Fastelavn: Udklædningen afslører dit barn
Børns valg af fastelavnsudklædning er langt fra tilfældig. Det er et bevidst valg fra barnets side, forklarer børnepsykologen.
Når dit barn stolt stiller sig klar foran tønden med battet i hånden, er Superman-dragten eller prinsesse-kostumet ikke blot resultatet af flere ugers forberedelse fra barnets side – det er også et meget bevidst valg.
“Børn vælger ofte noget, de gerne vil afprøve – måske en person de godt kunne tænke sig at være. De vælger noget ud fra der, hvor de er i deres udvikling, men også ud fra hvem de leger med, hvilke lege de leger og hvilke roller, de afprøver for tiden. Det er absolut ikke tilfældigt, hvad børnene vælger at klæde sig ud som,” forklarer børnepsykolog Margrethe Brun Hansen.
Og netop valg af fastelavnstøj kan sige utroligt meget om et barns personlighed.
“Vælger de at skille sig ud og være noget, som ingen andre skal være, eller vil de være det samme som alle de andre. Man kan aflæse ud fra hvad de har på, om de har en stærk personlighed,” siger Margrethe Brun Hansen og fortsætter.
LÆS OGSÅ: Galleri: Så er vi klar til fastelavn!
“Det er jo i 0-6 årsalderen, børnene prøver at finde ud af, hvem de er. De går måske igennem faser hvor de vil være storvildtsjæger, pilot eller vejarbejder. Nogle vil måske mene, det er lidt mærkeligt at ville være vejarbejder, men det er det ikke for en psykolog. Jeg kan sagtens se, hvorfor man skulle have lyst til at prøve at have et trykluftsbor i hånden.”
Den tre-årige vælger selv
Mens vuggestuebørn ofte ikke har den store holdning til, hvad de gerne vil være, så er der allerede fra tre-års-alderen gang i den helt store planlægning ude i daginstitutionerne flere uger i forvejen. Og det er da også netop omkring den alder, at børnene selv er i stand til at vælge, mener Margrethe Brun Hansen.
“Hvis man har besluttet sig for, at ens barn gerne selv må vælge, så skal man også give dem lov til at vælge, hvad de vil. Så skal man ikke stå der og sige, ’nej, var det nu ikke bedre, hvis du var…’. Børnene tager ofte udgangspunkt i, hvad de er optaget af lige nu. Hvis din datter for tiden elsker at lege fin dame, så lad hende være det. Hvis hun vil være en tapper kriger, så er det måske fordi, hun har brug for at gøre op med rollen som den fine pige. Så lad hende endelig gøre det.”
Ifølge Margrethe Brun Hansen er det vigtigt at lytte til hvad børnene siger i stedet for at presse noget ned over hovedet på dem.
LÆS OGSÅ: Fastelavnsdragter på under en time
“Det bliver ikke nogen succes, hvis børnene hele dagen går og er irriteret over en paryk eller en hat, som ’mor sagde, jeg skulle have på’. Og det vigtigste er altså, at børnene får en god dag.”
LÆS OGSÅ: Fastelavn for de mindste
LÆS OGSÅ: Boller op, boller ned …