Sådan håndterer du flåttangen, når den lille mide har bidt sig fast
Risikoen for at blive smittet med borrelia og centraleuropæisk hjernebetændelse får mange til at kalde flåten for Danmarks farligste dyr.
Den er ikke større end et knappenålshoved. Alligevel er flåten et af Danmarks mest frygtede dyr. Det skyldes ikke dyret selv, men den smitte, den kan bære med sig, når den suger blod. Både Borrelia og TBE (centraleuropæisk hjernebetændelse) er alvorlige sygdomme, som kan skade nervesystemet.
Risikoen for at blive værtsdyr for en flåt er størst efter en tur i skoven i sommermånederne. Her sidder den lille mide og venter på et måltid.
"Tægen sidder gerne i højt græs eller på lavthængende vækster. Når der så kommer et dyr eller et menneske forbi, tænker de 'nam nam', og så hopper de over og bider sig fast," siger naturvejleder Peter Baloo Laurents til Altfordamerne.dk.
Man kan mindske risikoen for at blive bidt ved at tage tøj på, som slutter tæt ved ben og arme. Men det er under alle omstændigheder en god idé at tjekke flåtens yndlingsområder, når man kommer hjem fra skoven.
LÆS OGSÅ: De fleste ville klaske den, men derfor skal du lade myggen sidde
"Flåten synes bedst om steder, hvor det er varmt og fugtigt. Man skal derfor se særligt godt efter i knæhaserne, i hårgrænsen og i lysken, siger Peter Baloo Laurents, der er formand for Naturvejlederforeningen.
Brug tang eller pincet
Når flåten bider sig fast, er den på størrelse med et knappenålshoved, så man skal se godt efter. Først når den begynder at suge blod, begynder den at vokse. Risikoen for at blive smittet med bakterier eller virus fra flåten er minimal, hvis flåten bliver fjernet inden for 24 timer. Men det er ikke ligegyldigt, hvordan den bliver fjernet.
"Man skal endelig ikke begynde at trykke eller nulre en flåt. Hverken med margarine eller sprit. Man risikerer at mase den, så blod og kropsvæsker fra flåten bliver mast ned i bidsåret, og det øger risikoen for at overføre smitte," siger Peter Baloo Laurents.
I stedet skal man bruge en pincet eller en flåttang, som kan købes på apoteket.
LÆS OGSÅ: Ramt af en brandmand? Dette skal du gøre for at dulme smerten
"Det gælder om at få fat om hovedet så tæt nede ved huden som muligt og så trække stille og roligt i flåten, til den slipper," siger naturvejlederen.
Ifølge Naturstyrelsen bliver 6-7.000 personer hvert år smittet med borreliose, som kræver lægebehandling. Heraf udvikler 2-300 tilfælde sig til neuroborreliose, som rammer nervesystemet og kan give lammelser. Derfor bør du kontakte lægen, hvis du får et ringformet udslet omkring stedet, du er blevet bidt. Det kan nemlig være et tegn på infektion. Man kan ikke vaccinere mod borreliose.
En anden ubehagelig sygdom, som flåten kan bære med sig er TBE. Den er stadig forholdsvis sjælden i Danmark, men er siden 2001 blevet konstateret gennemsnitligt fire gange om året. TBE kan give influenzalignende symptomer, uden yderligere komplikationer, men kan også udvikle sig til hjernebetændelse, der viser sig ved hovedpine, feber og lammelser.
Særligt hos ældre kan TBE give årelange følger i form af mentale eller neurologiske skader.
Det er muligt at blive vaccineret mod TBE, hvis man skal opholde sig i områder med mange flåter.
Se hvordan du fjerner en flåt:
LÆS OGSÅ: Dette bør du gøre, hvis du får et hugormebid
LÆS OGSÅ: Det sker i kroppen når du er i naturen
LÆS OGSÅ: Træn i naturen: Brug en bænk