Skøn risotto med kantareller, ramsløg og bacon
En risottoklassiker som er piftet op med ramsløg, der med sin ganske milde hvidløgssmag, går smukt i spænd med både svampe og bacon.
Risotto med kantareller, ramsløg og bacon til 4 personer
Total:40 minutter
Ingredienser
- Ca. 1,2 – 1,5 liter kyllinge- eller kalvefond
- 2 spsk olivenolie
- 3 spsk smør
- 75 g lufttørret bacon, eller anden slags af god kvalitet, skåret i tern
- ca. 200 g kantareller, rensede og skåret i kvarte
- 1 stort skalotteløg eller 2 mindre, finthakket
- 500 g risottoris
- 2,5 dl tør hvidvin eller vermouth
- 75 g friskrevet parmesan
- ca. 20 blade ramsløg, skyllede og med stænglen skåret af
Sådan laver du risotto
- Anbring fonden over svag varme, mens resten af risottoen forberedes.
- Smelt 1 spsk af smørret og alt olivenolien i en tykbundet gryde eller pande. Tilsæt bacontern og lad dem stege, indtil at fedtet begynder at løsne sig fra kødet.
- Tilsæt nu svampe og løg, og lad blandingen simre i ca. 5-6 min til løgene er gennemsigtige.
- Skru op for varmen og tilsæt ris og vin/vermouth. Lad blandingen koge indtil vinen er kogt ind.
- Tilsæt nu fonden en smule ad gangen. Vent med at tilsætte til første omgang er absorberet af risen.
- Når risene er næsten færdige, tilsæt ramsløgene sammen med sidste omgang fond, efterfulgt af resten af smørret og parmesanen.
- Smag til med friskkværnet peber og lidt salt, men vær varsom, da baconen også giver en saltet smag.
- Lad risottoen stå under låg et par minutter, før den serveres og spises med det samme.
Se også opskrift på Risotto med ramsløg og perlespelt