Camilla flyttede fra København til Falster: ”Vi drømte om et familieliv med mere tid”
Et år med kæmpe køkkenhave og jord under neglene. Et år med landsbyliv og langsommelighed. Et år med mere natur og mindre to-go-kaffe på en legeplads. Et år på Falster. Camilla Skov og familien har byttet andelslejligheden på Nørrebro ud med et gammelt hus i vandkantsdanmark.
Sommeren i år har været den første som falsterboere for Camilla Skov, hendes mand André og datteren Sonja på 3 år.
Køkkenhaven bugner med alt det, familien har brugt foråret på at planlægge i lejligheden på Nørrebro, der indtil for et halvt år siden var deres hjem.
Flexhuset på Falster begyndte som et sommerhus, men er nu et helårshjem med alt hvad det indebærer af ny børnehave, arbejdspladser og hverdag. Camilla har flyttet sit kontor til en nedlagt skole i Horbelev, som hun indtil videre kun deler med den lokale billardklub. Og så er hun ved at ruste sig til sit første efterår på Falster.
“Vi har sat et år som rammen for det her lille eksperiment. Vi har dramaturgien med foråret og sommeren, der har været skønne, og så kommer efteråret og vinteren, hvor det ægte kommer til at synke ind, at vi bor her nu. Og hvor vi for alvor skal stille os selv spørgsmålet, om det er det her, vi vil,” siger Camilla Skov, der er kogebogsforfatter og kvinden bag profilen Vegetarisk Hverdag.
Eksperimentet, som Camilla kalder det, udspringer af længslen efter en have – en længsel der opstod allerede inden Sonja kom til. Parret havde været skrevet op til kolonihaver i en håndfuld år, uden udsigten til at komme i nærheden af en, og da Camillas mor en dag foreslog dem at vende blikket mod Falster, skete der noget.
“Vi begyndte at se på, hvad man egentlig kunne få for pengene hernede, så André og jeg kørte ned og kiggede på hus ved Gedser. Det var for langt væk, men på vej tilbage kørte vi forbi det hus, vi er endt med at købe. Det er fra 1956 og stod mere eller mindre originalt med en brændeovn som eneste varmekilde, men så ret hyggeligt ud,” fortæller Camilla.
Huset ligger i en landsby på Falster, ikke langt fra Camillas oldeforældres gamle gård, og har status som flexbolig. Camilla, André og Sonja rykkede ind i slutningen af 2022, hvor især Camilla straks kastede sig over køkkenhaven, mens hun og André forsøgte at spartle, male og ordne, hver gang Sonja tog sig en lur. Og da den første sommer kom, fulgte der en ny drøm med.
“Vi var på Falster i hele juli 2023, og allerede efter et par uger kunne jeg se et andet overskud i André, end jeg havde set længe. Han havde et ret højintensivt job på en café i København, og nu kunne jeg bare se en helt ny gnist og glæde i hans øjne igen.
Vi talte om, at hvis vi skulle prøve det af at bo her, ville det være bedst at gøre det i forbindelse med, at Sonja skulle begynde i børnehave – og så måtte det jo være nu! Det kom lidt bag på os begge, og vi var måske ikke 100% klar, men det gav bare mening,” fortæller Camilla.
Drømmen om et andet liv
Der blev taget nogle store beslutninger op til familiens flytning – andelslejligheden blev lejet ud, kontorpladser og jobs blev sagt op. Det kostede kræfter til en start, men var nødvendigt.
“Det var drænende at bo i København og hele tiden længes efter noget, så det er en kæmpe gave at prøve det af fuldtid. Før var der altid en splittelse, et skift i nervesystemet, som vi både mærkede i os selv og i Sonja, når vi tog fra København til Falster og omvendt. Nu er vi her, og det er nok, selv om vi var i stor krise den første måned.
Vi var så dødtrætte, vi boede i kufferter, og Sonja reagerede rigtig stærkt på, at alle vores ting blev pakket ned i lejligheden. Pludselig skulle vi aldrig hjem fra sommerhuset! Men så startede hun i børnehave, og så var det som om, hun forstod, at det er et liv med rytme, vi skal have her.” fortæller Camilla, der fik ro på sit eget system ved at gå i haven.
“Jeg elsker at have en have – jeg er blevet besat af det. Også rent kropsligt at få en pause fra alle de stimuli, der kan være ved at bo i byen. Det er på alle måder godt for mit system at prøve noget andet, og det føles også godt at praktisere det, vi gerne ville. Nemlig at give Sonja en barndom fuld af naturoplevelser. Ideen med køkkenhaven er jo, at Sonja kan være med til at lægge en kartoffel, at vi ser den gro og spiser den sammen,” siger Camilla.
Sonja, der har levet sine første år i lejlighed, har også gennemgået en forandring, siden familien flyttede herned. Hun var, som Camilla beskriver det, lidt af en stueplante, til at begynde med.
“Sonja ville generelt ikke udenfor. Hun var barnet, der kom fra stenbroen og stod med vinden og regnen i ansigtet og ville hjem! Men nu elsker hun at være udenfor, hun elsker endda regn, og jeg nyder at kunne give hende flere af den slags mikrooplevelser.
André og jeg er begge forholdsvis introverte personer, og der er grænser for, hvor ofte man gider stå på en fugtig legeplads i København og smalltalke med andre forældre. Det står i stor kontrast til de eftermiddage, vi har nu, hvor vi tager på stranden, i skoven og i haven,” fortæller Camilla, der også har fundet sig mere til rette i sin egen rolle som mor.
“Jeg er ikke den type mor, der synes det er sjovt at sidde på gulvet inde i stuen og lege med figurer – men jeg elsker at lave noget sammen, opleve, gå i haven sammen. Vi prøver at involvere Sonja i det ting, vi laver og har hende meget med i køkkenhaven.”
Skal vi være venner?
En bekymring, som Camilla og André dog har haft er, hvordan de plejer forbindelsen til deres vennegruppe i byen, som de før ofte mødtes med til kaffe eller en hurtig aftensmad på en hverdag, inden ungerne blev puttet. Med halvanden times køretur er besøg nu noget, der skal planlægges – og nye venskaber er noget, der skal opdyrkes.
“André er meget bedre til det end mig. Han er sådan en, der godt kan stå og snakke over hækken, mens jeg er dårlig til smalltalk af natur. Mit system lukker ned, så jeg er ikke den der opsøger så meget, men jeg har en tillid til at det nok skal komme hen ad vejen.
Sonja er begyndt i børnehave, jeg skal melde hende til gymnastik, og så møder vi nok nogen – der er ikke nogen grund til panik endnu. Og indtil nu har jeg set en stor værdi i, at vi bare er os tre,” fortæller Camilla, der til gengæld har en datter, som er meget social.
“Vi var da spændte på, om hun ville reagere på at savne vennerne fra sin institution i København, men samtidigt har jeg den grundindstilling som forælder, at man må tage de valg man tror, vil gøre en gladest frem for at skåne sine børn for noget, man i sidste ende ikke ved om vil være et problem.
Vi kan mærke, at der er kommet lidt mere ro på både os og Sonja, fordi det her pres med at man burde være social eller gå på legeplads er væk. Sonja har altid skulle stimuleres en masse, men nu er hun blevet bedre til at hygge sig med sig selv og kan bruge lang tid på at gå og rode rundt med en balje vand i haven.”
Og selv om institutionsskift er noget, der kan plante tvivl og bringe sved på panden hos de fleste forældre, så er der også mange fordele ved at rykke ud af hovedstaden, hvor presset på vuggestuerne og børnehaverne er stort.
“Vi var glade for den institution vi havde i København, men kunne mærke, at personalet var stressede og pressede. Det kunne fx være i situationer, hvor der simpelthen ikke var tid og overskud til at rumme følelser, som var helt normale for en to-årig.
I børnehaven, hvor Sonja går nu, har jeg ikke haft en dårlig mavefornemmelse en eneste gang, og Sonja er vokset af det skift. Og så er der jo bare mere plads her – også rent fysisk, hvor børnehaven har en stor køkkenhave og har købt nabohuset, som de bruger til rytmik og kreative ting,” fortæller Camilla.
Hvem er vi så nu?
Familien har haft fast adresse på Falster i fire måneder nu, hvor sommeren er ved at løbe ind i efteråret. Camilla og André har brugt tiden på at renovere hus, bygge terrasse og ordne køkkenhave. Nu står de på tærsklen af de mørkere måneder og en mere stille periode, hvor der bliver endnu mere tid til at reflektere over, om de nu er en familie, der bor på Falster – eller om eksperimentet skal slutte til næste sommer. Camilla, der har fundet sit kald i køkkenhaven, er egentlig ikke i tvivl. Og dog.
“Jeg var nærmest klar til at sælge alt i København efter vores første sommer med have og især køkkenhaven. Jeg har ikke en målsætning om, at vi skal være selvforsynende, men jeg synes, det er magisk at bygge rum op i haven, og det er faktisk lykkedes mig at få Sonja med til at så gulerodsfrø, sætte kartofler og sætte løg.
Det er så sindssygt meningsfuldt for mig, at vi kan snakke om, hvad der kommer op, og at hun kan holde en regnorm nu, uden at synes den er ulækker. Men når det så er sagt, så er jeg da lettet over, at vi stadig har lejligheden i byen – og at der er en bagdør. Det er meget lettere at være her, når man ved man kan fortryde det anytime,” siger Camilla, og peger samtidigt på de mange samtaler og refleksioner omkring, hvilket liv, man ønsker at leve sammen, som hele flytteprocessen har sat i gang imellem hende og André.
Samtaler som kan være svære at få gang i, når hverdagen ruller afsted.
“Helt grundlæggende kan jeg mærke en anden ro i vores dynamik. Vi drømte jo om et liv med mere tid – men indtil videre føles det ikke som om, vi har fået mere af den. Vi fylder den bare med andre ting og kommer til at tage nogle af de mønstre med, vi havde før; skyklapperne, travlheden og trangen til at være effektive.
Men vi får jo øje på det og arbejder os hen imod det, vi gerne vil have mere af. Refleksion og tid og råderum til at gøre lystfyldte ting. Det tager noget tid at skabe nogle nye vaner,” siger Camilla og lufter samtidigt en ny drøm, der er begyndt at spire i hende.
“Min store drøm har altid været at købe et stort husmandssted og måske knytte en fælles virksomhed for André og mig dertil. En lille gårdbutik og et sted, hvor vi kan holde workshops – noget frodigt svensk og dansk landromantik, hvor vi kan have Sonja med i alt, hvad vi laver. Måske en lille hund og kat? Men for nu er vi her. Det her år er en gave til os selv, hvor vi skal øve os i ikke at tænke for langt ud i fremtiden, men være her hvor vi er og blive klogere undervejs.”