Tigerspring: Hvad sker der for de 3- og 6-årige?
Lige omkring 3 år og 6 år tager dit barn nogle store udviklingsspring, hvor hele verden for en stund er kaotisk. Læs her, hvad der sker inde i dit barn – og hvordan du støtter din lille springer bedst muligt.
3 år – en lille dirigent
Du kan sikkert huske de udfordrende perioder, dengang du havde en lille baby: separationsangst, selvstændighedsalder og uro. I treårsalderen er der længere imellem de store udviklingshop i dit barns liv. Så længe, at du måske slet ikke ser det komme, når dit ellers så harmoniske barn pludselig tager et hop og bryder ud i frustration, fordi der sker så mange ting i hovedet på samme tid. Til gengæld kan du godt regne med, at fasen varer noget længere, end da dit barn var få uger gammel. Som tommelfingerregel varer udviklingsfasen omkring et halvt år.
Først og fremmest er din treårige mærket af, at hun bliver mere og mere bevidst om, hvad hun vil og ikke vil. Faktisk kan de små poder virke som små dirigenter, når de pludselig kun vil spise én slags grønsager eller synes, at far skal have to kartofler, og det kun er mor, der må putte. Samtidig bliver dit barn bedre til at sætte ord på de oplevelser, hun for eksempel har i børnehaven. Og hun bliver meget mere selvhjulpen. Med andre ord er kernen i din 3-åriges udviklingsspring selvstændighed.
Dit barn forstår verden på en anden måde end tidligere. Hun bliver mere bevidst om, at hun kan spille roller som for eksempel prinsesse, Spiderman eller heks.
"Det betyder, at dit barn bliver mere bevidst om, at når det gør noget bestemt, så kommer der en reaktion hos andre. Børn er nysgerrige, og det skal selvfølgelig prøves af," siger børnepsykolog Louise Skals.
Svære at distrahere
Hvis du har en 3-årig, så kender du måske især supermarkedsscenen og tøjkrisen. Hvis du siger nej til slik, kaster dit barn sig ned og skriger i supermarkedet. Og om morgenen VIL dit barn kun have den grønne bluse med elefanter på og nægter at tage andet på, selv om blusen ligger i vaskemaskinen.
"Da dit barn var mindre, kunne du måske distrahere hende med et stykke legetøj. Men hun bliver nu mere vedholdende, når hun udtrykker sine ønsker og behov," siger Louise Skals.
Når din 3-årige pludselig er mere bevidst om sig selv, betyder det også, at hun går målrettet efter alt det, hun har LYST til. Så hvis du siger nej, er det bare frustrerende for dit barn – og kan nemt udløse en scene. Noget af det vigtigste i denne periode er at være tydelig over for dit barn, mener Louise Skals. Det har hun brug for.
LÆS OGSÅ: Forstå dit barns hjerne og bliv hørt!
"I skal lægge en linje og være helt tydelige. Aftal på forhånd, hvordan I vil håndtere situationerne, og bestem dig for eksempel, inden du går ind i supermarkedet, om dit barn skal komme ud med en is i hånden eller ej. Når I har besluttet jer på forhånd, er I mere overbevisende," siger Louise Skals.
Men det er også en god ide at støtte din treårige, når hun viser, at hun gerne vil bestemme. Dit barn kan for eksempel være med til at bestemme, hvilket tøj hun skal have på. Det giver dit barn en følelse af at få lov til at være med.
"Giv for eksempel dit barn valget mellem to bluser eller to par sko. Hvis der er for mange ‘retter’ på menuen, kan det blive angstprovokerende for en 3-årig. Det handler om at gøre det overskueligt for barnet," siger Louise Skals.
At begynde forfra
Ud over frustration kan du også opleve, at dit barn pludselig falder tilbage i gamle vaner, som hun ellers havde lagt fra sig. Måske begynder dit ellers renlige barn at få uheld. Måske bliver I én mere i dobbeltsengen om natten. Nu hvor verden lige pludselig er blevet mere uoverskuelig, har dit barn ganske enkelt mindre overskud til at gøre det, hun plejer.
"Vær indstillet på, at det, dit barn kan det ene dag, kan være uoverkommeligt den næste," siger Louise Skals.
Mange børn falder tilbage i en kort periode og finder selv vejen frem med lidt ekstra støtte fra dig. Men hvis for eksempel uheldene uden ble bliver ved i flere uger, er det en god ide at hjælpe dit barn tilbage.
"Det er en måde for dit barn at signalere utryghed på. Hun kalder på forståelse og omsorg. Det bedste, du kan gøre her, er at gå et skridt tilbage til dengang, hvor dit barn for eksempel smed bleen – og så begynde forfra," siger Louise Skals.
6 år – det svære liv
Når dit barn er omkring 6 år, sker der store forandringer. Din 6-årige begynder at forstå, at andre også bliver kede af det, vrede eller glade. Eller som børnepsykolog Louise Skals siger – de går ud af ‘bamsealderen’, hvor de stort set kun kan rumme og se sig selv.
Abstrakte ting som penge og forskellen mellem fantasi og virkelighed bliver mere klart for din seksårige. Det kan for eksempel blive en udfordring juleaften.
"Det er typisk i den alder, at det kan blive svært at få lille Sigurd til at tro på, at det altså er julemanden, der står der – når nu han har fars støvler på," siger Louise Skals.
Med den nye evne til at reflektere over verden omkring sig begynder mange seksårige også at bekymre sig og stille spørgsmål. Det er en ny verden, der åbner sig; med børn, der sulter i Afrika, hjemløse på gaden og udsigten til, at mor og far forsvinder en dag. Derfor er det også nu, mange børn begynder at spørge ind til, om mor kan dø og synes, det er synd for Søren henne i skolen, fordi han ikke har en far.
Når dit barn begynder at stille spørgsmål, er det vigtigt, at du ikke bare fejer ham af eller lyver, fordi sandheden er ubehagelig eller svær at forklare.
"Du skal ikke lyve om, at du aldrig dør. Det kan han godt regne ud ikke passer. Du skal selvfølgelig afstemme dit svar til alderen. Men du kan roligt bekræfte dit barn i den nye indsigt og fortælle ham, at han ikke behøver være bekymret. Et barn i den alder kan godt forstå logiske forklaringer," siger Louise Skals.
Ligesom hos den treårige kan udviklingshoppet i 6-årsalderen ramme dit barn med angst og utryghed. Derfor er det vigtigt, at du er tydelig og ærlig - men også støttende og altid klar med en tryg favn og forsåtåelse.
En dårlig taber (og vinder)
Det er også på dette tidspunkt, at du kan opleve, at dit barn bliver rigtig ked af det eller vred, når han taber. Selv om du måske står med en seksårig med tårer trillende ned af kinderne, når han har tabt, så giver det endnu mere utryghed, hvis du forsøger at snyde for at undgå konflikten. Så når dit barn bliver ked af det og smækker med døren, når han har tabt et spil, så er det vigtigt, at du viser, at det er okay, at han bliver sur.
"Det er en naturlig reaktion at blive vred. Når dit barn taber, oplever han følelsen af ikke at slå til. Det er en ny følelse, han skal lære at håndtere," siger Louise Skals.
Bekræft dit barn i, at det ikke er sjovt at tabe. For det er det ikke. Du kan støtte dit barn ved at sætte ord på følelsen, trøste og anerkende. Men fortæl også, hvis han gør noget, du ikke bryder dig om – for eksempel råber dig ind i ansigtet eller slår. Pointen er, at du ‘retter’ på det, han gør – ikke følelsen. Men det går også den anden vej. For når din seksårige vinder, er det ikke engang sikkert, at han kan nyde det.
"Det er en følsom alder, fordi dit barn begynder at bekymre sig og får dårlig samvittighed. Når dit barn vinder, er han opmærksom på, at en anden har tabt – og kan simpelthen få dårlig samvittighed over det," siger Louise Skals.
Rum dit barn
Når dit barn tager et hop, kan du forvente at få et frustreret barn. Med nye evner og ny forståelse følger en større og nogle gange skræmmende verden.
"Når dit barn er i udvikling, kan du ofte opleve, at barnet er på tværs og pludselig ikke kan det, han plejer at kunne. Det er vigtigt at huske på, at det er en måde at fortælle dig, at han har brug for hjælp," siger Louise Skals.
Som mor er din fornemmeste opgave derfor at rumme, at dit barn svinger fra glæde til raseri og tilbage igen på nanosekunder, og at han måske søger tryghed i gamle vaner.
"Vis dit barn, at han trygt kan komme til jer ved at møde ham med forståelse og omsorg. Bekræft dit barn i de mange forskellige følelser, han oplever, ved at sætte ord på. Og vær tydelig omkring, hvad du forventer af dit barn, og stil færre krav i perioder med tryk på," siger Louise Skals.
Artiklen er oprindeligt bragt d. 15. november 2011. Efter aftale med børnepsykolog Louise Skals er artiklen opdateret af Lea Holdgaard Hansen.