”Jeg troede, jeg var blevet gak”
Angst rammer hver femte dansker i løbet af livet. Mange af dem skal samtidig holde sammen på familien og yde omsorg for deres børn. Det giver nogle helt særlige udfordringer, men der er hjælp at hente, fortæller børnepsykolog i Psykiatrifonden.
Nathalie Lee Martens har gang på gang stået i entréen med sko og overtøj på, klar til at gå ud og handle. Pludselig bliver hun svimmel, hendes hjerte begynder at hamre voldsomt og hendes håndflader bliver klamme. Angsten har overtaget, og hun må give fortabt.
– Min logik siger mig, at jeg skal tage mig sammen og gå ud og handle, men kroppen samarbejder bare ikke. Det går hårdt ud over selvtilliden, og jeg mister modet, for jeg føler mig som en idiot. Der er ingen grund til, at jeg ikke skulle kunne handle ind. Alligevel kan jeg bare ikke, fortæller hun.
Den 30-årige kundekonsulent har i mere end ti år lidt af en slem grad af panikangst og agorafobi, som er angsten for steder med mange mennesker såsom supermarkedet eller åbne pladser. Hun er mor til en pige på 9 år og en dreng på 13. Og hun har ofte måttet fortælle ungerne, at de var nødt til at vende om, tage hjem eller holde en pause, fordi angsten overvældede hende.
– Jeg prøver så diskret som muligt at fjerne mig fra situationen uden at sige til dem, hvad der egentlig sker. Det har været hårdt hele tiden at føle, at man skulle tage sig sammen og skjule det, siger hun.
Tal med dine børn
Og sådan er det for rigtig mange danskere, fortæller Ditte Bruun Eriksen, der er børnepsykolog i Psykiatrifonden, som blandt andet har samtalegrupper for børn og unge, der har en far eller mor med en psykisk sygdom. Det anslås, at cirka 350.000 danskere lider af angst, hvilket gør angst til den psykiske lidelse, der rammer flest. Af samme grund satte Psykiatrifonden og kanal 4 i uge 5 fokus på lidelsen med programrækken ”Slip Angsten”.
Mange af dem, der lider af angst, har samtidig familie og børn. Og det giver nogle helt særlige udfordringer, vurderer Ditte Bruun Eriksen.
– Angst er egentlig en helt naturlig reaktion på fare. Men når angsten tager overhånd, bliver uhensigtsmæssig og forhindrer os i at leve det liv, vi gerne vil leve, bliver det problematisk. Det vanskelige for forældre i den situation er, at de både skal passe på sig selv og samtidig har et ansvar for andre, siger hun.
Børn i Psykiatrifondens samtalegrupper bekymrer sig meget om deres forældre, fortæller Ditte Bruun Eriksen. Mange føler, at de er skyld i, at forældrene er syge. Og desuden sker der nogle gange en ombytning af rollerne derhjemme, hvor børnene bliver omsorgsgivere. Men sådan behøver det ikke være, understreger Ditte Bruun Eriksen.
– Man kan sagtens være en god forælder, selvom man har angst. Men man har som forælder et særligt ansvar for at arbejde med sig selv, så angsten ikke får lov at styre så meget. Det er vigtigt, at man i en periode trækker på andre voksenpersoner og søger hjælp. Og så er det vigtigt at huske, at voksenproblemer er noget, man taler med andre voksne om, siger hun.
LÆS OGSÅ: Mor-angst: Her er 4 skrækscenarier, jeg virkelig frygter
Angst smitter ikke
Ditte Bruun Eriksen understreger, at angst ikke smitter som influenza. Omvendt er børn dog mestre i at aflæse stemninger og reagere på forældrenes opførsel. Derfor er det vigtigt, at man er bevidst om og kan tale med sit barn om angsten i et sprog, barnet kan forstå.
– Børn laver deres egne forestillinger om, hvad der sker, hvis de ikke får en forklaring. Så uden at gå i detaljer eller dramatisere er det vigtigt at formidle, at der er nogle bekymringer, som laver ballade i mors eller fars hoved, som ikke har noget med dem at gøre, som ikke er farlige, og at det ikke er deres ansvar, siger hun.
Endelig er det vigtigt, at forældre med angst så vidt muligt har andre voksne til at støtte børnene, indtil angsten er mere under kontrol. Netop af samme grund har Nathalie Lee Matens tidligere truffet den svære beslutning, at hendes børn ikke bor hos hende.
– De skal ikke passe på mig, jeg skal passe på dem. Det kan godt være, at folk undrer sig over, at de ikke bor hos mig, men det er for deres skyld, og de har det godt hos deres far, siger hun.
LÆS OGSÅ: Jeg kæmper med angsten for at miste, efter mit barn døde
Gennem programmet ”Slip Angsten” fik Nathalie Lee Martens hjælp fra en psykolog, så hun i dag har fået langt mere kontrol over angsten og har sine børn på besøg i længere og længere perioder. Hendes store drøm har været at blive i stand til at tage i Tivoli med sine børn, og det er lykkedes, fortæller hun.
– Jeg vil helst have, at angsten forsvinder helt og ikke holder mig tilbage, som den har gjort i mange år. Jeg vil gerne læse videre, men jeg er bange for ikke at møde forståelse og få en dårlig oplevelse. Så jeg ser det lige an, men det går helt sikkert fremad, siger hun.
LÆS OGSÅ: Sådan styrer du din fødselsangst
LÆS OGSÅ: Julia Lahme: Jeg var angst for at fejle
LÆS OGSÅ: Separationsangst: Du må IKKE gå, mor!