Dagens sunde tip fra fit living Camp: Træk vejret
Vidste du, at din vejrtrækning er den direkte vej til en sund krop? Få personlig træner og fysioterapeut Jakob Hansens guide til bedre vejrtrækning – og dermed mere sundhed.
Selv om du ikke er med på denne uges fit living Camp på La Santa, skal du ikke snydes for de bedste tips fra trænerteamet. I dag guider fysioterapeut Jakob Hansens os til en bedre vejrtrækning.
Vi trækker vejret ca. 20.000 gange hver dag, men tænker du over, hvordan du gør? Om det kommer ned i maven eller bliver oppe i brystet?
Det gør langt de færreste, og det er ærgerligt, åndedrættet er nemlig den letteste vej til at give dig og din krop ikke bare mere velvære med også sundhed generelt.
”Vejrtækning er det, der har størst potentiale for at skabe en sund forandring for langt de fleste mennesker,” fortæller fysioterapeut og personlig træner Jakob Hansen, som er en del af fit living campens supermotiverende trænerteam.
”Åndedrættet kontrollerer alle andre kropsfunktioner, for de det sender ilt ud i kroppen og fjerner affaldsstoffer. Derfor skaber positive forandringer i åndedrættet lynhurtigt positive forandringer i kroppen,” forklarer Jakob Hansen.
FORDELE VED ET GODT ÅNDEDRÆT
*Virker stressnedsættende
*Forbedrer din evne til at fokusere og være i nuet
*Forbedrer muskelfunktionen i kropsstammen
*Forbedrer holdningen
*Forbedrer fordøjelse og blodcirkulation
*Mindsker sygdom
*Giver sundere, pænere hud
*Det styrker psyken og dermed også livskvaliteten
Men der skal ikke meget til at ødelægge den sunde spiral, som åndedrættet er en del af. Faktisk kan seks dårlige vejrtrækninger være nok til at bringe kroppens ph-værdi ud af balance, og trækker du vejret dårligt i seks minutter, mindsker du iltindholdet i lungerne med hele 30 %, og det går hårdt ud over din ydeevne og koncentration.
Spørgsmålet er, hvorfor så mange af os ikke trækker vejret optimalt?
Ifølge Jakob Hansen kan det skyldes flere tinge. Stress og bekymringer har stor betydning lige som dårlig holdning, overvægt og dårlig kost. Men også kultur og mode spiller ind. Tænk bare på, hvor svært det kan være at trække vejret i for stram en bh – eller hvis du hele tiden trækker maven ind, fordi du gerne vil have en fladere mave.
SYMPTOMER PÅ DÅRLIG VEJRTRÆKNING
*Stakåndet
*Svimmel
*Hyppig sukkende eller gabende
* Rystende
* Sløret tale
* Kolde, prikkende læber og ekstremiteter (bl.a. arme og ben)
* Kvalme
* Irriteret tarm
* Ømme muskler og led
Er du usikker på, om du trækker vejret dårligt – og måske endda om du er stresset, kan du lave en lille test på dig selv.
Tæl hvor mange vejrtrækninger du har pr minut, når du er i hvile. Ligger du over 12-15 vejrtrækninger pr minut, så kan du med fordel lave den følgende øvelse.
Løsningen er nemlig ifølge Jakob Hansen at øge bevidstheden om dit åndedræt – både i hverdagen og når du træner. Bare fem gode åndedræt hver dag er nok til at gøre en kæmpe forskel for din krops sundhed. Gør dig selv den tjeneste, at du finder et fast tidspunkt, hvor du hver dag fokuserer på at lave fem gode vejrtrækninger f.eks. før du skal sove. På den måde er det lettere at huske.
ØVELSE: Du kan lave øvelsen både siddende og liggende. I begyndelsen er det lettest liggende, men det er helt op til dig selv. Læg en hånd på maven og en på brystet, og træk vejret dybt ind gennem næsen. Mærk efter, hvordan maven bevæger sig op ad, mens brystet forholder sig i ro. Pust derefter ud gennem munden langsomt og kontrolleret. Sørg for at lave øvelsen fem gange hver dag – gerne mere – så vil du hurtigt opleve en effekt.