Skyhøj fedtforbrænding

14 myter om din forbrænding

Kickstarter protein virkelig din forbrænding? Hvordan forbrænder du mest, når du træner? Og skal du spise masser af mellemmåltider for at holde forbrændingen kørende? Få styr på fup og fakta, så du kan få din fedtforbrænding op i højeste gear.

MYTE: Vand er et vidundermiddel – også for din forbrænding

FAKTA! Vand er godt for alle funktionerne i din krop. Det er livsnødvendigt, og det påvirker også din forbrænding. Så sørg for at drikke minimum 2 liter vand om dagen − eller 1 dl pr. kilo kropsvægt delt med 3. Og drik gerne dit vand mellem måltiderne. På den måde kan kroppen nemlig bedre optage næringsstofferne fra maden.

MYTE: Springer du morgenmaden over, kickstarter du din forbrænding

FUP! Hvis du er sulten om morgenen, så skal du spise morgenmad. Det andet er noget pjat!

MYTE: Du skal spise hver tredje time for at holde forbrændingen kørende

FUP! Du har ikke brug for at spise konstant. Sørg i stedet for, at dine måltider indeholder både kulhydrat, sundt fedt og protein. Det holder dit blodsukker stabilt, og dét er godt for forbrændingen. Som hovedregel skal du aldrig spise, hvis du ikke er sulten, for så er din krop ikke klar til at fordøje maden ordentligt.

MYTE: Protein skruer op for din forbrænding

FUP! Det er en misforståelse, at jo mere protein du spiser, jo bedre er det for din forbrænding. Protein er godt for kroppen, men spiser du mere, end kroppen har brug for, skader det mere, end det gavner. Din krop har brug for 1-2 gram protein pr. kg kropsvægt om dagen. Vejer du 60 kilo, har du altså brug for ca. 60 gram protein − eller lidt mere, hvis du er meget aktiv. Det svarer til fx en portion skyr, et æg, et kyllingebryst og en håndfuld nødder.

LÆS OGSÅ: 4 fødevarer, der øger din forbrænding

MYTE: Stress kan få kroppen til at polstre dig med fedt

FAKTA! Stress kan både få kroppen til at blive for tyk eller for tynd, for når du har ubalance i dit sind, skaber det også ubalancer i kroppen. Det kan både skyldes, at du har for travlt på jobbet, at du ikke får sagt fra, at du ikke synes, du er god nok, eller at du mangler kærlighed i dit liv eller til dig selv − og spiser/sulter dig til det i stedet.

MYTE: Jo mere muskelmasse, jo højere er din forbrænding

FAKTA! Når du bruger dine muskler, forbrænder du ikke bare fedt, imens du træner. − Det fortsætter også bagefter, når du ligger og slapper af på sofaen. Træningen giver nemlig en højere fedtforbrænding, fordi muskelcellerne hele tiden skal have ny energi i modsætning til fedtcellerne, så jo mere muskelmasse, jo højere forbrænding.

MYTE: Stærk mad sætter fut i din forbrænding

FUP & FAKTA! Det er rigtigt, at krydderier som chili, kanel og ingefær kan sætte gang i forbrændingen, men så skal du også spise rigtig meget af det. Du holder en meget sundere forbrænding ved at gå efter følgende tallerkenfordeling til alle måltider: 25 % fedt/protein, 70 % grønsager og 5 % korn.

MYTE: En høj forbrænding er lig med en sund krop

FUP! Selv om din forbrænding er høj, kan din krop sagtens være i ubalance. − Det kan være ubalancer i skjoldbruskkirtlen, i tarmfloraen eller rent følelsesmæssigt, der betyder, at du ikke tager næring til dig.

LÆS OGSÅ: Sådan kommer du nemmest af med de genstridige kilo på maven

MYTE: Alt, hvad du spiser efter aftensmad, kan kroppen ikke nå at forbrænde

FUP! Kroppen nedsætter forbrændingen, mens du sover, men hvorvidt du når at forbrænde det, afhænger af, hvor meget du spiser over hele dagen.

MYTE: Et stabilt blodsukker er vejen til god forbrænding

FAKTA! Hold dit blodsukker stabilt hele dagen ved at spise hele måltider med både kulhydrat, protein og sunde fedtstoffer til alle måltider. Og dyrk motion − det er med til at afbalancere blodsukkeret.

MYTE: Du forbrænder mere ved kredsløbstræning end styrketræning

FUP & FAKTA! Du forbrænder som udgangspunkt mere, når du dyrker kredsløbstræning, men hvis du har større muskelmasse, forbrænder du endnu mere. Så det optimale for din forbrænding er en kombination af begge.

MYTE: Det er arveligt, om du har en høj eller lav forbrænding

FUP & FAKTA! Det er som udgangspunkt verdens dårligste undskyldning. Medmindre du lider af en hormonel sygdom, handler det ikke om genetik, men om adfærd. Hvis du er vokset op med, at det er hyggeligt at spise flødeskumskager hver eftermiddag, vil du højst sandsynligt hungre efter dette. Din forbrænding er afhængig af, hvad du spiser, og hvor meget du får bevæget dig.

LÆS OGSÅ: 3 kvinder tester: Kan et DNA-tjek booste din form?

MYTE: Du forbrænder mere, når du er frisk og udhvilet

FAKTA! Når du sover, bearbejder hjernen dagens oplevelser, og kroppen regenererer, og det er afgørende for din forbrænding. Mens kroppen løbende udrenser over hele døgnet, udrenser hjernen kun om natten, så alt i din krop fungerer bedre, hvis du får minimum syv timers søvn hver nat.

MYTE: Grøn te er positivt for din forbrænding

FUP & FAKTA! Grøn te bliver rost i mange sammenhænge for sit høje indhold af antioxidanter og indeholder også en smule koffein, så det er værd at ty til for at sætte lidt ekstra fut i forbrændingen, men der skal mange kopper til, før det batter.

LÆS OGSÅ: Her er de bedste genveje til en tårnhøj forbrænding

LÆS OGSÅ: fit med Anne Bech: Øvelser, der booster din forbrænding

LÆS OGSÅ: 10 gode grunde til at styrketræne

Eksperten

Bettinna Delfs er personlig træner, coach, kursus- og foredragsholder inden for krop, sind og kost. Hun er desuden forfatter til bogen Alkaline Living − en enkel guide til et sundt liv. Se mere på livingacademy.com