Da Josefine Bergsøe begyndte at designe smykker, overraskede specielt én ting hende
I sit arbejde som guldsmed og smykkedesigner er Josephine Bergsøe både i kontakt med mennesker i de lykkeligste og mest ulykkelige øjeblikke af deres liv. Bag hvert smykke, hun laver, gemmer der sig forunderlige historier om alt fra sorg og svigt til status og kærlighed – og nogle af de mest uforglemmelige deler hun nu med os.
Josephine Bergsøe har altid vidst, at hun skulle være guldsmed. For hvor de andre børn bare så sten og snørebånd, så hun udsmykning.
Og da hun som tiårig fik adgang til skolens kreaværksted, var der ingen tvivl – hun skulle være guldsmed.
Men hun vidste ikke, at titlen som historiefortæller også ville følge med virket. Hun troede, at hendes arbejdsliv skulle handle om at skabe skønhed. Men det viste sig hurtigt, at alle smykkerne, hun skabte, var små, unikke historier.
Hun skaber smykker til de enkle historier, som vielser, fødselsdage og fødsler. Men også til de mere komplicerede som sorg, tab og svære beslutninger. Og det er lige netop de historier, som gør, at hun efter 35 år stadig sprudler af begejstring, når nye skikkelser træder ind på værkstedet, og et smykke skal skabes.
For Josephine er smykker ikke bare smykker – det er små, komprimerede historiefortællinger, der både kan indkapsle følelser, mennesker og momenter.
"Det er en kæmpe tillidssag, når folk kommer ind og fortæller mig deres historie. Og det kræver også noget menneskeerfaring, som jeg ikke havde, da jeg startede som 23-årig. Nu, hvor jeg er bevidst om, at jeg fortæller folks vigtigste, dybeste historier, kan jeg slet ikke slippe min fascination. Hver gang jeg laver et smykke, bruger jeg lang tid på at finde ud af, hvordan den personlige historie skal afspejle sig deri."
Det strømmer med personlige historier i hele Josephines repertoire, og bag de fleste af hendes smykker gemmer sig forunderlige fortællinger om sorg, magt, svigt, status og kærlighed. Dem har hun de sidste otte år samlet sammen i smykkeværkstedet og omformet til små historier, som nu i samarbejde med museumsinspektør Jeanette Varberg er blevet til bogen 'Boblerne i bækken'.
Når døden dingler om halsen
Da Lars’ mor kom ind i Pavillonen på Kronprinsessegade, ønskede hun at få lavet et smykke, der kunne beskytte hendes søn. Lars levede nemlig af at køre stærkt, og det gav hans mor mareridt om natten.
Hun gav det til Lars som en beskytter – en talisman – så hun kunne sove lidt bedre. Han havde det altid på under tøjet, og når han skulle køre løb, fiskede han altid det lille kranie op og holdt det først mod sin pande, og derefter mod sine læber.
"Man kan godt sige, at kranierne er mit bud på en talisman. Det stammer fra det gamle symbol Memento mori, som er en påmindelse om, at døden er uundgåelig. Jeg vil helst lave dem til nogle, som har været udsat for nogle ting i livet og har brug for en talisman. Man kan bære den som beskyttelse, eller som et symbol på, at man er klar over, at man er dødelig. Det er ikke en, man lige får i 18-års fødselsdagsgave, fordi man synes, den er pæn."
"Jeg kendte ikke Jeanette Varberg, som jeg har skrevet bogen sammen med, før jeg stødte på en skaldet kvinde på mit Instagramfeed. Hun gik igennem et brystkræftforløb, ligesom jeg selv gjorde for mange år siden.
Det sjove er, at hun genkendte mine ting og gennem tiden har købt smykker, når hun ville markere vigtige begivenheder i sit liv – blandt andet kraniet, uden vi nogensinde havde mødt hinanden. Da vi endelig mødte hinanden, faldt alt i hak."
Rundt om Josephines hals falder en guldkæde fint med et kranie dinglende ned over brystkassen. Selvsamme brystkasse, som den, der for 14 år siden havde kræft. Men det er ikke derfor, at hun bærer den. Hendes talisman stammer nemlig fra en langt tidligere sorg, og den har en helt fast plads på den guldbelagte hals.
"For mig er kraniet et symbol på, at du skal være på jorden, mens du er her. Det er en påmindelse om, at vi alle ender det samme sted i sidste ende, så lad os leve nu. Og når vi i sidste ende skræller alt huden af os, ser vi ens ud."
Utroskabens symbol
Jon kom lidt for ofte forbi Josephine for at købe smykker. På papiret levede Jon og konen Kaisa deres bedste liv – tre børn, fire huse, otte biler og masser af penge. Jon var vild med Kaisa, men også med en lang række andre kvinder.
Hver gang han havde haft en affære, kom han hjem med et smykke. Jo større en affære, jo større et smykke. For otte år siden indså Jon, at livet i tosomheden alligevel var bedre, og stoppede alt utroskab. Til deres guldbryllup fik han lavet en overdådig diamanthalskæde, som han gav Kaisa i en lodge i Sydafrika omgivet af familien.
Men han havde ikke overvejet, at de store, spektakulære smykker altid var kommet som en undskyldning. Og da Jon kom tilbage den aften, var Kaisa skredet, og på hovedpuden stod der med fed eyeliner ”satis est satis” (nok er nok, red.). Jon syntes, at hun altid var lidt for dramatisk, og gav den videre til sin næste erobring, børnenes 22-årige barnepige.
"For Kaisa var smykket en påmindelse om, at han aldrig bliver bedre. Mange af de historier, jeg er kommet forbi gennem årene, er en påmindelse om, at vi tit taler forbi hinanden. Samtidig tillægger vi smykker en historie, som man virkelig skal være dygtig til at læse, for at det ikke gør ondt eller bliver misforstået. Det er også det, der er så spændende ved smykker – hvor meget signal, vi lægger i dem."
"Jeg har nogle personlige historier, som gør, at utroskab for mig er en ting, som jeg har det virkelig stramt med, og hvor jeg selv har lært, hvad utroskab gør ved et menneske. Mit virke har vist mig, at det er så meget mere udbredt, end jeg nogensinde havde forestillet mig.
Der er så mange forskellige måder at snyde hinanden på, og en historie som Jon og Kaisas gør mig mest af alt fortvivlet over, at vi er så dårlige til at kommunikere. Og der kan man bare sige, at smykker ofte fungerer som signaler til at prøve at forstå hinanden og de situationer, man er i.
Smykker bliver brugt som symboler til alle de store følelser her i livet, og det er oftest skam og begær. Skammen er en følelse, man virkelig gerne vil ud af, hvilket mange prøver ved at give en gave – som for eksempel et smykke."
Et plaster på såret
Camma er den eneste pige i sin generation. Derfor blev det besluttet, at hun skulle arve alle familiens dyrebare guldsmykker, som havde fulgt dem igennem sult, fattigdom og krig. Så det var ikke kun smykker af en enorm værdi, hun fik overdraget, men også hele familiens historie.
Efter 15 år i en bankboks blev det i fællesskab besluttet, at Josephine skulle omsmelte smykkerne til noget, som Camma kunne bruge. De fløjlsindsvøbte smykker blev lagt i en Netto-pose for at skabe mindst mulig mistanke om posens værdi. Hun havde den tæt med sig overalt den dag – da hun børstede tænder, bryggede kaffen, endda under skrivebordet på arbejdet.
Da hun om eftermiddagen kom ind på værkstedet, viste ængsteligheden sig som sved på overlæben. Og da hun vendte posen på hovedet over arbejdsbordet, fløj indholdet ud: to mælkekartoner, et brugt kaffefilter og en bunke kartoffelskræller.
"Dér gik der panik i hende. Hun havde været nede med skraldeposen om morgenen, som også var en gul Netto-pose. Hun ringede til Vestforbrænding, og hun fik endda lov at rode skraldet igennem derude, men uden held. Så vi besluttede os for at lave en ring med en dråbeformet diamant, som hun kunne huske lignede en, der var i posen.
Så når familien spurgte, kunne hun sige, at hun havde fået lavet noget af det. Jeg ved ikke, om hun nogensinde fik sagt det til sin familie. Det, der er vildt med denne historie, er, at der er så mange familier, som oplever noget tilsvarende.
Smykkerne binder os sammen i historierne om, hvorfor de er så vigtige – det er bindesten i en families historie. Menneskerne, følelserne og historierne bag smykkerne er altafgørende for, at du bliver glad for dine smykker," mener Josephine. Så hvis du mister dem, eller de bliver stjålet, er det en enorm sorg.
"Der er en helt banal og dybtliggende ting i, at smykker er et følelsesmæssigt totem for os. Det blev jeg opmærksom på første gang, at en kunde kom ind efter et røveri. Jeg har en del, der kommer, når alt er blevet stjålet, og de virkelig, virkelig er ulykkelige. De er aldrig ulykkelige over pengene, der er forsvundet, men altid over det, at de aldrig kan genskabe de minder om personer, oplevelser eller steder, som smykkerne bar på."
At genskabe netop de følelser i et nyt smykke er ikke noget, som Josephine gør sig i. Det ved hun, er en umulig opgave.
"Jeg kan i princippet godt genskabe de smykker, som folk får stjålet, men det har jeg aldrig nogensinde gjort – for du får aldrig de følelser igen, som netop dét smykke gav dig. Du vil altid kigge på den og blive mindet om, at det ikke er dén. Du vil lede efter fejlene i det, for den fornemmelse, der var i netop det smykke, får du ikke igen.
Du vil gerne mærke følelsen der, hvor han faldt på knæ eller der, hvor din farmor gav dig arvestykket, som du kan huske, har hængt rundt om hendes hals. Det er ligegyldigt at lave ting, der ligner, for sorgen er den samme. Så jeg laver kun smykker, som har sit eget værd – ikke i værdi, men i de følelser, du har lagt ind i det."
Gaven til mig selv
Da Anna omsider fik nok af Mortens pibestemme og dårlige vane med at læse hendes bankkonto, synes hun, at hun skyldte sig selv en stor gave. Hun vaklede længe mellem den rejse til Kenya, som hun havde drømt om i mange år, eller en stor, spektakulær cocktailring. Hun endte med at vælge begge dele.
"For mig er denne historie billedet på det at skille sig af med noget, som dræner en – og det behøver ikke være en mand, som det var i dette tilfælde. Men pointen i at unde sig selv noget synes jeg er sindssyg vigtig – for hvis du kan gøre begge dele, skal du bare tage for dig af retterne. Jeg kan godt lide tanken om, at man tager sine egne behov og drømme alvorligt.
Historien kan godt forveksles med, at man bliver lykkelig af at have mange penge. Det er ikke det, som er pointen her. Det er symbolet på, at man er noget værd, og at man giver sig selv pladsen til, at man har fortjent det hele."
At prioritere sig selv er noget, som Josephine selv har skulle øve sig på i mange år. Hun fortæller om et par, som har sat sig fast i hendes egen bevidsthed. Kvinden blev syg med kræft, og manden havde sagt, at han ville købe hende en ring, når hun blev erklæret rask.
Men konsultationen gik ikke, som de havde håbet på, og manden afbestilte ringen. Dagen efter ringede kvinden selv til Josephine og bestilte ringen, for hun sagde, at livet jo altid var noget at fejre, selvom man ikke ved, hvor lang tid det varer.
"Dit liv er aldrig ikke noget værd. Jeg elsker, når jeg får damer herind i 90’erne, som skal købe et smykke til sig selv. Jeg er så vild med, at de ikke tilegner sig den mentalitet, at de ikke er værd at ofre penge på, selvom de nok ikke har mange år af livet tilbage. Jeg er meget bevidst om, at mine smykker ikke er i alles prisklasser, men der er også det element i det, at du er noget værd og sætter dig selv højt. Hvis du vakler mellem begge dele – og har mulighed for at tage begge dele – så tager du begge dele."
"Jeg har fået nogle hug gennem mine leveår, og jeg bliver aldrig glad for de hug, som jeg har fået. Jeg synes, det er forfærdeligt, at jeg har skullet gå igennem en hård skilsmisse og et kræftforløb, men selvfølgelig lærer jeg noget af det."
Og hvis man er heldig, så lærer man, at det ikke kan betale sig at stille sig bagerst i køen. Du skal sørge for at stå der og sige ja, når du får de gode tilbud.
Hvornår har du sidst gjort det?
"Så sent som i dag. Om en uge sejler jeg rundt på Middelhavet, fordi min veninde ringede og spurgte, om jeg ville med. Og selvom det står på gloende pæle på værkstedet, og mit barnebarn har fødselsdag i næste uge, tilvalgte jeg mig selv.
Hvis du har mulighed for at gøre de gode ting, så gør det. Det kan være noget så banalt som en solskinsdag med anemoner i skoven – husk nu at gå derud og se dem, mens de er der. I det omfang, at vi har et valg, skal vi vælge de gode ting i livet."