Skilsmisse: ”Jeg er blevet spurgt, hvordan jeg som MOR kunne indgå i en 7/7-ordning”
Som skilsmisseforælder har man brug for momenter af mildhed og syndsforladelse, før man tager pisken frem igen, mener vores klummeskribent.
Fast gennem 13 år har jeg skammet mig over, at jeg i sin tid blev skilt og valgte en 7/7-ordning. På repeat har jeg hørt ”Trouble” med Coldplay: Den sang, som tordnede ud af højtaleren af min radio, mens jeg kiggede på mine treårige tvillinger, efter beslutningen om at blive skilt netop var truffet.
"Singing that I, I never meant to cause you trouble. And I, I never meant to do you wrong. And I, well, if I ever caused you trouble. Oh no, I never meant to do you harm…"
Suk, Chris Martin. Din intense, sårbare vokal er for evigt soundtracket til, at jeg finder en bunke grene frem og pisker min ryg til blods.
Fortjent, vil nogle mene, fordi jeg har gjort mine børn til nomader. Jeg tillader mig dog at mene, det er okay at finde kulørte maracas frem og synge lidt i dur, Chris.
Vi skilsmisseforældre har brug for momenter af mildhed og syndsforladelse. Der er nok derude, der kaster med skyld, bedrevidenhed og gammelkristen forargelse. Der er ikke én eneste magisk løsning, som tryller lidelsen væk fra børnene. Der er ikke et rigtig godt alternativ. Det ved man som skilt.
Håbløs parterapi, nyt køkken og uendelige samtaler for at finde tilbage til harmonien: Jeg kender ingen, inklusive mig selv, der ikke har gjort alt for at undgå skilsmissen. For mig blev den sågar kvart i at købe campingvogn med fortelt. Og det er trods alt bedre som barn at komme fra et skilsmissehjem end at bo i ét.
Det blev en 7/7, ikke for eksempel 10/2. For mine børns far er en god far. Og dagligdagen er vigtig for at få en dyb relation – og ikke blot en weekendfar at tage i tivoli med. Jeg er blevet spurgt, hvordan jeg som MOR kunne indgå i en 7/7. Der må jeg bare sige, at far er en akkurat lige så god forælder.
At kæmpe mod en far for at kradse mere tid til sig ville give langsigtede konflikter og dårligt samarbejde mellem børnenes vigtigste mennesker. Jeg vil til enhver tid påstå, at det er hårdere for barnet end 7/7. Forudsat er en accept af, at 7/7-ordningen er et endegyldigt tab af kontrol.
Du kan og skal ikke fjernstyre, hvad den anden forælder putter på madpakken eller iklæder de små. Heldigt nok er ingen døde af hverken trestjernet salami eller nylon i pangfarver. Men de dør sjæleligt, når forældrene taler grimt om hinanden.
Men ville du selv bryde dig om at have to hjem? Sådan lyder (selv)bebrejdelsen ofte. Det ville jeg ikke. Men jeg afbøder ved at tage alt praktisk ansvar ved flytteriet. Og det følelsesmæssige ved at være i – og trøste, når de savner. ”Når jeg er hos dig, så savner jeg far, og omvendt”, sagde mine børn, så det skar i hjertet. Jeg lyttede og tog den på mig. Børn skal ikke skåne voksne menneskers følelser på bekostning af egne.
Som nyskilt forælder ligger du og græder i de første børnefri uger – og det er okay. Herefter følger en fase med accept – og til slut en fase, hvor du nyder igen at have voksentid. Det er i den fase, skylden atter melder sig og for en stund sender dig tilbage til at snøfte ned i barnets tøjkanin.
Men bliv nu ikke liggende for længe. Vores børn har ikke glæde af en selvpiskende karkludsforælder.
Annonse
Du kender og tager dit ansvar og skal være mild mod dig selv. Havde du haft muligheden, så dansede du kærligt med ham eller hende, du fik børnene med, til jeres sølvbryllup.
Du må gerne være glad igen.
Om Mette Kirstine Goddiksen
Journalist og forfatter, presseansvarlig på Kunsten i Aalborg, mor til 4 sammenbragte børn.
