg slog op med mig selv, da jeg sagde op. Det føltes så vildt, da jeg skulle sige det til min chef, fordi det stred imod min tillærte natur. Jeg er ikke hende, der siger op. Jeg er hende, der klør på. Men det var det helt rigtige. Jeg skulle bare hjem til mine børn. Og hjem til mig selv.

Mit første barn ...

er min søn Oskar. Han kom til verden en tidlig forårsdag i marts. Og selv om intet gik som planlagt, tænker jeg i dag, at det var meningen, for det blev vores historie. Jeg havde glædet mig meget til at blive mor, da han kom fem en halv uge for tidligt, og alle de forventninger, jeg havde haft til fødslen, blev vendt på hovedet med en udrykningskørsel og et akut kejsersnit. 

Jeg kom ikke til at holde mit barn og ligge hud mod hud med ham, som jeg havde troet. Men han var en vild lille fyr med så meget styrke og livslyst, og kærligheden kom væltende uanset omstændighederne. 

Jeg kan huske, jeg tænkte: Har jeg virkelig nogensinde grædt over noget før, har jeg virkelig nogensinde bekymret mig om noget før? For nylig afleverede jeg ham på efterskole og sad bare og nød at se ham gå lige ind i fællesskabet med de andre unge. Det er så særligt at se sine børn blive større og finde deres vej som mennesker. 

Jeg kan mærke, at min kærlighed til dem er enorm, og den viser nye facetter, i takt med at de bliver ældre. Oskar er 16 nu, og min datter, Astrid, er 13 år. De er teenagere, fulde af liv og fulde af mod. Også på deres mors vegne. Det var faktisk de to, der skubbede på, for at jeg skulle sige ja til Vild med dans. De kunne mærke, at noget i mig ville, og gav mig et kærligt puf.

Min første krise ...

kom for lidt over ti år siden, da jeg blev skilt fra mine børns far. Som ung tænkte jeg, at når man har børn, bliver man ikke skilt. Så det var svært, da det ikke lykkedes for os. Til gengæld gjorde vi os virkelig umage med at skabe gode rammer for Oskar og Astrid. 

Vi har valgt at bo få hundrede meter fra hinanden og har holdt fødselsdage, jul og konfirmation sammen. Jeg tror, det har lært mig, at man ikke nødvendigvis går i stykker, når man rammer ind i noget, man tror er ubærligt. Nogle gange bliver man faktisk stærkere. 

Noget andet, der blev stærkere gennem en krise, var, da min mand Jonas blev akut hjertesyg, umiddelbart efter at vi havde mødt hinanden. Vi havde kun kendt hinanden i få måneder, da han skulle gennem en stor hjerteoperation. Helt hvor risikabel, fortalte han mig heldigvis ikke, men jeg vidste godt, at det ikke var sikkert, det gik godt. Det var forfærdeligt. 

Jeg tænkte, at det simpelthen ikke kunne passe, at vi havde mødt hinanden og fundet den her store, fine kærlighed for bare at miste den igen. Jeg tror aldrig, jeg har mærket frygt med så stor en kraft før. Det var så heftigt. 

Vi havde giftet os uanset, men jeg ved, at oplevelsen betød, at vi begge to blev meget bevidste om, at ingenting er sikkert, og at vi skal turde gribe ud efter livet og være i det, mens vi har det. Så selvfølgelig var vi nødt til at holde en kæmpe kærlighedsfest, hvor vi fejrede livet og sagde ja til hinanden.