Koldskålsfromage med skyr og jordbær
Denne koldskålsfromage kan både bruges som morgenmad eller som en lækker dessert. Den er hurtig og nem at lave, og smager skønt af koldskål og jordbær.
4 personer
Ingredienser
- 250 g jordbær
- 50 g sukker
- Fromage:
- 6 blade husblas
- 2 dl kærnemælk
- 3 dl skyr
- 4 spsk. citronsaft
- 1 tsk. fintreven usprøjtet citronskal
- 1 dl sukker
- korn af 1 stang vanilje
- 2½ dl piskefløde
Sådan gør du
- Nip jordbærrene, og skær dem i skiver. Læg dem i en skål, og drys sukker over. Lad dem trække tildækket i køleskab.
- Udblød husblassen i koldt vand i 10 min. Tag bladene op, og smelt dem i det vand, der følger med i mikroovn eller over vandbad.
- Rør kærnemælk, skyr, citronsaft, citronskal, sukker og vaniljekorn sammen. Rør lidt af skyrblandingen i husblassen, og rør herefter husblasblandingen i skyrblandingen.
- Pisk fløden til blødt skum, og vend den i skyrblandingen. Fordel jordbærskiver og den saft, der er trukket ud i portionsglas.
- Fordel evt. nogle af jordbærskiverne op ad glassenes kant. Fordel fromagen over. Stil fromagen i køleskabet tildækket i ca. 4 timer.