Seekh kebab opskrift med løgsalat

Seekh kebab med løgsalat og agurkedip med mynte

en fantastisk lækker ret med masser af smag og god at servere en sommeraften ved grillen.

Seekh kebab med løgsalat og agurkedip med mynte til 4 personer

Ingredienser

  • 12 stk bambustræspyd til grill (ca. 20 cm lange)
  • 200 g hakket oksekød
  • 200 g hakket lammekød
  • ½ finthakket løg
  • ½-1 tsk hot harrisa eller anden chili-pasta
  • 1½ tsk salt
  • 2-3 spsk finthakket mynte
  • 2 spsk finthakket koriander
  • ½ spsk hele spidskommenfrø
  • ½ rødløg
  • 1 stilk bladselleri
  • 1 fed finthakket hvidløg
  • 1 spsk citronsaft
  • 1½ tsk finthakket chili ( mellemstærk eller efter smag og behag)
  • Lidt frisk koriander eller persille
  • ½ agurk
  • 1½ dl græsk yoghurt
  • 1 spsk citronsaft
  • 2 spsk finthakket mynte
  • Salt og peber.

Sådan gør du

  1. Læg træspyddene i blød i koldt vand cirka 30 min. Bland oksekød med lammekød og ælt det sammen med løg, harrisa, salt, mynte og koriander. Del kødet i 12 portioner, ælt og rul hvert stykke til en 8-9 centimeter aflang pølse. Kom det på træspyd, og pres det godt sammen omkring pinden. Sæt spyddene i køleskabet, indtil de skal grilles, cirka 15-20 min før servering
  2. Rist spidskommenfrø på en tør pande nogle minutter til de begynder at dufte. Husk, at de skal letristes og må ikke bliver mørke. Snit rødløg i tynde skiver og bladselleri i tynde skiver på skrå. Bland rødløg, bladselleri, spidskommen, hvidløg, citronsaft, chili og frisk koriander eller persille sammen i en skål.
  3. Skær agurk i små tern. Rør yoghurt med lidt citronsaft, frisk kværnet peber, hakket mynte og agurketern.
  4. Pensel dine seekh kebab med lidt olivenolie og grill dem 10-12 min afhængig af, hvor tykke du har lavet dem.
  5. Server seekh kebab med løgsalat, agurke-dip, sabal oelek eller anden chili-dip og eventuelt med kogte ris eller grillede pitabrød til. 

TIP

Hvis du laver agurkedippen nogle timer inden spisning, er det vigtigt, at du udvander agurkerne. Ellers bliver yoghurten tynd og sjasket i konsistensen.

Drys lidt salt på agurketernene, og lad det trække en halv time i en skål. Hæld agurketernene op i en sigte og dræn saften fra, inden de vendes i yoghurtdressingen.