Sådan gør du, hvis dit barn får noget galt i halsen
Når små børn får noget galt i halsen, er det oftest gulerødder og nødder, der er synderne. Ifølge Børneulykkesfonden kan 8 ud af 10 forældre dog ikke førstehjælp. Få de bedste råd til at forebygge og tackle et uheld.
– De nul- til toårige er de mest udsatte for de her ulykker, fordi deres tandsæt endnu er ukomplet, deres svælgrefleks er umoden, og så bliver de meget let distraherede, når de spiser, fordi verden stadig er så ny og spændende, siger afdelingslæge ved Aarhus Universitetshospital Rikke Haahr Iversen.
Hvordan griber du det så an med det helt lille barn, som skal prøve rigtig mad for første gang? Skal du frygte, at maden ender i den gale hals – måske fordi hun ikke har fået tænder endnu eller af andre grunde ikke virker helt parat endnu?
Nej, beroliger sundhedsplejerske Lena Dyhrberg. Hvis dit barn hoster, laver bræklyde eller sender mad retur ved middagen indimellem, er det helt normalt. Barnet skal lige lære kunsten at tygge. Men bliver dit barn ved med at kaste op eller spytte maden ud, er hun ikke er klar, siger Lena Dyhrberg.
– Så kan det være en god ide at vente en uge, før du prøver igen, siger hun. Dit barn skal nok nå at lære at spise, understreger hun og anbefaler at begynde med lidt blødere kost, hvis starten er lidt svær. Så begynd med at findele eller mose maden, erstatte rugbrød med øllebrød eller at opbløde mørkt rugbrød uden kerner i lidt vand og gå efter de blødeste frugter.
Generelt kan du forebygge ulykker med mad ved at være ekstra opmærksom på dit barn, når hun spiser, siger uddannelsesleder hos Falck, Henrik Mörke-Malmkvist:
– Hold øje med dit lille barn. Vend klapvognen mod dig, hvis hun sidder og spiser, så du kan følge med. Og sørg for, at den lille ikke løber rundt med mad i munden, for de bliver så let distraherede, siger han.
Alle de ulykker Henrik Mörke-Malmkvist har været ude ved som ambulancefører, er sket på et splitsekund. Mor eller far kiggede væk i tyve sekunder, mens barnet fik fat i batterierne i fjernbetjeningen på sofabordet eller større søskendes legetøj på gulvet. Hans råd er: Det skal helt væk fra børnehøjde!
Der er en grund til, at der står ‘fra 3 år’ på legetøj med små dele. Men er du egentlig klar over, hvor stort et stykke legetøj skal være, før det ikke er farligt for din tumling? Brug et fyrfadslys til at finde ud af det: Kan legetøjet være nede i aluminiumsskålen, er det for småt!
Agurk
Agurk har en ufarlig smag, og den hårde, kolde grønsag er herlig for gummerne, når der er tænder på vej. Giv gerne din baby en agurkestav, når hun er omkring et halvt år. Hun kan endnu ikke tygge i den, så det er en sanseoplevelse på linje med legetøj.
Fra ottemånedersalderen kan hun gnaske i den og suge saften ud. Skær en kvart agurk ud, og del den i fire på langs, så har du en babyvenlig agurkestav.
Når dit barn får tænder, begynder hun at tage små bidder, så hold ekstra godt øje, så hun ikke kløjes i noget.
gallery9billeder
Gulerod (kogt!)
Otte-ni måneder gammel er det tid til at blive forkælet med et større stykke kogt gulerod.
Gem de rå gulerødder, til dit barn er tre år – de hårde bidder ryger nemt i den gale hals.
gallery9billeder
Melon
Meloner er søde, bløde og saftige og derfor vidunderlige at udforske med hænder og mund. Gå efter de modne og bløde.
Fra ottemånedersalderen kan du give baby hendes egen melonhapser – en halv båd er passende. Pil skrællen af, for dit barn får ikke styr på at spise udenom, før hun nærmer sig toårsalderen.
Når den lille er et år, kan du give hende en dejlig sanseoplevelse med en hel melonbåd uden skal, som hun kan mærke på begge kinder. Husk at fjerne kerner.
gallery9billeder
Ostebjælke
Ost er tilladt babyspise – så længe den ikke er lavet på upasteriseret råmælk, som kan indeholde bakterien listeria. Dansk ost er som regel altid pasteuriseret. Dit barn kan hygge sig med en ostebjælke, fra hun er otte måneder.
Gå efter en almindelig, blød skæreost, som er nem at synke, og del den i faste bjælker, som ikke knækker i hånden på barnet.
gallery9billeder
Rugbrød
Otte måneder er skæringsdatoen for rugbrødshapsere. Vælg et blødt rugbrød uden kerner. Servér en hel eller halv rundtenom, som den lille kan sutte på, så krummen opløser sig. Skær kun kanterne fra, hvis de er hårde.
Når barnet bliver et par måneder ældre, kan hun bide rigtigt i lækkerbiskenen, og så kan du skære små rugbrødsbjælker, som ligger godt i den lille hånd.
Giv bjælken et strejf af luksus med leverpostej eller smøreost – dit barn vil elske det, og pålægget indeholder gode proteiner.
gallery9billeder
Banan
De fleste babyer er vilde med bananer, som er dejlig bløde og nemme at synke. Og praktiske for dig at have med i tasken, når I er på tur. Når dit barn er syv-otte måneder, er hun klar til sin første håndholdte banan, som hun kan sutte og gumle på.
Hold dog øje med, at hun ikke får for meget i munden på én gang. Bananer mætter, så giv kun en halv, så der er plads til rigtige måltider.
gallery9billeder
Jordbær
Fra syv-ottemånedersalderen kan du traktere dit barn med et dejligt blødt jordbær. Vælg friske bær, og skyl dem grundigt. Er de ikke til at få friske, kan du servere bær fra fryseren, men de skal koges først for at undgå risikoen for bakterier.
Husk at give dit barn en stor hagesmæk på, og sørg for, at hun ikke har den spritnye body på, for jordbærsnask er nærmest umuligt at få af i vask.
gallery9billeder
Skorpe
En skorpe er sjov at snaske i – husk blot, at den ikke giver megen næring. Otte måneder gammel er dit barn klar til at prøve kræfter med skorpen, som hun kan opløse til grød i munden.
Senere skal du være opmærksom på, at hun ikke kløjes i krummerne – hun vil dog som regel spytte noget ud, hvis det føles forkert i munden.
gallery9billeder
Avocado
Med sin cremede konsistens og milde smag er avocado et hit hos de fleste små, blot den er moden. Fra syv-ottemånedersalderen kan du lade dit barn håndtere et stykke avocado selv, tænder eller ej.
En ottendedel avocado er fin i størrelsen til at starte med. Men forbered dig på snask!