Indkøring: Gør dit barn tryg uden mor og far

– Når mor eller far går, mister de små deres lille havn. Det er som om, de bliver sat på åbent vand.

Børnepsykolog Margrethe Brun Hansen forstår virkelig at sætte fingeren ned dér, hvor vores hjerter vrider sig allermest. Tanken, om at de kære små skal være uden vores beskyttelse i en stor, fæl verden, er næsten ikke til at bære. Kunne de ikke bare være sammen med os, sådan altid?

Men for det første er den fæle verden en vuggestue eller en dagpleje med dukkehuse, fingermaling og hyggelige soverum og ikke mindst med personale, der er uddannet i udelukkende at tage sig godt og professionelt af vores børn. Og for det andet har vi næppe lyst til, at barnet som 15-årig stadig hopper op på skødet af os, når der kommer gæster.

– Vi må jo sige til os selv: Når jeg har dette barn, er det en af mine fornemste opgaver at gøre ham selvstændig. Ingen forældre ønsker jo, at barnet skal blive siddende hjemme. Vi ønsker, at de skal få et liv fyldt af dejlige kammerater, og at de kan klare sig selv på livets rejse, siger Margrethe Brun Hansen.

Hun lægger dog ikke skjul på, at det er en voldsom overgang at starte i vuggestue eller dagpleje. De små børn har jo ikke engang sproget til at udtrykke sig med. Hjemme har de lært en kultur og et sæt regler at kende, og de har knyttet tætte bånd til forældrene.

Den tryghed og de bånd kan man ikke bare overføre til andre. Og for det lille barn er det svært at skelne mellem det rum, der er derhjemme, og det, barnet finder i institutionen eller hos dagplejemoren. Det gælder i øvrigt begge veje, understreger Margrethe Brun Hansen. For det kan være lige så svært at blive hentet som at blive afleveret. Her skal barnet jo igen omstille sig.

Fortæl livshistorien

Tag jer god tid!

Sensitiv eller aktiv?

Hvor lang tid indkøringen i praksis kræver, afhænger af barnets personlighed, siger Margrethe Brun Hansen.

– Jeg plejer at skelne mellem de sensitive børn, de aktive børn og dem, der er lidt af hvert. Aktive børn falder hurtigt til. Her er noget nyt og spændende på hylden, de drøner af sted og skal opleve det hele. Forældrene kan som regel trække sig rimelig hurtigt, men når det så bliver hverdag, kommer reaktionen. Så tænker de, nej, hvad er dette her for noget. Det er først her, kontaktpædagogen skal på banen og her, båndene til vedkommende skal knyttes. Som forældre kan vi blive lidt trætte af det, for nu var det hele jo lige kørt ind.

I dén situation er der ikke andet at gøre end at være der ekstra for barnet s og hjælpe med til, at kontakten til pædagogen bliver etableret. Derfor kan det for denne type børn betale sig at gemme en uges ferie til et forsinket et indkøringsforløb.

Omvendt er de sensitive børn meget mere tilbageholdende. De vil sidde helt ude i kanten af rummet og iagttage det hele, for tæller Margrethe Brun Hansen.

– De vil have overblik over hele rummet, over farverne og indretningen og over, hvordan tingene bliver gjort. Nå eh, når vi maler, ligger vi penslen sådan, og forklæderne hænger der. De sidder med åben mund og polypper og kigger, og det skal vi voksne bare lade dem gøre.

Hvis vi som forældre oplever, at kontaktpædagogen ikke forstår at rumme, at det tager tid for det sensitive barn at blive klar til de fælles aktiviteter, er det helt på plads at bede om en ny kontaktpædagog. Og vi kan i det hele taget, når vi overvejer institutionsplads, tænke i, at en dagplejeplads kan være mere overskuelig for et sensitivt barn end en vuggestueplads. Selvom et sensitivt barn sagtens kan falde til i en vuggestue, så længe vi giver plads og tid nok.

LÆS OGSÅ: Vuggestue: Sådan ruster du dit barn

LÆS OGSÅ: “Jeg er en af dem, der har siddet og tudet i bilen foran vugg

LÆS OGSÅ: 10 spørgsmål til vuggestuebesøget