Mette Walsted Vestergaard: “Mit familieliv efter en skilsmisse”

Det er en af Bastians første dage i vuggestuen. Han er et år og har sin mor, tv- og radiovært Mette Walsted Vestergaard, med. Hun holder sig i baggrunden, så den lille fyr kan udforske omgivelserne på egen hånd, tumle rundt blandt de små nye kammerater og lære pædagogerne at kende.

En, der ikke holder sig i baggrunden, er til gengæld storesøster Agnes på tre år. Hun går i en børnehave, der ligger dør om dør med Bastians stue – tæt nok på til, at hun kan holde et vågent øje med sin lillebror. Og det gør hun.

Mette Walsted Vestergaard ser, hvordan hendes datter guider sin lillebror rundt mellem Duploklodser og legetøjsbiler. Som om hun ikke er helt sikker på, at pædagogerne har ordentlig styr på ham. Storesøstergenet er aktiveret big time, og den lille scene gør Mette Walsted Vestergaard blød om hjertet.

LÆS OGSÅ: 3 kendte kvinder om rollen som mor

“Herhjemme kan Agnes sagtens være strid ved Bastian, men det var fantastisk at se, at hun på udebane var storesøster med stort S og lige fulgte efter ham for at tjekke, at han var okay. Jeg følte jo, at jeg stod og betragtede en følelse af samhørighed imellem dem,” siger Mette Walsted Vestergaard.

Børn var ikke et must

Samhørighed. Fællesskab. Det er ord, som hun gentager igen og igen under interviewet hjemme i lejligheden på Østerbro. Vi kender Mette Walsted Vestergaard fra TV Avisen gennem en årrække, og nu som fast stemme i radioen om morgenen. Hun formidler nyheder med en seriøsitet og autoritet, der kan få de fleste til at stoppe op og lytte.

Hjemme hos DR-journalisten er der ikke meget af den hårdkogte nyhedsfacade at spore. Hun er i gang med at skrue de sidste skruer i et Ikea-møbel inde på børneværelset, da jeg ringer på, og derfor er det au pairen, Gigi, der åbner. Med en storsmilende Bastian på armen, som dog hurtigt hopper over i mors sikre favn, da det bliver lidt for spændende med hende den fremmede, der pludselig står i lejligheden og vil sige hej. Han gemmer hovedet i sin mors armhule. I dag har han for første gang spist frokost i vuggestuen. Sådan en lille sejr udmatter, og efter et par trætte hulk vinker den etårige farvel og forsvinder med Gigi ud til barnevognen.

Storesøster Agnes har mormor-dag – hendes ugentlige fridag fra børnehaven – så der er stille i lejligheden. Tændte stearinlys og hjemmebagte småkager (Agnes har insisteret på bage dem fra peberkage-sangen i Dyrene i Hakkebakkeskoven) på bordet. Det er hyggeligt. Familiært. Men faktisk har det ikke altid været en selvfølge, at Mette Walsted Vestergaard skulle stifte familie.

LÆS OGSÅ: Parforhold: Sådan overlever I kriserne

“Det var ikke sådan, at jeg ikke ville have børn. Jeg vidste bare ikke, om jeg ville,” fortæller Mette Walsted Vestergaard, som var 37 år, da hun blev mor for første gang.

Fællesskabsromantiker

En fremskreden alder – i hvert fald når det gælder evnen til at reproducere sig selv – som betød, at hun nåede omkring at overveje, om det med børn var noget, hun havde lyst til at gøre alene. Beslutningen om at blive mor uden anden mandlig indblanding end den, man kan bestille i en sædbank, var der mange i omgangskredsen, der tog. Som hun stod der, midt i trediverne og barnløs, var det en mulighed, Mette Walsted Vestergaard følte, hun skulle tage stilling til. Men løsningen var ikke noget for hende.

“Respekt for dem, der kaster sig ud i det alene. Det var bare ikke det, jeg havde lyst til. Fællesskab er en meget vigtig værdi for mig. Jeg havde en meget kraftig fornemmelse af, at børn ville jeg gerne have – hvis jeg altså fandt en mand, jeg havde lyst til at lave børn med. Ellers ikke, fortæller hun.

Hun kalder det en efterrationalisering. Trangen til fællesskab ligger så grundlæggende i hende, at det ikke er noget, hun går og tænker over til daglig. Den ligger der bare helt implicit i hendes adfærd. At hun helt naturligt inddrager bedsteforældre, venner og venners børn i sin families liv. Hun ved dog godt, hvor behovet for at være sammen om tingene stammer fra. I barndomshjemmet hed det altid ‘vi’ og ‘os’. Hun har aldrig prøvet at ringe hjem med et problem og få svaret ‘det kan du godt klare’. Svaret hed – og hedder stadig – ‘vi klarer det’. I fællesskab.

LÆS OGSÅ: Trygge børn med to hjem

“Det giver en fornemmelse af aldrig at stå alene med tingene her i verden. Den følelse er ret vigtig for et menneskes dannelse, og det er noget af det, jeg rigtig gerne vil give videre til mine børn,” siger hun.

Læs videre på næste side …

Vi skubbede til rammen

Læs også på ALTfordamerne.dk: Samlevende: Dét skal I vide, hvis I går fra hinanden

Deleordning, nej tak!

Helt konkret har ønsket om at give børnene en stabil og forudsigelig hverdag betydet, at Mette Walsted Vestergaard og hendes eksmand ikke har fastlagte ‘dine-og-mine-dage’.

Børnene bor fast hos deres mor, og deres far ser de, når han lige henter Agnes om morgenen for at køre hende i børnehave, når han ofte kommer forbi og spiser aftensmad hjemme hos ekskonen og ungerne, og når det passer ind i programmet og humøret, at børnene kommer på besøg hos ham. Små, hyppige nedslag af hverdagssamvær i stedet for lange, skemalagte uger eller weekendbesøg.

En ordning, der nok kunne give mange skilsmissepar akut åndenød, for den betyder, at eks-ægteparret er nødt til at tale sammen, være sammen og finde ud af at få det hele til at lykkes ved at give lidt og tage lidt uden at hænge sig i, hvem der sidst havde ungerne i weekenden. Det er slet ikke noget problem – har Mette Walsted Vestergaard besluttet.

LÆS OGSÅ: Undgå triste delebørn

“Man bliver jo ikke skilt, uden at der er konflikter. Men jeg prøver virkelig, virkelig, virkelig på at æde dem. Jeg siger ikke, at jeg er perfekt til det, men jeg bruger meget energi på at tænke ‘langt lys på’ og ikke at hænge mig i, om børnene fik det forkerte til morgenmad. VI er stadig er rammen om de her børns liv. Nu har vi eddermame bare at vise dem, at denne her nye ramme er fast og stærk. Hvis man hele tiden hakker på hinanden, hvis stemningen er dårlig, så rokker man den ramme lidt hele tiden. Man skal tilsidesætte sig selv i høj grad, men det er ikke svært. Det kræver bare, at man beslutter sig for det,” siger hun.

Hverdagen skal fungere

Det betyder dog ikke, at det er problemfrit at være alene med to børn. Jobbet som radiovært er tilrettelagt i lange vagter, som betyder, at dagsinstitutionerne for længst er lukket, når hun får fri fra arbejde. Derfor er det ikke en luksus, men en nødvendighed, at have en au pair. Desuden hjælper Mette Walsted Vestergaards forældre rigtig meget, for eksempel med de faste mormor-dage om onsdagen.

Hun har desuden valgt at sprede al sin ferie i sit første år tilbage fra barsel ud over hele året, så hun kun arbejder tre dage om ugen. Det betyder, at hun ikke kommer til at holde sommerferie i år. Men det lever hun fint med.

“Det er vigtigere for mig, at hverdagen fungerer, end at ferien fungerer,” siger hun.

LÆS OGSÅ: Kærlighed: Plej parforholdet, mor!

Det er tydeligvis en hverdag, som kræver, at hun er meget hjemme. For et menneske, der indtil sit 37. leveår har været vant til at bestemme selv, kunne det umiddelbart lyde som lidt af en omvæltning. Og det er også en kontrast til den måde, hun levede på før med cafeliv, museumsbesøg og mange aftener ude, medgiver Mette Walsted Vestergaard. Hun savner dog ikke udelivet.

“Jeg tager ikke stilling til, om det kunne være fedest at give Bastian aftensmad eller at drikke caffe latte. Sådan er verden ikke skruet sammen! Det er slet ikke et afsavn for mig, og ligesom mine børn trives jeg med, at der er kommet ro, renlighed og regelmæssighed ind i mit liv,” ræsonnerer hun.

Venner & børnelykke

Mette Walsted Vestergaard er også taknemmelig over for de gode venner, som troligt tropper op hjemme hos hende i privaten efter klokken 19.

“Nogle gange tænker jeg, at det er utroligt, at mine venner gider blive ved med at sidde her i Fiskedamsgade. Der må da være mere spændende steder at være! Men det gider de altså godt, fordi de kender min situation, og det er måden, vi kan få set hinanden på. Det er fantastisk,” synes jeg.

Men allermest er hun taknemmelig for Agnes og Bastian, der giver hende energi til ikke bare at klare hverdagen, men at elske den. De der forunderlige små tidslommer af lykke, som man får lyst til at pakke ind i bobleplast, laminere, ramme ind og hænge op på væggen. Bevare for tid og evighed. Som når Bastian hopper i sengen med et kæmpe smil og siger ‘hej’ en tidlig morgen. Eller når Agnes kommer ind i sengen til sin halvsovende mor med en skål havrefras og vil se Rasmus Klump på mobilen.

“Så laver hun en lille rede i min dyne og sidder der og hygger sig et kvarters tid. De der bittesmå øjeblikke er jo det fede ved at få børn. Det er ikke kodak moments, overhovedet. Men det er øjeblikke af kolossalt nærvær. De er fuldstændig vidunderlige.”

Sådanne stunder skaber den følelse af samhørighed, som er så vigtig for Mette Walsted Vestergaard. Følelsen af, at hun er med i et familiefællesskab. En familie, der først og fremmest består af mor, Agnes og Bastian. Men også af far og hans familie. Mormor og morfar. Au pairen Gigi. En masse venner. Det er fællesskab i Mette Walsted Vestergaards verden.

LÆS OGSÅ: Økonomi: 7 råd når du skal skilles