"Hjernen kan kun køre på sukker – det er derfor, det er så ufatteligt lækkert for os"

Der løber en steppebrand af sukkerfrygt gennem de danske børnehaver, fritidsordninger og skoler. Der er institutioner med nul-sukkerpolitik, købekager er bandlyst flere steder, og børn har oplevet at få figenstænger taget fra sig af pædagoger i børnehaven, fordi de ikke passede ind i madpolitikken på stedet.

Den bevægelse er til gengæld blevet angrebet fra en anden fløj, der kalder det hele for noget nypuritansk halløj og mener, at kampen bliver ført af oversunde speltmødre, hvis børn sagtens kunne tåle et stykke slik i ny og næ. Men spørger man videnskaben, får man et dobbeltsidet svar. De fleste forskere lægger sig midt imellem de to positioner. Det er ekstremerne, der er usunde, siger de, uanset om det er ekstrem afholdenhed eller ekstremt forbrug. 

Hjernemad

Hvert andet barn får for meget

Hystrisk nul-sukkerpolitik

Hensigtserklæringer og små noter til forældrene om, at de skal passe på sukkeret, er en ting. Men flere steder oplever forældre, at der er deciderede nul-sukkerpolitik i børnehaven. Nogle steder er det velmenende pædagoger, andre steder er det forældregruppen, der har besluttet, at børnenes fælles rum er sukkerfrit område. Hvis man gennemfører det i ekstrem grad, bliver det hysterisk, mener professor Kim Fleischer Michaelsen.

– Jeg er altid bange for det ekstreme. Det ernæringsmæssige problem er, at hvis børn får for meget sukker, så tager det pladsen fra den sunde varierede kost. Børn skal ikke have sodavand og slik hver dag, men der skal være plads til, at de kan få det af og til. Og selvfølgelig skal far og mor have lov til at give et stykke kage en gang imellem.

Kim Fleischer Michaelsen mener ikke, at der er nogen institutioner, der direkte hælder sukker ned i børnene. Og Jeppe Matthiessen er enig i, at det ikke er i institutionerne, kampen om sukkeret skal tages.

– Der har de faktisk ret godt styr på det. Det er det, der foregår hjemme i stuerne, der vælter læsset. Mange forældre går rundt hele ugen og gør en stor indsats for at begrænse børnenes sukkerindtag, og så kan det hele falde på gulvet i weekenden, hvor de ofte giver los for slik og sodavand, siger han. 

For nogle år siden fandt DTU Fødevareinstituttet ud af, at der er stor forskel på det, forældrene tror, børnene indtager af sukker, og på den mængde, de rent faktisk spiser.

– Der var mange forældre, der havde en opfattelse af, at de havde kontrol over deres børns sukkerindtag. Men det kan være svært at styre. Selv om man kender de største farer, så er det meget svært at være helt spids på, hvor meget vi hver især kan klare af de her ting. Selv hos de forældre, der var meget bevidste, endte børnene med at få for meget, fordi der skal så lidt til.

Verdenssundhedsorganisationen anbefaler, at højst 10 procent af vores energiindtag kommer fra sukker. Men den mængde dækker også sukkerrige basisfødevarer som morgenmadsprodukter og yoghurt, hvorfor der reelt er plads til mindre slik og chokolade, end man skulle tro.

– Der er ikke plads til meget tant og fjas. Man bør have fokus på de oplagte sukkerkilder, som kage, slik, sodavand, saft og chokolade. Hvis man formår at begrænse det, er man godt på vej, lyder det fra Jeppe Matthiessen, der ikke går ind for et totalt forbud, men er fortaler for ‘lidt, men godt’. 

Først og fremmest fordi vi alle sammen har brug for sukker. Men også fordi totalforbud mod det hvide pulver simpelthen ikke fungerer.

– Tværtimod, siger Kim Fleischer Michaelsen.

– Forskningen tyder på, at når noget bliver forbudt, bliver det også mere interessant for børnene.

Hjerneforskeren Jon Wegener nikker til den påstand.

– Jeg voksede op i et hjem, hvor sukker var forbudt. Men ved du, hvad det betød? siger han.

– Det betød, at jeg i smug proppede mig med søde sager, hver gang jeg kunne. Og garanteret spiste meget mere, end jeg ellers ville have gjort. Den store modreaktion ligger der, og den er lige så farlig.