Ufrivillig barnløs: "Jeg følte mig ikke som en rigtig kvinde"

Cirkeline har altid vidst, at hun gerne ville have børn, fra hun var helt ung. Ikke et sekund havde det strejfet hende, at det skulle blive så svært at få drømmen opfyldt.

– Jeg kommer fra en familie, hvor det er naturligt at få mange børn. Jeg er selv den ældste i en søskendeflok på fem, og det er min mor også. Min mormor havde tre søskende, og alle mine onkler og mostre har børn. Så jeg regnede med, at det ville være nemt for mig at få børn, for det var det jo for alle andre i min familie, siger Cirkeline.

Så mens mange i dag venter, til de er i slutningen af 20’erne eller i starten af 30’erne, var det helt naturligt for Cirkeline og Kenneth at begynde at stifte familie, selv om de kun var 23 og 20 år.

Fra lykke til sorg

I to år prøvede Cirkeline og Kenneth at blive forældre på naturlig vis, men hverken kommando-sex, ægløsningstest eller udmåling af temperaturkurver fik de to eftertragtede streger frem på graviditetstesten. Så gik de til lægen, som sendte dem videre mod hospitalsverdnen til udredning.

De fik begge taget blodprøver, Kenneth skulle aflevere sædprøver, og Cirkeline skulle have gennemskyllet sine æggeledere, alt sammen for at finde ud af, hvorfor der ikke skete noget ad naturlig vej. Og så skete der pludselig noget.

– Inden vi blev indkaldt til første insemination, fandt vi ud af, at jeg var gravid. Det var et mirakel af en anden verden, og vi var ovenud lykkelige, fortæller Cirkeline.

Men lykken varede kort. Ved nakkefoldsskanningen, der på grund af ferie først lå i uge 16, fandt lægerne ud af, at barnet var dødt og havde været det siden uge otte.

LÆS OGSÅ: “Vi vidste ikke, om vi ville få vores børn med hjem”

– Det var så skrækkeligt, og jeg væmmedes ved min krop, som jeg følte havde svigtet mig og mit barn, fortæller Cirkeline. Hun kunne ikke klare tanken om at gå med et dødt barn i maven, så hun bad om at få en abort med det samme. Det kunne ikke lade sig gøre på grund af travlhed, så hun måtte vente på den første ledige tid, der først lå to dage senere.

– Jeg var skiftevis hidsig og meget ked af det, siger Cirkeline og fortsætter:

– Om natten vågnede jeg ved, at jeg styrtblødte. Jeg tror, min krop automatisk reagerede på beskeden og gik i gang med at afstøde barnet. Cirkeline og Kenneth kørte på Herlev Hospital, og pludselig gik det hele stærkt.

Der stod syv læger rundt om Cirkeline. Hendes livmor trak sig ikke sammen, som den skulle, hun mistede en masse blod og blev lagt i narkose for at få en udskrabning.

LÆS OGSÅ: Spis dig gravid

– Det skulle have taget tyve minutter, men det tog halvanden time, og imens var Kenneth ved at dø af skræk, for han anede ikke, hvad der skete, fortæller Cirkeline.

Efter operationen besvimede hun flere gange, fordi hun havde mistet så meget blod, og hun blev sygemeldt fra sit daværende job som social- og sundhedshjælper.

– I hele den periode var jeg nærmest lammet af sorg over at have mistet vores barn og over at måtte indse, at vi måske aldrig ville blive forældre, fortæller hun.

Kroppen svigter

Efter et par måneder kunne Cirkeline og Kenneth igen overskue at se fremad. De håbede stadig, at det kunne lykkes for dem at få et barn og gik i gang med fertilitetsbehandlingen igen. Inden da skulle de dog have det medicinske svar på, hvorfor de havde så svært ved at blive gravide.

LÆS OGSÅ: Bliv hurtigt gravid med nummer to

Svaret var, at Kenneths sædkvalitet var i top, så selv om lægerne ikke kunne pege entydigt på årsagen til barnløshed, var det åbenlyst, at problemet lå hos Cirkeline.

– Det var enormt hårdt at erkende, at det nok var min skyld, at vi var barnløse. Jeg følte, at min krop svigtede mig, og at jeg ikke var en rigtig kvinde, når nu jeg ikke kunne få børn, fortæller hun.

– Jeg tænkte ofte, at jeg frarøvede min kæreste muligheden for at blive far, og at han jo bare kunne gå ud og finde en rigtig kvinde at få børn med.

LÆS OGSÅ: Fertilitet: Børn skal lære, hvor svært det er at få børn

Usikkerheden og følelsen af utilstrækkelighed voksede, som tiden gik, og blev værre, for hver gang Cirkeline blev insemineret. Det  blev hun tre gange i rap – hver gang blot for at opdage, at hun heller ikke denne gang var blevet gravid.

– Det var så hårdt, både med den medicin og de hormoner, jeg skulle tage, men også med det håb, som bristede, hver gang vi fik en negativ graviditetstest, forklarer hun.

Parret vidste, at de kun havde tre forsøg tilbage i offentligt regi – med IVF eller reagensglasbehandling i daglig tale. Tre forsøg til – og derefter en kæmpe regning forude, hvis de ville blive ved med at forfølge deres store drøm om at blive forældre.

– Vi undersøgte mulighederne for at blive behandlet i det private, men fandt ud af, at det kostede 60.000 kroner. Det er altså mange penge for en håndværker og en social- og sundhedshjælper.

Følte sig som junkie

Med de dystre udsigter for fremtiden kørende rundt i hovedet gik Cirkeline og Kenneth i gang med reagensglasbehandling. Cirkeline fik taget 16 æg ud, men lægerne kunne se, at hendes æg og Kenneths sædceller opførte sig mærkeligt, når de blev sat sammen i en skål.

Kun to ud af 16 æg blev befrugtet, og det var alt for lidt. Derfor blev det besluttet, at Cirkeline og Kenneth skulle videre til det, man  kalder mikroinsemination, hvor en enkelt sædcelle føres direkte ind i ægget. Samtidig fik Cirkeline massiv hormonbehandling, som gav hende et væld af bivirkninger.

– Jeg blev nulstillet for hormoner og sat kunstigt i overgangsalderen for igen at blive fyldt med hormoner, forklarer hun.

– På den måde kunne de helt præcis holde øje med, hvor mange hormoner jeg fik, fordi min krop ikke længere selv havde mulighed for at producere nogen.

Cirkeline tog fem kilo på, fik uren hud og et humør, der kunne svinge fra nul til hundrede i løbet af ingen tid. Men det, hun husker som den værste bivirkning, var en pludselig hårvækst, som gav hende en masse mørke hår på kroppen – en gene, hun stadig slås med i dag, længe efter, og holder nede med epilator og blegecreme.

Mens behandlingen stod på, skulle Cirkeline selv tage sin medicin, hvilket greb voldsomt ind i hverdagen, for medicinen skulle tages på bestemte tidspunkter hver dag, flere gange om dagen, uanset om hun var hjemme, på arbejde eller til fest.

LÆS OGSÅ: Uge for uge: Graviditetskalender

En del af medicinen skulle stå på køl, og noget af den skulle blandes op. Det gjorde, at Cirkeline måtte sige nej tak til at deltage i mange ting.

– Det er ikke særlig fedt at rende rundt med en pose kanyler og sprøjter – man kommer næsten til at føle sig som en junkie. Samtidig var der mange mennesker, som vi ikke havde lyst til at involvere i vores situation, så jeg sad meget alene derhjemme. Mit liv var på standby, i de perioder jeg var i behandling.

Forbudte følelser

Cirkeline og Kenneth er glade for, at de gik i gang med at forsøge at stifte familie i så ung en alder, som de gjorde, for det har betydet, at de, trods det langvarige behandlingsforløb, stadig er relativt unge forældre i dag. Ironisk nok har netop deres alder affødt mange kommentarer fra deres omgivelser.

– Vi har fået mange kommentarer, og nogle af dem har gjort mig både vred og ked af det. Nogle syntes for eksempel, at det var noget pjat, at vi havde så travlt med at få børn, når nu vi var så unge, fortæller hun.

– De kunne ikke forstå, hvorfor vi ville igennem al den her behandling, for vi havde jo tiden for os og burde bare vente, syntes de. Vi lærte hurtigt at sortere i, hvem vi gad snakke med om vores barnløshed, og der røg en del venner på den konto.

Heldigvis var hendes mor og mormor gode støtter. To veninder, som tilfældigvis også var i fertilitetsbehandling, var også gode at dele ‘forbudte’ tanker og følelser med.

– Det var svært, når kvinder i min omgangskreds blev gravide og fik børn. Det føltes så uretfærdigt, for hvorfor skulle det lykkes for dem, når det ikke ville lykkes for os? Jeg kunne næsten ikke holde ud at høre andre tale om, at de var blevet gravide ved et uheld, at de skulle have en abort, eller at det barn, de ventede, passede dårligt ind i deres liv lige nu. Det var bare så uretfærdigt, følte jeg.

Sexlivet på pause

I perioder var det også svært for Cirkeline og Kenneth som par. Han kunne ikke få fri til alle de behandlinger, konsultationer og undersøgelser, Cirkeline skulle af sted til, så det var tit hendes mor, der tog med på hospitalet.

– Jeg syntes, at det kun var mig, der betalte prisen. Kenneth gik på arbejde, som han plejede, og så sine venner, som han plejede, forklarer Cirkeline.

– Jeg følte, at jeg stod meget alene med det. Vi blev oftere og oftere uvenner, fordi jeg ikke syntes, han forstod, hvor hårdt det var for mig. Jeg ønskede, at han satte sig mere ind i de behandlinger, vi skulle igennem. Kenneth lukkede ofte af, fordi det var for hårdt at tale om det samme hele tiden. Men det var hele min verden, så jeg havde et stort behov for at tale om det – hele tiden. Og det var svært.

LÆS OGSÅ: Hvilken gravidtype er du?

Sexlivet skrantede også. Cirkeline blev øm af alle de gynækologiske undersøgelser og af at få taget æg ud og lagt æg op.

– Sex var så godt som udelukket. Det var bare ikke lige det, jeg havde mest lyst til, og så gjorde det ondt. Det var en belastning for os som par, at den del af vores forhold blev sat på pause i så lang tid.

Tredje gang er…

De to første forsøg med mikroinsemination bar ikke frugt, og da Cirkeline efter tredje forsøg begyndte at bløde, troede hun, at løbet nu var kørt.

– Jeg vidste bare, at jeg ikke var gravid, for hvis jeg var det, ville jeg jo ikke bløde. Jeg orkede ikke endnu en nedslående besked, så derfor ringede jeg ikke til sygehuset for at få svar på blodprøven, der kunne fortælle, om jeg var gravid, fortæller Cirkeline.

Dagen efter blev hun ringet op af en sygeplejerske. Hun kunne ikke forstå, hvorfor Cirkeline ikke havde ringet.

– ‘Du er jo gravid, tillykke!’ sagde hun til mig med et grin. ‘Nej, det er jeg ikke, for jeg bløder’ svarede jeg. Men jo, hun holdt fast. At dømme efter mængden af hormoner i mit blod var jeg endda meget gravid. Da det endelig skete, da et lillebitte nyt menneske endelig, endelig voksede inde i Cirkeline og varslede en ny og spændende fremtid for hende og Kenneth, væltede hendes verden fuldstændig.

LÆS OGSÅ: Jennifer Aniston: Jeg har stadig værdi, selvom jeg ikke får børn

– Jeg blev så tindrende lykkelig. Men samtidig var jeg bare så bange for at miste barnet, fortæller Cirkeline.

Med god grund. For hun blev ved med at bløde indtil uge 23, og lægerne frygtede, at det var det, man kalder en indrueklasegraviditet, hvor barnet aldrig udvikler sig, som det skal. Derfor var Cirkeline en gang om ugen på hospitalet for at få taget blodprøver og få tjekket sine hormontal. Og da fostret blev stort nok, blev hun skannet en gang om ugen for at tjekke, om der var hjerteblink, og alt var, som det skulle være.

Endelig en familie

Efter uge 23 stoppede blødningerne pludselig, og Cirkeline kunne nyde den sidste del af graviditeten med færre bekymringer end hidtil. Den 4. oktober 2013 blev Valdemar født, fire dage før termin. Et nyt liv for den lille familie tog sin begyndelse. Og selv om kærligheden til det lille mirakel var enorm og massiv, var det også hårdt at blive mor.

– Valdemar havde kolik og skreg sig gennem sine første fem måneder. Det var rigtig hårdt at gå alene hjemme med ham. Selv når han sov, græd han, fortæller Cirkeline.

– Desuden opdagede vi ved et tilfælde, at han er født med en cyste på kraniet, der desværre vokser. Den skal opereres væk i fuld narkose, når han kommer om på den anden side af to år. I starten var jeg meget nervøs for, om den var ondartet, men lægerne siger, at han er sund og rask, så vi skal bare have den operation overstået.

Cirkeline havde svært ved at dele følelsen af, hvor hårdt det var, med sine nærmeste.

– Jeg følte jo ikke, at jeg kunne tillade mig at være andet end taknemmelig over, at vi endelig havde fået vores barn. Tænk på alle dem, som stadig kæmper for at blive forældre, og dem, som det aldrig lykkes for. Jeg fik meget dårlig samvittighed, hver gang jeg tænkte negative tanker om mit lille mirakel.

I skrivende stund er Valdemar knap ni måneder, kolikken er forsvundet, og Kenneth og Cirkeline har fundet en rytme i deres lille familie. Selv om Cirkelines udgangspunkt, dengang før det lange behandlingsforløb, var en større børneflok, har hun og Kenneth i dag indset, at de højst får to børn. De har ikke flere gratis behandlingsforsøgtilbage, men de har seks æg i fryseren på Herlev Hospitals fertilitetsklinik.

– Vi håber, at der ligger en lillebror eller -søster og venter på os derude. Men hvis de æg ikke bliver til en graviditet og et barn, så har vi besluttet, at vi stopper der. Vi vil ikke bruge de næste 10 år på at få et barn til. Så vil vi hellere bare nyde vores lille mirakel.

LÆS OGSÅ: 16 tidlige tegn på graviditet

LÆS OGSÅ: Tvillinger – ens, men helt forskellige

LÆS OGSÅ: Beregn hvornår du har næste ægløsning