Den store festguide: Det skal du gøre før, under og efter

Den store festguide: Det skal du gøre før, under og efter

Vi har samlet de bedste tips til, hvad du kan gøre før, under og efter festen, så de alkoholiske og vægtmæssige tømmermænd ikke slår alt for hårdt.

Før festen: 

Vær udhvilet 

Sørg for at få en god nats søvn natten inden, du skal til fest. Er din krop i underskud af søvn allerede inden, du ankommer, vil du føle dig ekstra ramt dagen efter.

Mød aldrig sulten op 

Drikker du på tom mave, går alkoholen hurtigere i blodet. Ifølge Center for Alkoholforskning opnår du en maksimal alkoholprocent efter 15 til 30 minutter på tom mave, hvorimod optagelsen af alkohol kan tage flere timer, hvis du drikker på fuld mave.

Drikke du på tom mave, vil du altså hurtigere føle dig beruset, ligesom du nemt vil komme til at overspise. En sulten mave foran en buffet er farligere end en shopaholic på udsalg. Sørg derfor for at spise sund og mættende mad regelmæssigt på dagen for festen, så du ikke ankommer på tom mave.

Pak din clutch

Er din julefest et cocktail party uden mad, så sørg for at have en redning i tasken i form af en bar eller et stykke frugt, som du kan snige dig til at spise imellem et par drinks.

Mad i maven gør, at alkoholen bliver optaget langsommere i blodet, som igen gør, at du vil takke dig selv dagen efter, når dit hoved dunker knap så kraftigt.

Til festen:

Sund buffetmad 

Julefester er ofte sammenskudsgilder, og er du inviteret inklusive en ret, så lad det være dig, der kommer med det sunde.

Kom anden i en salat med spidskål og æble, og spis rødkålen frisk med appelsinstykker og valnødder. 1:1 Drik et glas vand for hver gang, du drikker en cocktail. Det forebygger næste dags tømmermænd, da du ved at drikke meget vand undgår dehydrering, som er den helt store synder, når det gælder tømmermænd.

Samtidig vil du ubevidst drikke lidt mindre alkohol, da vandet automatisk slukker din tørst.

Dirty dancing 

Julefester er lig med masser af lækker mad, så hvorfor ikke brænde nogle af kalorierne af på dansegulvet?

På en times moderat dans forbrænder du cirka 260 kcal, mens du forbrænder cirka 355 kcal på at danse i højt tempo. Lukker du festen, kan kalorieforbrændingen nå at blive virkelig høj.

Tænk over mængderne 

Det spiller ikke nogen rolle for din promille, om du drikker mørke eller lyse drinks, men det kan godt betyde noget for tilstanden af dit hoved dagen efter.

Det skyldes, at for eksempel en meget gammel whisky kan indeholde rester af andre stoffer end selve alkoholen, som også kan give tømmermænd. Valget af drikkevarer kan dog betyde meget for både dit kalorie- og mængdeindtag.

For eksempel rummer drinken skinny bitch med vodka og danskvand kun 94 kcal mod et glas rødvins 143 kcal. Til gengæld kan der være en idé i at drikke rødvin sammenlignet med øl, selv om de er næsten identiske på kalorieindholdet, da der ofte ryger mere øl ned end vin. Hvor tit har du sagt bund eller resten i håret til en Barolo? Nej, vel.

Lær at sige nej tak 

Æbleskiver med syltetøj og sukker er obligatoriske. Det samme er vaniljekranse og konfekt. Og. Og. Og. Julen er fyldt med herlige, men sukkerholdige traditioner, så forsøg at bryde dem. Sig ja tak til det, du bare må smage for at føle, du har smagt december, men sig nej tak til det, du er mere ligeglad med.

Drop natmaden 

Velkomstsnacks, forret, hovedret, dessert og natmad.

Der mangler aldrig noget, når der står julefest på invitationen, faktisk er der tværtimod altid lidt for meget, så hop gerne over natmaden, som er nemme sparede kalorier, og det måltid, du mindst behøver, da du allerede er mæt fra selve middagen. Vil du helt undgå overflødige kalorier, så lad også velkomstsnacks og brødkurven stå. Du kan nemt blive mæt af det andet mad.

Dagen derpå:

Tank op på vand 

Drik et stort glas vand, inden du lægger hovedet på puden, og drik endnu et, når du løfter hovedet igen. Og forsæt så med det.

Tømmermænd skyldes, at kroppen er dehydreret, da alkohol virker vanddrivende, så det gælder om at få så meget vand ind i kroppen, at væskemængden igen bliver stabiliseret. Hovedpinen skyldes, at hjernen helt fysisk skrumper en anelse, når du er dehydreret.

Grab a...

... burger, en bakke pommes frittes og en cola, tak. Du ved nok allerede, at du får trang til salt, når du har tømmermænd, men prøv at gå efter en sundere menu end den med burger, så du ikke topper en ret usund dag i forhold til mad og alkohol med endnu en.

Lav i stedet en spicy thai beef salat, en kylling med krydderurter eller salat-wraps med hakket oksekød, som giver dig den salte fornemmelse i en sundere form. Du kan også rive et blomkål til ris og riste det i lidt salt og olie.

Hungrer du efter noget mere snasket, så lav en omgang scrambled eggs med ekstra tilsat æggehvider, som fyrer op for sundheden, fordi du putter mere protein i. Og er du kun i snackhumør, så vælg saltede mandler i stedet for kartoffelchips.

Zzzzzz

Hvorfor er der så lyst? Hvem har rullet det gardin op? Få det ned. Nu. Den bedste kur mod tømmermænd er at sove, sove og sove lidt mere, så bliv under dynen, så længe du kan, og har du svært ved at sove længe, så snup en lur på sofaen i løbet af dagen.

Gå en tur

De færreste har nok lyst til at træne, hvis hele kroppen og hovedet værker, og det er en god idé at tage en hviledag, så du undgår at forværre tømmermændssymptomerne ved at svede og dehydrere endnu mere, end du allerede er i forvejen.

Gå i stedet en tur. Frisk luft, lys og let bevægelse vil gøre underværker for både dit humør og velbefindende.