Luise Gomard bor i en lyselilla villa nord for København – især én ting går igen i indretningen

Som kunstelsker er det svært ikke at have øjne på stilke, når man træder ind ad døren hos Luise Gomard.

I entreen hænger et lille billede af kunstneren Marina Abramovic, og op ad trappen blander værker af Sylvie Fleury, Edward Givis og Niklas Asker sig med lyset, der falder ind fra vejen.

Samlingen har endnu ikke sat sig; den er forholdsvis ny, og har man haft blik for kunsten de seneste par år, vil man kunne genkende værker af navne som Esben Weile Kjær, Emma Kohlmann, Alexander Tovborg, Fryd Frydendahl og Martin Brandt Hansen.

“Jeg har altid købt lidt kunst hist og pist, men for fire år siden købte jeg huset her, fordi jeg blev skilt, og så skete der noget. Jeg blev deprimeret. Hele mit livsgrundlag og alt det, jeg troede, jeg skulle, smuldrede væk under mig. I sådan en situation finder man ud af, at man selv er ansvarlig for sin egen lykke, og at man selv skal sørge for at proppe nogle af de ting ind i sit liv, som gør, at man har lyst til at stå op hver eneste dag. Jeg kom frem til, at min største interesse, næstefter mine børn, er kunsten, og at der nu var mere plads til den,” fortæller hun.

Statuer i lynglandskaber

Luise Gomard har de seneste 15 år været direktør for Rudolph Tegners Museum & Statuepark i Dronningmølle i Nordsjælland. Stedet, som dukker op som en hemmelig bunker blandt lyng og enebærbuske, og som ud over at være et tilflugtssted for kunstconnaisseurs også flittigt bliver brugt som fotolokation.

Læs også

Line Francks bedste råd til dig, der skal købe bolig

“Jeg har kendt Tegners Museum, siden jeg var barn, og vi løb rundt blandt skulpturerne i Ruslands Bakker på langrend om vinteren. Jeg kan kun huske, at jeg var indenfor en enkelt gang, hvor der var gråt overalt, der løb fugt ned ad væggene, og der var de her store skulpturer. Jeg har et mentalt billede af et sted, der er noget anderledes end det, man oplever i dag,” fortæller hun.

Den danske billedhugger (1873-1950) købte en del af områdets hedelandskab i 1916 og stillede bronzeskulpturen Kong Ødipus og Antigone op som den første i bakkerne, og senere tegnede og byggede han det enorme museumsrum, som i dag huser en stor samling af hans monumentale værker.

“Det er jo sådan et sted, som rigtig mange stadig ikke kender, og det synes jeg faktisk, er fedt. Vi kunne godt lave landsdækkende kampagner for at trække folk til, men stedet ville ikke kunne bære det, og man skal kunne komme herop og føle roen. Vi lever fint med den kultstatus, som vi har fået, og som jeg prøver at bevare samtidig med, at jeg bliver ved med at lave små interessante tiltag. Og der har jeg heldigvis en bestyrelse, der bakker mig op.”

Hvert år kuraterer Luise Gomard en udstilling med en eller flere samtidskunstnere, hvis værker får lov at spille sammen med Rudoph Tegners mange skulpturer.

I år har hun indbudt den irske billedhugger Kevin Francis Gray, der har kvitteret med en rå og enestående mastodont af en gipsskulptur, og den danske kunstner Morten Schelde, som præsenterer en smuk samling tegninger.

“Jeg arbejder ikke med hurtige løsninger. Jeg tror rigtig meget på det lange seje træk, og på et sted som Tegners Museum, som har én kunstner og én historie, skal man være varsom med at udbasunere fortællingen. Man skal bygge langsomt på og lade ringene brede sig i vandet,” siger hun.

Sans for samling

Luise Gomard viser rundt blandt værkerne i sit hjem. Samlingen er generelt imponerende, farverig og fortællende, og ganske anderledes end de blødt polerede figurer og skulpturer, man kender fra Tegners Museum.

Men der er alligevel fællesnævnere.

Læs også

Sarah bor med mand og børn på 75 kvm: "Det kræver én vigtig evne at få det til at fungere"

“Kroppen interesserer mig meget, og det kan man se i mit valg af værker. Jeg tror, det kommer af, at jeg har arbejdet på Tegners Museum i så mange år, hvor det jo er kroppe, den nøgne krop og det skulpturelle i den nøgne krop, der fylder. Jeg har en tendens til at trække imod kropslige værker, når jeg køber kunst. Som f.eks. det lille værk af Malcolm T. Liepke, hvor en kvinde har lagt sig over ryggen på en mand, hvilket udtrykker en helt enorm ømhed,” fortæller hun.

Andre eksempler er Danielle Orchard-billedet over pejsen eller Tunji Adeniyi-Jones-værket med nøgne, rygvendte kvinder, der vender sig mod beskueren. I kontoret hænger det allerførste værk, hun købte til huset.

Et stort figurativt maleri af den amerikanske kunstner Jackson Casady.

“Jeg havde ikke pengene, da jeg så det, men så fandt jeg dem. Jeg elsker motivet, hvor naturen og mennesket skal sameksistere. Bjørnen, der hjælper manden med at slukke ildebranden i huset og det livsbekræftende kram mellem bjørn og menneske.”

Priser på kunst taler man ellers ikke så meget om hos Luise Gomard.

“Jeg har dyre værker, det har jeg, men jeg er ikke den, der går ud og lægger et halvt parcelhus. Det gør jeg ikke. Men jeg har fundet ud af, at pris og kvalitet godt kan hænge sammen, også i kunsten. Jeg kan godt lide den seriøsitet, der ligger i, at kunstneren får opbygget en karriere, som gør, at de også bygger en pris op.”

At bruge 100.000 kroner på et værk får hende til at tænke over, at det er penge, hun kunne have brugt på noget andet.

“Men når man først har taget det afgørende skridt, så bliver det meget nemmere. Man skal lige have hul på det,” siger hun og tager et ringbind frem, hvor kvitteringerne på alle værker er printet og sat kronologisk ind.

Værker, der taler

Før Luise Gomard læste kunsthistorie, læste hun på Handelshøjskolen og har ikke lagt fornemmelsen for tal og systemer fra sig. Hun bladrer og finder navnet på det værk af den danske kunstner Evren Tekinoktay, hun ikke kan huske titlen på. Jinx hedder det.

Evren Tekinoktay er en af Luise Gomards favoritter, hun har tre værker af den danske kunstner, hvis karakteristika er pastelfarvede kompositioner og lysende neon.

En anden favorit er keramikeren Anders Ruhwald, hvis ‘klatværk’ hænger i en skruetvinge på bogreolen.

Læs også

Mette har ét godt råd til dig, der gerne vil have flere farver i hjemmet

“Selvom jeg altid køber min kunst gennem gallerierne, synes jeg, det er interessant at møde kunstnerne og høre deres eget bud på, hvorfor de laver den kunst, de gør. Jeg adskiller ikke kunsten fra kunstnerne, men omvendt køber jeg heller ikke værker, fordi det er en bestemt kunstner. Værket skal tale til mig i sig selv. Jeg handler intuitivt, men selvfølgelig med et erfarent blik,” siger hun og påpeger, at det samme gælder for indretningen af hendes hjem.

Møbler, lamper, vaser og tæpper flytter ind ud fra en umiddelbar fornemmelse, og det vigtigste er først og fremmest, at huset fungerer som hjem og base for hende selv, hendes børn og hendes kæreste.

“Jeg er gået efter en varm stemning og noget farverigt, ikke for pænt. Farver gør mig glad. Jeg har søgt et personligt præg, men jeg tænker ikke så meget over det,” siger hun.

Moderne mæcen

Luise Gomard står økonomisk et godt sted og med den slags følger en forpligtelse, mener hun. Ikke bare i forhold til at forfølge sin mangeårige samlerdrøm, der nu er blevet indfriet, men også til at give videre til kunsten i mere overordnet forstand.

Læs også

Duddi fandt kreativiteten igen efter svær tid: ”Der var ikke længere noget, der blokerede”

I dag fungerer hun som en slags moderne mæcen. Hun støtter fast et kunstmuseum i New York, Buffalo AKG Art Museum, som har oprettet en afdeling, hvor de opkøber nordisk kunst, hvilket på flere planer kommer nordiske kunstnere til gode. Og hun samarbejder med og støtter nonprofitorganisationen ART 2030, der bruger kunsten som redskab i arbejdet med FN’s 17 Verdensmål. Og nu er hun også blevet en del af den fond, der står bag den nye Kunsthal n, som åbner 24. august på Nørrebro i København – et initiativ skabt i samarbejde med Tania og Thomas Asbæk, der arbejder som kunstrådgivere, og investor og kunstsamler Sara Lysgaard.

“Det betyder meget for mig at kunne være med til at bruge nogle midler på at fremme kunsten. At mine muligheder kommer nogle andre mennesker til gode. Kunst er det, jeg ved noget om, og derfor var det naturligt for mig at gå den vej,” siger hun og tilføjer:

“Jeg tror på, at kunsten kan hjælpe verden. Indimellem har jeg da været i tvivl om, hvorvidt det er det rigtige at bruge penge på, men jeg kommer hele tiden tilbage til det samme svar: At det her er det rigtige for mig, og det skal jeg være tro over for.”

Selvforkælelse

Åbningsudstillingen på Kunsthal n er med den amerikanske kunstner Danielle Mckinney, der er en af de store navne lige nu, og hvis værker Luise Gomard beskriver som havende en særlig aftenstemning over sig.

“Danielle McKinney maler portrætter af kvinder, der nyder en stille stund for sig selv. Øjeblikke af selvforkælelse – som at drikke en kop kaffe, slænge sig på sofaen, sidde og stirre ud i luften eller ryge en forbudt cigaret. Universet er meget feminint og lidt jazzet. Og det er noget af et scoop. Værkerne er lånt af private samlere, så det er ikke nogle, man ellers har adgang til at se,” forklarer hun.

Et af kunsthallens vigtigste formål er at vise internationale kunstnere, som endnu ikke ligger i det felt, der kan trække en museumsudstilling, men som på den anden side er for store til gallerierne, og gøre det på en måde, så kunstbegejstringen og glæden ved kunsten smitter af på os, der skal besøge stedet, og gerne på Nørrebro som bydel.

Læs også

Søren Vester klar med gode råd mod dræbersnegle: ”Det fungerer bare”

Tanken er også, at skoler skal kunne komme forbi til omvisninger, og kan Kunsthal n ramme børn, der ikke normalt ser kunst, vil det være en drøm, der bliver opfyldt. 

“Vi vil lave et børneprogram, hvor klasser kan følge et forløb, hvor det ikke så meget handler om, at børnene skal have fingrene i en klump ler, men om at de udfordres til at se på kunsten og bliver lært op i den. Det oplevede jeg selv som barn og helt ung, hvor jeg boede med mine forældre i Italien. Her har de kunsthistorie på skoleskemaet, og det gjorde en kæmpe forskel for mig at lære om kunst på den måde. Kunsten bygger bro mellem mennesker, og selv i dem, der siger, at de ikke forstår sig på eller har interesse i den, sker der et eller andet. Ligesom der er fodbold overalt i verden, er der også kunst overalt, selv på de fjerneste steder og langt tilbage i historien. Det er en del af vores fundament som mennesker,” siger hun.