Mikkel Kessler: "Jeg håber ikke, Romeo bliver bokser"

Hvis Lea Hvidt for et par år siden var blevet spurgt, om hun nogensinde kunne finde på at hænge en boksebold op derhjemme – i den rette højde, så hendes toårige søn kunne nå den – havde svaret været et rungende nej. Én ting er at være kæreste med en verdensberømt bokser og kende alt til flossede nerver og krydsede fingre fra bokseringens sidelinje. Noget helt andet er at skulle forholde sig til, hvordan ens egne børn møder og forstår den til tider benhårde sportsgren.

– Mikkel har fortalt mig, at når man viser børn ting i en tidlig alder, så når de at blive trætte af det, fortæller Lea, da hun en eftermiddag inviterer inden for i sit og kærestens, Mikkel Kesslers, hjem og afslører boksebolden, der hænger i stuen. 

– Den er et arvestykke, som Mikkel har brugt i sin træning, og vores dreng, Romeo, fik øje på den en dag, hvor vi gik rundt i træningshallen. Inden da havde han gået og slået til en stor folieballon, han havde fået på Bakken, og den var gået i stykker. Så jeg tog boksebolden med hjem og hængte den op. I håb om at køre ham død i det, siger hun og smiler. 

– Havde jeg kunnet vælge, dengang jeg mødte Mikkel, havde jeg ikke ønsket, at han boksede, men sådan var det. Og det har jeg måttet leve med. Men jeg vil gøre alt, der står i min magt, for at Romeo ikke får den interesse, lyder det, nu med alvor.

Mikkel Kessler om børn og boksning

Sladder og paparazzier

Familien i først række

En ting ad gangen

Boksedrenge og ridepiger

Ikke fordi hun er nervøs eller ikke tænker, at det nok skal gå. Men Mikkels offentlige liv og karriere kan ikke undgå at sætte et præg på børnenes liv, det er hun bevidst om. I børnehaven, mellem skolekammerater og måske også når de bliver voksne og selv skal vælge levevej.

– Som udgangspunkt synes jeg, at de skal følge deres drømme, byder Mikkel ind og tilføjer: 

– Men jeg ville nok have det lidt svært med det, hvis Romeo kom og sagde, at han ville være bokser. Han ved allerede nu, at der er stor forskel på at slå på boksebolden og på alt andet. Og forhåbentlig kan han nå at blive træt af det. Men han må selv bestemme, og jeg vil støtte ham i alt, hvad han gør. Om han så vil gå til dans – eller ridning, for den sags skyld, griner han og henviser til Leas fortid som konkurrencerytter. Men der er ikke fuld enighed i hjemmet om, hvorvidt boksningens faremomenter kan konkurrere med ridningens. 

– Ridning er også farligt, indskyder Lea med et smil og fortsætter: 

– Og den har Mikkel brugt mod mig mange gange. Men hvis min datter kommer og fortæller, at hun har tænkt sig at blive professionel rytter, vil jeg nok alligevel have det lidt anderledes, end hvis Romeo en dag vil være bokser. 

LÆS OGSÅ: Fritidsinteresser – hvad skal dit barn gå til?

Én ting er dog sikkert: Mikkel og Lea er enige om, at der ligger en stor værdi i at gå sportens veje. På mere end hyggeplan. 

– Gennem Mikkels boksekarriere og min tid som konkurrencerytter har vi hver især erfaret, at der kun er én måde at lære ting på, og det er ved at øve sig. Det opdager man ved at gå op i en sportsgren – og man lærer samtidig en masse om ansvar og om kampen for at få ting til at lykkes. Det er vigtigt, funderer Lea.

På gulvet er Romeo i fuld gang med at stable legotårne side om side med Mikkels verdensmesterbælter, der ligger til skue under en glasplade i gulvet mellem køkkenalrummet og familiens stue. Den store historie om boksningens forunderlige verden skal hverken skjules eller nedtones, om end der allerede nu bliver spekuleret på livet løs i – fredelige – aktivitetsalternativer til den lille toårige knægt.

– Vi er ved at lægge planer for, hvordan vi får ham til at interessere sig for golf, siger Lea og griner. 

LÆS OGSÅ: Gravid med Klaus Riskær: “Det var ikke planlagt”

LÆS OGSÅ: Mascha Vang: "Jeg græd lige så meget som mit barn"

LÆS OGSÅ: Kendte fædre om rollen som far

LÆS OGSÅ: Mikkel Kessler: "Sund kost reddede min karriere"