Mariannes søn var misbruger: ”Der sagde jeg, at nu må du tage et valg”

Jeg er ikke typen, for hvem noget er tabu. Men selvfølgelig er der et tabu knyttet til, at ens barn er misbruger. 

Mange af de andre forældre i vores lille by vidste godt, at vores søn var ude i et misbrug. Men sagde ikke noget og spurgte ikke. Og fordi de ikke spurgte, sagde jeg ikke noget. 

Læs også

Simone Tang mistede sin far til alkoholmisbrug: ’Jeg er ikke vred’

Jeg regnede ikke med, at de var interesserede, og forestillede mig også, at de var berøringsangste og måske tænkte: ”Kan de forældre da ikke styre deres eget barn? Hvorfor holder de ham ikke hjemme?” Mine tætte venner har selvfølgelig støttet mig, og tabuet blev mest min egen forestilling om de andres fordomme.

Vi var en helt almindelig familie med to børn. Oskar var en glad dreng, vellidt og havde mange venner. Han var altid i gang med noget, var enormt charmerende og god af sig. En populær dreng, der kunne få kammeraterne til at grine. 

Da han blev ældre, begyndte han at gå til fester som alle andre unge mennesker. Han indtog en del alkohol og – viser det sig – kokain i store mængder. Da han nærmede sig 18 år, accelererede det. Han blev voksen og uafhængig, og vi kunne ikke stille noget op.

Vi kunne ikke få Oskar til at forstå, at det her var galt. Han nægtede langt hen ad vejen, at der var et problem. Han begyndte at smutte mellem hænderne på os, og jeg følte mig så magtesløs. Mit virkelighedsbillede blev forvrænget. Hvad var rigtigt, og hvad var forkert? Han havde altid et svar, når jeg konfronterede ham. 

Så selv om jeg var 100.000 procent sikker, kunne jeg alligevel blive i tvivl, om han tog stoffer. Det var påstand mod påstand, og han var styret af sin afhængighed. Flere gange fik jeg ham til at tage en test, men han nægtede, at han tog kokain, selv når spyt-testen var positiv.

Det var forfærdeligt at vide, at han flakkede rundt. En­gang imellem kom han forbi vores hjem og var påvirket – og tog bare af sted igen. Jeg har sovet ved siden af ham for at undgå, at han stak af. Min alt overskyggende følelse var: Hvordan får vi ham reddet ud af det her? Hvordan får vi reddet hans liv? I den sidste tid var det liv eller død for ham – og for os. 

Én gang sagde han til mig: ”Du kan bare bede mig om at gå og aldrig komme igen.” Så kiggede jeg ham dybt i øjnene og sagde: ”Det der skal du ikke sige til mig. For jeg kommer aldrig nogensinde til at lukke min dør for dig. Aldrig. Uanset hvad der sker.”

Læs også

Anita gav flest penge til sin søn, da hun solgte sit hus: ”Den idé blev min langt mere velhavende datter ikke begejstret for”

Til sidst fandt jeg ham i forhutlet tilstand. Han var skind og ben og havde tabt sig helt vildt. Han så forfærdelig ud. Han var tillukket og fjern i blikket og forsvandt som menneske for øjnene af os. Der siger jeg: ”Nu er det slut. Nu må du tage et valg. Det duer ikke, det her.” Jeg fortalte ham, at enten gik jeg ned og meldte ham til politiet, som så ville fange ham. Eller også tog han med mig og kom i behandling. Han valgte heldigvis det sidste.

Vi tog et lån for at betale døgnbehandlingen. Gennem kommunen ville der være flere måneders ventetid. Det gik slet ikke. Oskar var et halvt år i døgnbehandling og har været clean i over to år. I dag har han det godt og har ikke haft til­bage­fald. Mens han var i behandling, blev han udredt for ADHD. Det forklarer den impulsivitet, han altid har haft.

Jeg har fået Oskar tilbage gange 100. Det er fantastisk. Den personlige udviklingsrejse, han har været på, er enorm. Som et udvidet højskoleophold. Han passer sin misbrugsbehandling og har et i dag et aktivt liv med gode fritidsinteresser og nye venner.

Det er vigtigt, at man tør snakke om misbrug. At dem omkring én forstår, at afhængighed er en sygdom. Jeg vil gerne oplyse om det, også for at sige, at der ingen grund er til at være berøringsangst. Vær nysgerrig i stedet – og spørg. 

Jeg vil bryde tabuet i håb om, at vi alle bliver mere opmærksomme på det, der sker omkring os, i stedet for at gå med skyklapper og leve ud fra vores fordomme. Det handler om at vide, at der nok er en god forklaring på alting.