I sving skal tandbørsten. Men dit barn hyler og laver flitsbue i stedet for at sige ‘ahhh’ … Her er syv trin til at børste de små bisser, så I begge slutter af med en high five.
Børst gummer allerede inden første tand, så dit barn vænner sig til børsten. Den er også god at gumle på, når gummerne klør.
Forbered dit barn
Hvad er det dog, du propper ind i munden på mig, mor?! Dit barn aner ikke, hvorfor han skal have børstet tænder. Men gem snakken om huller og tandlægens bor nogle år endnu.
Stik den lille en babytandbørste allerede inden den første tand. Gerne hver gang du selv børster tænder. Sådan vænner dit barn sig til at have tandbørsten i munden.
Er tænderne kommet, kan du skrue op for dit barns interesse for tandbørstningen ved at børste bisser på dinoen og dukkerne eller læse bøger sammen med ham om det.
(10 billeder)
Faktaboks
OM EKSPERTEN
Birthe Krabbe er afdelingstandlæge med ansvar for det forebyggende arbejde i tandplejen i Aarhus Kommune.
Tandbørstning to gange dagligt
Fra første tand skal I børste to gange hver dag med en blød, alderssvarende tandbørste. Hellere en der er for lille, end en der er for stor.
Børsten skal gnubbe over hele forsiden, bagsiden og tyggefladen af hver tand, så tænderne bliver rene.
Flourtandpasta
Indtil kindtænderne bryder frem, er det okay at børste uden tandpasta. Når kindtænderne er der, skal der tandpasta på. Brug en klat på størrelse med dit barns lillefingernegl. Med fluor! Det giver stærke tænder uden huller.